Denne uge bød desværre på nye tilbageslag for ligestillingen i Afghanistan. Først valgte Taleban at forbyde unge kvinder at deltage i undervisningen på universiteterne, og siden skærpede man på ny restriktionerne for piger fra efter 6. klasse. Disse beslutninger er blot de seneste af slagsen, da der allerede er indført tiltag, som forhindrer piger og unge kvinder i at gå i skole og uddanne sig.
Det er på alle måder en trist udvikling. Ikke mindst for de afghanske kvinder, som drømmer om at uddanne og dygtiggøre sig, så de kan realisere sig selv, bidrage til landets udvikling og forsørge sig selv og deres familie. At de nægtes muligheden for at gøre netop det er intet mindre end en katastrofe. Ikke kun for kvinderne, men også for det afghanske samfund som helhed.
Når piger og unge kvinder har adgang til uddannelse, har det en positiv effekt på en lang række parametre. Det gælder blandt andet økonomien. For hvert år en pige gennemfører et ekstra uddannelsestrin, ventes hendes forventede indkomst at stige med mellem 10 og 20 procent, og Plan International har beregnet, at for hver gang der investeres en dollar i pigers rettigheder og uddannelse, giver det en gevinst på 2,8 dollar retur. Desuden viser rapporter fra Red Barnet, at risikoen for at blive giftet bort i en tidlig alder er højere for piger og unge kvinder, der ikke går i skole.
Der er ingen tvivl om, at det går den forkerte vej med ligestillingen i Afghanistan. Det er forfærdeligt for kvinderne, men også for Afghanistan. Hele landet taber, når kvinder nægtes adgang til skole og uddannelse. Derfor fordømmer Red Barnet beslutningen og gentager i samme ombæring, at alle børn og unge har ret til uddannelse uanset køn – også i Afghanistan.
Helle Gudmandsen, international uddannelseschef i Red Barnet
Samsam
Så fik vi en ny magtfuldkommen trepartiregering som erstatning for den magtfuldkomne etpartiregering, vi netop slap af med!
Her tænker jeg på det eventuelle justitsmord i Samsam-sagen.
Heldigvis er der oprør på Christiansborg, der også omfatter medlemmer af regeringspartierne.
Gad vist om noget tilsvarende kunne opstå vedrørende minkskandalen?
Der må da findes et flertal i Folketinget, der anerkender, at flere end halvdelen af vælgerne stemte på partier, der går ind for en advokatvurdering til en retsstatsværdig afslutning af forløbet.
Mette Frederiksen burde være den første til at tilslutte sig, hvis hun ikke for altid vil ende som Mette Mink!
Ole Borg, Hellerup
Kirkeklokker skal kime til højtider
Jeg er ikke en hyppig kirkegænger, men medlem af Folkekirken og tilhører et andet sogn end nedenstående problematik.
Vred og forarget er de termer jeg vil bruge, da jeg i Berlingske læste, at sognepræst i Vollsmose Jens Lind Andersen har fået afslag på at ringe med kirkeklokkerne til jul, påske og andre højtider, hvilket de ikke har gjort i mange år. Respekt for ham, for at prøve en positiv forandring.
Kaja Vistoft (formand for Vollsmoses Menighedsråd) afviser det af hensyn til naboer, ikkekristne og et multikulturelt samfund. De præster og andre i folkekirken, som deler den opfattelse og agiterer for en sådan forringet form for kristen religion, er jeg meget uenig med.
Danmark er og skal ved blive med at være et kristent land. Så et simpelt og klart svar: Nej til bønnekald, ja til kirkeklokker. Også ved højtider! Skik følge eller land fly.
Britt Drost, Odense
Selvhøjtideligheden i højsædet
Sagen om Matilde Kimer har vakt stor opsigt i den danske verdenspresse. Med blikket stift rettet mod dagliglivet langt fra farezonen fordømmes Ukraines inddragelse af journalistens akkreditering i det krigshærgede land.
Med tanke på at Europa lige nu står midt den alvorligste krise siden Anden Verdenskrig, burde man kunne forvente sig en bedre dømmekraft hos de medier, der ønsker at dække den virkelighedsnære udvikling i krigen.
Det er fuldstændig omkostningsfrit at sidde behageligt i Danmark og belære en krigsførende nation om, hvordan de bør behandle udenlandske pressefolk.
Selvom Matilde Kimer ikke fører russisk propaganda set med danske øjne, bliver vi i situationen nødt til at acceptere Ukraines vurderinger og beslutninger. Endvidere er det yderst tvivlsomt, om Ukraines øverste ledelse skulle være bekendt med eller overhovedet har været involveret i denne her sag.
I det provinsielle Danmark følger man en dagsorden baseret på det hårde liv i andegården, og hvor alle kanaler kræves at være åbne for de frie, objektive og vidende medier.
Torben Riis, Aarhus
