Streger på verdenskortet

I Berlingske tegner den meget kyndige Jacob Kaarsbo nogle streger på verdenskortet, hvor verden deles op i tre områder, hvor Europa er udelukket, og han giver den forklaring, at både USA og Rusland ønsker at holde Europa nede.

Nu må vi lige se, hvordan forløbet bliver i Grønland, men bliver udfaldet således, at det bekræfter Jacob Kaarsbos teori, bliver vi nødt til at satse på Indien og Kina.

Kina har ikke interesse i et svagt Europa, som man meget gerne vil handle med. Alliancen mellem Kina og Rusland er ikke naturgivent, da de historisk set har været fjender, men Kina vil gerne have adgang til råvarerne i Rusland, hvorfor de har interesse i et svagt Rusland, der er afhængigt af Kina.

Vi kunne kynisk set sige til Kina, at vi afstår fra at deltage i en konflikt omkring Taiwan, hvis Kina afstår fra at hjælpe Rusland med Ukraine. Europa dermed har muligheden for at tvinge Rusland til en fred, der vil være rimelig for Ukraine. Hermed er Rusland sat ud af spillet i den skitserede verdensorden, og vi kan i Europa dyrke en fredelig relation til Kina, hvor konflikten nu bliver mellem Kina og USA, hvor Europa forholder sig passivt.

Der tegner sig et meget spændende diplomatisk spil i den nærmeste fremtid.

Svend-Aage Anskjær, Skodsborg

Vi ses igen

Jeg rejste til Grønland for at sige et sidste farvel i sommer. Det føltes meget stærkt, men alligevel mere som et »på gensyn«. For den dag kommer. Måske bliver det mine børns tur til at se det smukkeste land i verden og ikke min, men et gensyn kommer.

Men først, når Grønland atter er frit.

Trump skal forstås, som han taler. Han indtager regeringskontorerne, og hvad der ellers skal til, for at han kan plante det amerikanske flag. Uanset om vi taler op eller ned og hvilket sprog, vi benytter os af. Det er ikke en konflikt, vi står i. Det er optakten til en besættelse.

Ingen danske eller grønlandske soldater kommer til at dø af en amerikansk kugle i Grønland. Ingen ansvarlig regeringsleder eller forsvarschef, hverken fra Danmark eller Grønland, kommer til at give en ordre, der siger andet end accept af overmagten. Kaos vil opstå, og varer og rejser mellem Danmark og Grønland vil blive pålagt restriktioner. For en tid.

Men der kommer en dag efter det. Selvfølgelig gør der det. Vanvid holder kun en tid, og imperier drevet af egenrådighed og dumhed kollapser.

Og når den dag kommer, skal vi ses igen. Og mindes og gøre det bedre. Men på en ny måde. De gamle dage og de gamle begreber er for altid tabt.

Det er den dag, hvor et nyt kongeskib fra Danmark markerer befrielsen. Og hvor Kongen igen vil blive mødt med jubel. Fordi han forpligtede sig til at blive det, og fordi man i den europæiske familie respekterede, hvem der var forbundne.

Men meget vil være forandret. Og ikke alle vil føle sig forbundne og forpligtede.

Bloktilskuddet kommer ikke igen, og der kommer ikke igen grønlandske medlemmer af Folketinget. Massive fælleseuropæiske tilskud og investeringer vil gøre Grønland til et blandet rige. 

Landet vil ikke ligne en dansk velfærdsstat, men de mange undersøgelser og tiltag, der blev startet op frem til besættelsen, viste, at der er grobund for investeringer. Og nye arbejdspladser. Det bliver der arbejdet videre med i et Grønland med færre og større byer. Og en ny forfatning. Og nye aftaler.

Danmark vil i det have en forlomme. For historien kan de ikke tage fra os. Og båndene bundet gennem generationer vil igen binde os sammen. På en ny måde. Og i en løsere knude.

Når det sker, vil vi ses igen, du smukkeste land på jord.

Marina Andersen, Frederiksberg

Prøv Berlingskes nye lydpakke. Tre af vores bedste og mest aktuelle artikler udvalgt hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

I Washington formåede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen at købe Danmark mere tid, men landede ingen reel løsning på Grønland-krisen.  I Rusland har den danske virksomhed Rockwool måtte se sine fabrikker ulovligt beslaglagt af Putin.  Og herhjemme er LA's formand, Alex Vanopslagh, blevet mødt af hævede øjenbryn fra både vælgere og resten af den blå familie, da han ikke vil være med til at lette momsen på fødevarer.  Det er dagens udvalgte historier i Lyt til Berlingske, udvalgt og præsenteret af chefredaktør Pierre Collignon Oplæser: Caroline Toft Baunkjær Producer: Caroline Toft Baunkjær og Ida Hasgaard Røntorp

Troller Berlingske?

Jeg sendte 6. januar et læserbrev foranlediget af en artikel om manglende demokrati i Kongehuset udtrykt ved, at der til en af kurene var flere repræsentanter fra arbejdsgiverside end fra arbejdstagerside. 

Jeg gav udtryk for, at Berlingske i stedet for at bruge spalteplads på den slags ligegyldigheder, hellere skulle bruge mere plads på Kongehusets mange aktiviteter i ind- og udland. Mit læserbrev blev ikke bragt, hvilket jo er helt i sin orden. 

Men – i avisen 10. januar ser jeg et indlæg fra en »formand fra Republik Nu« om manglende »lighed« ved invitationerne til kurene og manglende demokrati i det hele taget, når det drejer sig om Kongehuset. 

Og her er det så, at min mistanke om, at Berlingske troller forstærkes – hvad er den dybere mening ellers med at bringe 2 indlæg med få dages mellemrum om, at Kongehuset er en udemokratisk institution, hvis det ikke er for at bringe vi kongetros pis i kog? 

Er Berlingske imod Kongehuset – for så må I melde klart ud. Og nej – selvfølgelig er Kongehuset ikke en demokratisk institution. Som det må være bekendt for de fleste, er Kongehuset ikke på valg hvert 4. år. Kongehuset er sikret i Grundloven – og den stemmer vi jo ikke om. For at lægge låg på republikanernes utilfredshed med invitationerne til kurene, skulle Kongehuset måske blot holde kur for de tre rangklasser og Folketinget.

Erik Rex Christensen, Vanløse

Staten vil forfalde

Vil den danske stat overhovedet kunne overleve, hvis USA overtager Grønland uden at grønlænderne ønsker det og måske oven i købet med militær magt? Eller vil den danske stat forfalde til en forkrøblet stat uden den fornødne autoritet, når det bliver klart, at den ikke engang kan sikre rigsfællesskabet, og derfor totalt har mistet legitimitet? Det er der al mulig grund til at frygte.

Den danske stat vil ikke kunne holde til, at nogen udefra antaster rigsfællesskabet. I forvejen kan ingen af os holde ud, at den danske stat ydmyges og omtales så nedladende og respektløst, som det sker nu fra Trump & Co. Selv når Trump siger, at han elsker Danmark, lyder det nedvurderende.

Niels Henrik Jessen, Korsør

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Birgitte Borup går tæt på den tid, vi lever i

I »For tiden« kaster international kommentator Birgitte Borup hver uge et skarpt blik på de strømninger og begivenheder, der former vores samtid – og på det at være menneske.