Forskellige elever skaber mangfoldighed
Mandag 2. marts skriver Berlingske, at »Gymnasier med mange indvandrerelever har problemer med social kontrol, uro og dårlig opførsel«. Det undrer mig, at udfordringerne særligt skal hæftes på de ikkevestlige elever. Således har jeg besøgt flere uddannelsesinstitutioner, der ikke giver dette indtryk.
Som gæst på Kolding Gymnasium (KG) ved et par lejligheder har jeg oplevet en uddannelsesinstitution, hvor der ikke er fokus på elevernes etniske oprindelse, men på deres bidrag til og engagement i skolen fagligt og socialt. Tre ud af ti elever på skolen har ikkevestlig baggrund, men dette udgør på ingen måde hverken særlige udfordringer eller problemstillinger for skolen i dagligdagen.
Her er det min opfattelse, at de ikkevestlige elever bidrager til mangfoldigheden og til den gensidige dannelse helt på lige fod med de etnisk danske elever. Jeg har haft møder med undervisere, elever og ledelse, som oplyser, hvordan alle elever bidrager til skolen, skolekulturen og den faglige indsats. Eksempler på dette er elevrådsarbejdet, Operation Dagsværk, deltagelse i Model United Nation, KGs ambassadørkorps, planlægning af Bezzerwizzer-turnering m.m.
Alle disse aktiviteter har haft såvel etnisk danske som elever af anden etnisk herkomst end dansk med i planlægnings- eller afviklingsgrupperne. Aktiviteterne er eksempler på den positive mangfoldighed og den gensidige dannelse, som mødet på tværs af etnicitet giver de unge på KG.
KGs udfordring er på ingen måde skolens elever eller hverdagen på skolen. Udfordringen består i, at KG desværre oplever at blive fravalgt grundet den etniske elevsammensætning til trods for, at det på alle måder er en meget velfungerende skole med en meget engageret elevgruppe – langt fra det, der beskrives i artiklen. Nils Sjøberg (R), MF
Regulering, tak! For erhvervslivets skyld
Vestager har lanceret EUs digitale strategi, og den har vi selvfølgelig en holdning til. Det har Ole P. Kristensen også. Han mener at »Vestagers digitale masterplan gør mere skade end gavn«, kalder os »organisationsembedsmænd«, og kritiserer vores analogi til juleaften, som virkelighedsfjern jubel. Han glemmer en vigtig præmis: Gode gaver kommer typisk sammen med velmente gaver, som ikke rammer rent, og skal byttes til en anden farve eller størrelse. Det beskriver præcist, hvor vi står før Vestagers tanker bliver konkret politik. Det bliver ikke let, men EU er den eneste, som kan løfte opgaven.
Selvfølgelig følger der også en god portion fyld med. Som papiret på en julegave. Det ændrer ikke på EUs vigtige ærinde som den voksne i klassen i en tid med teknologiske tømmermænd (techlash), som kræver, at vi forholder os til dunkle sider af teknologien. EU vil belønne dem, der gør sig umage. Tak! Det handler grundlæggende om hygiejne og bordskik.
Noget af det mest dristige er regulering af kunstig intelligens, og tilgangen er fornuftig, fordi man langtfra ønsker at regulere alt, men fokuserer på højrisikoanvendelser. Det springende punkt bliver, hvad der ligger inden for kassen - og Danmark skal være på stikkerne, når den gave foldes ud.
Det betyder også grønt lys til kunstig intelligens, fx når teknologien bruges til at spotte næste sommerdille til havefolket. Klare rammer er godt nyt ikke mindst for SMVere og iværksættere, og EU skal sætte rammerne. Det er ganske virkelighedsnært. Janus Sandsgaard, fagchef for digitalisering, Dansk Erhverv, og Lasse Hamilton Heidemann, EU- og international chef, Dansk Erhverv
Hent mig lige en Prozac
I ny og næ dukker der en forfatter op fra dybet - altså ikke folkedybet - som øjensynlig lider af et stort selvhad og foragt for samfundet som helhed. En sådan stabejs er Jacob Skyggebjerg, der over flere sider i denne fine avis fortæller om sin livslede, så man bliver alvorligt bange for mandens mentale tilstand, og man har indtrykket af, at ord som »frikadeller« og »hygge« sender Skyggebjergs tanker ned i sindets dybeste kroge.
Vi er en del, som vistnok er klar over Danmarks lidenhed som »landsby« i og med, at befolkningsantallet svarer nogenlunde til antallet af beboere i Hamborg plus forstæder, og ja, vi er i bund og grund et bondesamfund, og København er ingen metropol. Og at vi har jantelov med indbygget misundelse og ondskabsfuldheder, og at ingen skal stikke hovedet for højt op, er heller ikke nogen nyhed.
Skyggebjerg mener, at han nok skal få hug i anmeldelserne af sin nye bog »Der går min klasselærer«, men ro på. Jeg er næsten helt sikker på, at kulturjournalisterne vil flokkes om at give ham fem-seks stjerner/hjerter, for de vil selvfølgelig ikke sættes i bås med »landsbyens« øvrige bonderøve. Erik Pedersen, Espergærde
