I vores moderne samfund er der en underliggende tendens til at gemme nogle mennesker væk. Når vi taler om handicappede, er det som om, at de på en eller anden måde er blevet usynlige. Denne usynlighed er ikke blot en skam – det er en alvorlig hindring for vores fælles samfund.

Når vi ser på tv, er det sjældent, at vi ser en handicappet person repræsenteret i de samme roller som alle andre eller som statist. Når vi bevæger os gennem byerne, er det ofte de velkendte lyse, glatte fortove, der dominerer, mens tilgængeligheden for personer med nedsat mobilitet ofte overses. 

Denne marginalisering har konsekvenser; den sender et klart signal om, at handicappede ikke er en del af det normale liv. Det medfører, at vi, både individuelt og kollektivt, risikerer at glemme deres behov og perspektiver.

Det var derfor med stor glæde, at jeg så, at LEGO markerede FNs internationale dag for personer med handicap ved at introducere verdens første legetøj, der bærer solsikkesnoren. 

Solsikkesnoren er et symbol, der bæres af personer med usynlige handicap eller diagnoser. Det fungerer som en diskret måde for dem at signalere, at de muligvis har brug for ekstra tid, tålmodighed eller støtte i offentlige rum.

Ved at producere legetøj, der bærer solsikkesnoren, sender LEGO et klart budskab om, at alle børn uanset deres udfordringer skal have mulighed for at lege og føle sig inkluderet.

Jeg håber, at Legos eksempel vil inspirere flere til at tage skridt mod at skabe en mere accepterende og forstående kultur. For inklusion er ikke blot en god idé – det er en menneskerettighed. 

Når vi udelukker en del af befolkningen, underminerer vi ikke kun deres værdighed, men også samfundets samlede styrke, for det er i mødet med forskellighed, at vi vokser som mennesker og som samfund.

Vibeke Henriksen, Formand for Dansk Handicaporganisation Vejen

Kongens Nytorv

Der er i øjeblikket en iøjnefaldende æstetisk katastrofe i København. Kongens Nytorv ligner en skurby i Avedøre. Det er ufatteligt, at denne smukke traditionsrige plads lige nu indrammes af tarvelige træskure og en vulgær skøjtebane med et trægelænder, som afslutter en enestående øjenbæ.

Morten Riise-Knudsen, København

Hvor stor en krise er læsekrisen?

Der tales for tiden meget om en krise i vores – og især de unges – evne til at læse litteratur. Jeg har forsøgt at følge med i debatten og har forstået, at blandt andet evnen til at kunne fordybe sig er betinget af at kunne tilegne sig litteratur. Det skulle også være en betingelse, at denne tilegnelse sker via en fysisk bog.

Jeg er ikke selv den store læser. Jeg er i høj grad et skærmmenneske, og derfor har jeg så – ifølge debatten – ikke tilegnet mig denne evne til fordybelse. Jeg er så begyndt at undre mig over, hvad det indebærer. Hvad er fordybelse? Hvad går jeg glip af, og hvad er det, jeg ikke kvalificerer mig til ved ikke at evne fordybelse?

I mit arbejdsliv har jeg vist haft rimelig succes med såvel oplevelser, indflydelse som indkomst, så min manglende evne til fordybelse har ikke haft negative konsekvenser for det.

Er der ting, jeg ikke er kvalificeret til at udtale mig om som for eksempel politik, filosofi, samfundsforhold? Burde jeg undlade at bruge min stemmeret, når der er valg?

Måden vi kommunikerer på, er jo under konstant forandring, og det er vel ikke i sig selv et problem. En krise, der er endnu mere fremskreden, er vores evne til at kunne skrive en læselig håndskrift. Det kan jeg heller ikke! 

På et tidligt tidspunkt i min karriere måtte jeg rekvirere en skrivemaskine for at kunne gøre mig forståelig i skrift. Det viste sig så meget senere at være en stor fordel, da skærmene fik sit indtog, men i begyndelsen var det bestemt en krise. 

En smuk håndskrift er da en nydelse. Det er et smukt stråtag også, men andre teknologier kan også give os tag over hovedet.

Erik Palsbo, Vig

Vaccine mod skoldkopper

En interessant artikel i Berlingske 16. december gør opmærksom på at skoldkopper, som er en udbredt sygdom blandt børn, i en del tilfælde kan udvikle sig alvorligt og medføre et større antal henvendelser til sundhedsvæsenet og indlæggelse på sygehuse.

Forskningschef Thea Kølsen Fischer udtaler sig om problemet, at det modsat tidligere tankegang ikke kun er blandt i forvejen syge børn at sygdomsforløbet for skoldkopper kan blive alvorligt, men at det faktisk er 3 ud af 4 raske børn, som kan opleve at alvorligt forløb.

Det undrer imidlertid, at det ikke i artiklen nævnes, at der er en yderligere god grund til at indføre vaccination mod skoldkopper.

Sygdommen helvedesild skyldes reaktivering af skoldkoppevirus, og man regner med, at en femtedel af befolkningen vil få udbrud af helvedesild, fordi de har haft skoldkopper som børn.

Helvedesild kan være meget smertefuldt og i nogle tilfælde invaliderende. Risikoen for helvedesild stiger væsentligt med alderen, typisk over 60 års alderen, men rammer kun dem, som har haft skoldkopper.

De fleste af os kan genkende, at en eller flere pårørende i familien har haft sygdommen.

I dag er det op til de især ældre selv at sørge for en eventuel vaccine, som typisk koster cirka 3.500 kroner i alt.

Når så mange børn, årligt 50.000 til 60.000, som det oplyses i artiklen, rammes af skoldkopper, og når en vaccination samtidig kan afhjælpe, at op mod en femtedel af befolkningen senere i livet rammes af helvedesild, er der vel ikke så meget at betænke sig på ved at indføre denne vaccine i det danske børnevaccinationsprogram.

Det er derfor meget tilfredsstillende, at Sundhedsstyrelsen nu seriøst overvejer at gå den vej.

Niels Chr. Nielsen, Holbæk

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk