»Fuck« nu det, Jarl Cordua
Jarl Cordua, som jeg ofte er enig med, skrev i nærværende avis, at »Tiden er kommet, hvor vi forlader flinkeskolen, tager os selv alvorligt og begynder at tale dansk til de udlændinge, som ikke gider at lære vores sprog«. Jeg vil spørge Cordua, om tiden i stedet for ikke er kommet til, at vi forlader forestillingen om, at Jorden drejer rundt om Danmark, og vi i stedet begynder at tage os selv seriøst og bruger vores engelske sprog mere og faktisk nyder, at vi kan bruge det til hverdag og ikke kun, når vi tager på all-inclusive ferier på Madeira?
Hans pointe ville være forståelig, hvis samtlige ekspedienter i Randers udelukkende talte engelsk. Men det er altså i en international hovedstad, at Cordua har fået den uhøflige vane, at han svarer engelsktalende ekspedienter på dansk. Og dernæst konkluderer han, at det handler om manglende respekt for den danske tunge.
Desuden kan man spore en lille forargelse over, at vores virksomheder tillader sig at kalde deres cheftitler for CEOs og ikke administrerende direktører. Igen formanes man til at tænke, at han igen tror, at verden drejer rundt om os i Danmark. Jeg vil gerne minde Cordua og andre forargede om, at dansk kun tales af knap seks millioner mennesker ud af en verdenspopulation – eller for at tilfredsstille Cordua, en befolkning – på over 7,5 milliard.
Normalt brokker vi os over mangel på arbejdskraft. Andre gange over at udlændinge ikke arbejder. Og nu åbenbart også at de arbejder. Lad mig slå helt fast, at jeg også gerne vil opfordre udlændinge til at lære vores sprog, men det kan ikke hidse mig op og ej heller få mig til at frygte for dansk kultur eller sprog, at ekspedienter i hovedstaden begår sig på et internationalt sprog.
Så selvom det ikke befinder sig så klædeligt hos Cordua, vil jeg tillade mig at sige »fuck« nu det. Lad os i stedet hylde, at de klarer sig så godt her til lands, og at de bidrager med øget BNP. Dernæst kan vi glæde os over, at vi sprogligt bliver bedre til det »shit«. Christin Bihl Winum, Aarhus
Undskyld
Jeg vil ikke sige undskyld for mine forfædres fejltagelser – udført før min tid. Jeg siger gerne undskyld for mine egne forfejlede gerninger. Tænk, hvis alle nulevende mennesker respekterede race, religion, politisk overbevisning og køn. Det er jo ikke tilfældet. Det kunne vi sige undskyld for. Eller skal vores efterkommere pålægges at sige undskyld på vores vegne? Stop det! Ole Borg, Hellerup
Danmark er bagstræberisk
I Danmark har vi en helt særlig modstand mod krypto, som vi ikke ser mange andre steder. Det er problematisk, hvis vi skal følge udviklingen og digitaliseringen, der buldrer frem i resten af verden.
Danmark er et foregangsland, når det gælder digitalisering af den offentlige sektor. Vi ved, at fremtiden kræver langsigtede løsninger allerede i dag. Alligevel står vi på sidelinjen og kan se, hvordan en række andre lande både i og uden for Europa overhaler os indenom i den digitale udvikling, når det kommer til krypto.
Det ser vi blandt andet, når det gælder udviklingen af en Central Bank Digital Currency (CBDC) – altså digitale penge, der udstedes af en centralbank. Sverige er et af de lande, der er længst fremme med at udvikle den svenske e-krona, og Norge er også gået i gang med at undersøge mulighederne. I Danmark har vi fravalgt at engagere os overhovedet.
Og selvom det kan diskuteres, om en Central Bank Digital Currency-løsning er den rette for Danmark, så sender det et klart signal om, at man i Danmark helst bare vil fortsætte med at gøre det, »som vi ved fungerer fint«. Det placerer os i en uvant gruppe af lande, der også tæller Nordkorea, Kuwait og Uruguay. Det var i øvrigt præcis den sætning, Blockbuster brugte, da de sagde nej til Netflix, eller det som Fætter BR tænkte, da de ikke fulgte med børns legevaner. Forhåbentlig er det ikke deres tilgang til innovation, vi vil kopiere nationalt.
Jeg ved ikke, hvorfor modstanden mod krypto er så stor i Danmark, men den er der. Således lå vi på en miserabel 116.-plads blandt verdens lande, når det kommer til adoption af krypto i en opgørelse fra kryptoanalysehuset Chainalysis fra september 2022.
Og lad det være sagt med det samme: Det er selvfølgelig en fuldstændig legitim holdning at være tilbageholdende eller imod krypto, og det står alle frit for at investere eller ej. Men skal vi som land virkelig melde os så meget ud af en digital udvikling, der er på fremdrift i resten af verden, og som selv EU er positive omkring? Karina Rothoff Brix, dansk landechef for Firi