Nu læste jeg med stor fornøjelse artiklen om PanzerGlass, der har et projekt kørende for at nedbringe arbejdstid brugt på unødvendigheder for at sikre en lavere arbejdstid. Fin idé.

Skulle vi ikke i Berlingske lancere en tilsvarende national kampagne med forslag til det offentlige om handlinger og processer, der bør fjernes/forsimples, og hvor det ikke vil have nogen synderlig negativ effekt for nogen (udover for staklen, der arbejder med det unødvendige, som så nok skal lave noget andet).

Her er et forslag: Jeg har netop bestilt et nyt blåt sygesikringsbevis, for de udløber nemlig hvert femte år. Men hvorfor gør de det? Der er INTET på det kort, der bliver forældet for størstedelen af indbyggerne i Danmark. Der er blot dit navn, cpr-nr. og så et kortnummer. Selv det almindelige, gule sygesikringskort løber ikke ud, og passet løber først ud hvert tiende år, og der er immervæk lidt flere informationer, og i passet er der sågar et foto.

Vi kunne måske også diskutere formålet med det blå sygesikringskort, som jo altså ikke engang er på engelsk, selvom det kun skal bruges i udlandet. Hvad nu hvis EU-passet kunne indeholde de informationer, som det blå sygesikringskort indeholder? Bare et forslag.

Jane Jagd, Næstved

Mere end pleje

Kulturministeren har ret. Vi skal have flere kulturoplevelser for ældre, som det siges i avisen 29. januar. 

I debatten om omsorgen på vores plejehjem fremgår det af bogen »Livshistorier fra et plejehjem«, at der på plejehjemmet Frydenholm i Rudersdal Kommune i årene 2000-2004 var seks ansatte blot til at underholde og beskæftige beboerne. På de fire plejehjem, jeg jævnligt besøger og underholder, har jeg næsten kun mødt plejepersonale.

Steen V. Skånstrøm, Nærum

Menneskelig tænkning fravælges

»Det var et godt spørgsmål. Jeg spørger lige Google,« er blevet det gængse svar i den offentlige atmosfære, når vi i dag bliver stillet et mere omstændigt spørgsmål, end den almindelige hverdag tillader. 

Frem for at vi i dag leger med ideen om egen kreativ tænkning, tyer vi med det samme til den ensformige tankedatabase Google, hvormed alle samtaler uundgåeligt vil ende i de samme monotone konklusioner. 

Vi eliminerer den nyskabende tænkning og dræber den kreative refleksion for at tilgå de synonyme, kliniske og forprogrammerede svar. 

Hvorfor hopper vi ikke med på legen, når vi stilles et forfriskende spørgsmål? Hvorfor søger vi ikke længere vores egne unikke tanker? Hvorfor fravælger vi en mangesidig diskussion baseret på individers oplevelser og virkelighedsforståelser? 

Forestil dig, at du skal søge information om en krig. På din ene side står en bærbar computer med Google-fanen åben. På din anden side sidder en krigsveteran med hukommelsen intakt. Hvilken database vælger du?

»Hey Google, hvorfor er dine svar vigtigere end menneskelig refleksion?«

Moèsha Williams, Solrød Strand

En løsning for Israel og Palæstina

  1. Flyt alle de fordrevne palæstinensere fra det snart udslettede Gaza til Vestbredden.

  2. Tøm de ulovlige bosættelser på Vestbredden for israelere.

  3. Flyt Israels ulovlige bosættere til Gaza, hvor der er plads til at bygge nye boliger ovenpå murbrokkerne.

  4. Flyt palæstinenserne fra Gaza ind i de ulovlige bosættelser på Vestbredden.

  5. Lav en tostatsløsning med et geografisk samlet Palæstina på Vestbredden og et geografisk samlet Israel ud til havet.

  6. Lad Jerusalem være en fælles samlet hovedstad for alle uden bekrigelse af hellige steder.

En utopi, tja, men man kan efter min mening ikke fremsætte forslag nok for at løse denne for alle involverede helt ulyksalige strid. Vi er mange, der er skyld i, at den har varet alt for længe.

Karin Grønfeldt, Virum