Grundlæggende er jeg træt af tidens krisefortællinger. Der er noget hysterisk over, at en af verdenshistoriens mest privilegerede civilisationer og generationer tilsyneladende ikke kan få nok af at gå sørgemarch over, hvor forfærdeligt livet er.
Det er trættende. Ikke fordi det forestående menneskeskabte klimakollaps ikke objektivt set er et problem på den helt store skala, men fordi kriseretorikken bliver udvidet til at gælde alt muligt andet.
Del:
