Ingen rygere siger: »Jeg traf et frit valg, det var det værd, jeg er helt afklaret med min lungekræft«

Det er nemt for Amalie Lyhne at vifte det liberale flag, forarges over formynderi og råbe op om »respekt for voksne menneskers frie valg«, når hun ikke selv skal tørre op efter det blodbad, tobakken forårsager.

Erfaringer fra Norge viser, at færre begynder at ryge, når prisen sættes op. Arkivfoto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Svar til »Lad den rene kaste den første sten«, Opinion af Amalie Lyhne i Berlingske, 19. oktober.

Berlingskes opinionsdanner Amalie Lyhne er ikke-ryger, opvokset i tykke tobakståger og hader formynderi. Hun ønsker sig ikke et samfund med røg overalt, men heller ikke et samfund med perfekte borgere, hvor borgere, der lever usundt, stigmatiseres og bebrejdes, at de er en økonomisk belastning for samfundet. Alt dette kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Men …

I sin formynderiforskrækkelse udpensler Amalie Lyhne en frygtelig hetz mod rygerne, bl.a. truslen om højere pris på tobak og hvordan staten sikkert snart vil begynde at straffe andre borgere, der ikke lever det perfekte liv.

Jeg bekender kulør: jeg er en af de »sundhedsfascister«, der foreslår regeringen at sætte prisen rigtigt meget op.

Jeg vil tro, at Amalie Lyhne aldrig har måttet overbringe en ung person diagnosen lungekræft, aldrig har set en persons angst, mens hun langsomt blev kvalt af KOL og aldrig har skullet gå ud til kone og børn i venteværelset og fortælle dem, at deres mand/far, der kom ind med blodprop i hjertet, ikke klarede den.

Som læge møder man rigtigt mange rygere, men ikke én eneste ryger har sagt til mig: Jeg traf et frit valg, det var det værd, jeg er helt afklaret med min lungekræft. Alle som én sagde: jeg var ung og uvidende, da jeg begyndte at ryge, jeg fortryder bitterligt, det var ikke det værd.

Næsten 14.000 dør herhjemme af tobaksrelateret sygdom hvert år. Det svarer til, at hele Langelands kommune uddør hvert år pga. rygning. Mange kunne have haft 20-30 gode år tilbage at leve i sammen med dem, de holdt af. Det er nemt for Amalie Lyhne at vifte det liberale flag, forarges over formynderi og råbe op om »respekt for voksne menneskers frie valg«, når hun ikke selv skal tørre op efter det blodbad, tobakken forårsager. Men lad os lige holde fast i det med voksne menneskers frie valg.

Cigaretter bliver pushet af tobaksindustrien

Næsten alle, der begynder at ryge, begynder som børn i 14-16 års-alderen, altså som mindreårige. Tillader vi børn i den alder at stemme, gifte sig, købe hus? Nej, fordi vi ved, at hjernen på det tidspunkt er umoden og hormonforvirret, at det kan have alvorlige konsekvenser, som de senere vil fortryde.

Cigaretter er ikke noget, der falder ned fra himlen. De bliver pushet af en industri, som er fuldt ud bevidst om, at de skal have gjort forbrugeren afhængig, før fornuften og den ægte frie vilje sætter ind. I 2016 brugte tobaksindustrien 61,5 milliarder kroner – bare i USA – på markedsføring af deres produkter. Tobaksindustriens interne dokumenter viser, at de går målrettet efter de unge. En nylig undersøgelse afdækkede, hvordan unge bloggere betales af tobaksindustrien for at lægge billeder af sig selv på de sociale medier, hvor de ryger eller sidder med en pakke cigaretter ved siden af sig. Der er tre gange så mange rygere på film som i den virkelige verden, og det er veldokumenteret, at unge, der ser meget rygning på de sociale medier eller film, meget oftere begynder at ryge.

Når rygning er lige så afhængighedsskabende som heroin eller kokain, og man har været afhængig fra barnsben, giver det så overhovedet mening at tale om »voksne menneskers informerede frie valg«? Hvorfor bliver en ægte liberal ikke rasende over, at unge mennesker fratages deres ægte frie valg og trælbindes til livslang afhængighed?

Som Amalie Lyhne korrekt skriver, ønsker tre ud af fire rygere at holde op med at ryge. Det gælder også de alleryngste. Rygerne er veloplyste om, at det kan slå dem ihjel – så hvorfor bliver de ved? Fordi afhængigheden hver eneste dag prøver at tale dem fra at holde op, prøver at sabotere deres rygestop.

Jeg har været rygestoprådgiver og oplevet voksne mennesker bryde helt sammen, når de prøvede at holde op med at ryge. F.eks. var der en, der i desperation stod op midt om natten og kravlede ned i affaldscontaineren for at finde sin egen affaldspose, hvor der var et par smøger tilbage. Lad os kalde en spade for en spade: det er ikke et informeret frit valg, vi taler om. Det er dyb afhængighed af et produkt, der slår hver anden bruger ihjel.

Lokker penge ud af fattige

Amalie Lyhne påpeger også, at de fattigste rygere vil blive endnu fattigere, hvis prisen på tobak sættes meget op. Ingen tvivl om, at det er et etisk dilemma, og disse rygere må ikke lades i stikken. En kraftig prisstigning på tobak skal gå hånd i hånd med intensiv støtte til rygestop og tilskud til/gratis nikotinprodukter. Men ifølge den liberale tankegang er det vel et frit valg, om de vil bruge pengene på tobak?

Hvor ville det være dejligt nemt, hvis vi kunne oplyse om helbredsskaden ved rygning, og så var der ingen, der begyndte at ryge. Det har vi prøvet uden effekt i 70 år. Årtiers forskning fra hele verden viser, at den største effekt opnås ved at øge prisen. Vi har i Danmark den næstbilligste tobak i EU. Er der nogen som helst grund til det? Det gælder tobak såvel som alle andre varer og er børnelærdom på handelsskolen: når prisen går op, går salget ned. Der er en god grund til, at vi ikke drikker champagne og spiser kaviar hver dag.

Høj pris hindrer børn og unge i at begynde at ryge og de, der holder op med at ryge, er netop de fattigste. Høj pris på tobak er det eneste forebyggelsesmiddel, der mindsker, ikke øger den sociale ulighed i sundhed. Jeg har hørt mange unge rygere på erhvervsskolerne sige: »Sæt prisen op til 100 kr., det vil hjælpe mig til ikke at ryge«. Skal vi virkelig sidde med hænderne i skødet og passivt se på, at generation efter generation af børn bliver afhængige af tobak og dør som voksne, fordi det er synd for den minoritet af de etablerede ældre rygere, der ikke vil holde op?

Jeg undres også over, at Amalie Lyhne ikke harmes over en industri, der lokker penge ud af fattige hver eneste dag. Sårbare børn fra dårlige kår er dem, der er allermest følsomme for marketing. Den sociale ulighed i rygning begynder meget tidligt: 16 procent af de 15-årige ryger dagligt, hvis deres mor og far er uden for arbejdsmarkedet, mens det kun er 4-5 procent af børnene i alle de andre sociale grupper.

Når man bliver afhængig af tobak som 15-årig og ryger en pakke om dagen, som mange gør, har man som 60-årig lagt 650.000 kr. i tobaksindustriens lomme - penge, der ellers kunne være blevet brugt på god mad, tøj, fornøjelser, bedre bolig eller lignende. Bekymring om, hvordan man skal få råd til sine smøger på SU, kan få unge til at fravælge en længere uddannelse. Tobak er årsag til halvdelen af den sociale ulighed i sundhed herhjemme. Men det harmer åbenbart ingen, at de fattigste bærer den tungeste sygdomsbyrde.

Hvor ville det være dejlig nemt, hvis vi kunne oplyse om helbredsskade ved rygning og så var der ingen, der begyndte at ryge. Det har vi prøvet uden effekt i 70 år. Årtiers forskning fra hele verden viser, at den største effekt opnås ved at øge prisen. Det gælder tobak, såvel som alle andre varer og er børnelærdom på handelsskolen: når prisen går op, går salget ned. Der er en god grund til, at vi ikke drikker champagne og spiser kaviar hver dag. Det er ikke fordi det smager grimt – men fordi det er dyrt.

Det er for mig også helt ubegribeligt, at Amalie Lyhne er mere bekymret over øget grænsehandel end over de tusinder, der dør for tidligt hvert år, fordi de blev afhængige som børn. Og, bare en strøtanke: er det overhovedet etisk, at staten og butikkerne tjener på salg af cigaretter, når vi ved, at det er blodpenge?

Jeg kan berolige Amalie Lyhne med, at erfaringerne fra bl.a. Norge viser, at selv om grænsehandlen stiger, gør indtægterne i den statslige kasse det også. Der er desuden evidens for, at der ikke er sammenhæng mellem pris på tobak og illegal handel med tobak. F.eks. i England faldt den illegale handel samtidig med, at prisen blev sat dramatisk op. Det er bare et spørgsmål om at bekæmpe smugling på en velorganiseret måde. I øvrigt har tobaksindustrien ofte selv stået bag indsmugling af illegale cigaretter.

Danskerne tager ansvar

I Danmark har vi set en stigning i andel af unge rygere - 16 procent af de unge mellem 16 og 24 år ryger dagligt (godt halvdelen vil aldrig lykkes med at blive røgfri igen). I Norge er det kun tre procent i samme aldersgruppe, altså mindre end en femtedel, der ryger dagligt. Vores nabolande har for få år siden haft lige så høj andel af unge rygere, men de valgte at handle politisk. Norge har sat prisen kraftigt op, gemt tobakken væk, så den ikke frister i kassen ved siden af slikket, indført neutrale tobakspakker og røgfri skoletid, også for de 18+ årige m.m. I Frankrig indførte modige politikere flere tobaksforebyggende tiltag samtidig, bl.a. høj pris på tobak. Året efter var der en million færre rygere, også færre unge rygere. Så vi ved, hvad der virker.

Visionære erhvervsdrivende med høj etisk standard som Magasin du Nord er holdt op med at sælge cigaretter, og Salling Group butikskæden har gemt tobakken væk, så den ikke frister børn og unge og de, der kæmper for at holde sig røgfri. Rema1000 er på vej til at gøre det samme. Grundskoler, erhvervsskoler og gymnasier tager ansvar og indfører frivilligt røgfri skoletid (ingen rygning fra 8-16, heller ikke i fritimerne). Kommuner og private arbejdspladser indfører frivilligt røgfri arbejdstid. Musikfestivalen Strøm har frasagt sig gratis cigaretter fra tobaksindustrien. 95 procent af hjem med børn har selv indført indendørs rygeforbud.

Danskerne ønsker ikke at opfostre nye generationer af rygere, og de tager ansvar. Men hvor bliver vores fodslæbende og ansvarsfralæggende politikere af?