Rosa Eriksen fik selv julehjælp som barn: »Havde jeg haft en bedre barndom, hvis min mor havde fået flere penge til jul? Det tror jeg ikke«

Det, jeg inderligt ønskede mig i julegave, var, at min mor var glad. At hun gik på arbejde og havde kolleger. For børn ønsker alt det bedste i verden for deres forældre. Derfor tror jeg, at vi bliver nødt til at se problemet med en jul med afsavn i et bredere perspektiv, skriver Rosa Eriksen fra Moderaterne. 

»Vi skal generelt gentænke den hjælp, vi giver til netop de her familier, så den bliver til målrettede ydelsesløft. Det kunne være, at kontingentet til idrætsklubben bliver betalt,« skriver Rosa Eriksen (M). Gregers Tycho/Ritzau/Ritzau Scanpix

Nissedøre, Tinka-kort, julekalender og adventsgaver, listen er lang. Hvert år til jul prøver titusindvis af forældre at balancere både drillenissen, jobbet og julearrangementerne. Men der er også noget andet, som får mere sprog og lys ved netop denne højtid – børnefattigdom.

Men hvad taler vi om her? Vi fik julehjælp, da jeg var lille. Vi boede i et socialt udsat boligområde, og min mor var på kontanthjælp. Jeg mindes, at der både blev søgt om penge, julegaver og julemad. Men jeg var flov og får stadig en knude i maven, når jeg tænker på det. Det var nemlig slet ikke det, hverken min mor eller jeg havde brug for. Vi havde brug for at være en del af fællesskabet – ikke kun til jul.