Siden 1975 har klokkerne ringet til gudstjeneste i Vollsmose Kirke i Odense. De har dog ikke kimet til jul, påske og andre højtider.

Den praksis forsøgte sognepræst Jens Lind Andersen at gøre op med, skriver DR.

»Der er mange præster og andre i folkekirken, der har den opfattelse, at måden at føre en fornuftig religionsdialog på er ved at udslette sin egen identitet. Det, mener jeg, er forkert,« siger sognepræst Jens Lind Andersen.

Anmodningen blev dog afvist af menighedsrådet, fremgår det af referatet fra det seneste menighedsrådsmøde.

Ifølge Kaja Vigtoft, der er formand for Vollsmose Menighedsråd, skyldes det blandt andet, at Vollsmose ikke just er overvældende kristent.

»Vi lever i et multikulturelt samfund, og vi bor mange forskellige religioner i Vollsmose, og der skal vi jo tage hensyn til hinanden alle sammen. Det er fornuftigt at gøre, for man skal kunne trives med de naboer, man har,« siger Kaja Vigtoft.

2.289 borgere i Vollsmose er ifølge Danmarks Statistik medlem af folkekirken, mens 7.045 borgere ikke er, skriver DR.