Det er forunderligt, hvor pludseligt der kan opstå en bølge af politiske konvertitter til den royale fanklub. Vores folkevalgte repræsentanter, som normalt er travlt optaget af at diskutere vigtige politiske spørgsmål, har pludselig fundet ind til en dybfølt passion for kroner, sceptre og paladser. Velkommen til det store monarkiske teater, hvor politik og pomp følges ad.

Det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan nogle politikere, der normalt er kendt for at være ivrige fortalere for demokratiet og lighed, nu falder over hinanden i forsøget på at overgå hinanden i respekt og højagtelse for Kongehuset. Det virker, som om selverklærede republikanere og tidligere ordensfornægtere har opdaget, at en rigtig regent kan have sin egen folkelige charme.

Måske er det den tilsyneladende magi ved de kongelige begivenheder, der har forhekset vores politiske elite. Eller måske er det bare en smart taktik for at aflede opmærksomheden fra mere jordbundne politiske udfordringer. Hvem bekymrer sig om skattereformer og social retfærdighed, når man kan nyde alle de fine kjoler på vej til en gallamiddag?

Det er næsten, som om vores politikere har opdaget, at monarkiet er som politik – bare med mere glitter og glamour. Hvorfor slås for vælgernes gunst, når man kan vinde hjerterne ved blot at være inviteret til slottet? Det er jo nærmest som at være med i sit eget realityshow, hvor titlen er »Kampen om tronen«, og vejen til magten kan være en anprisning i et Facebook-opslag eller en nytårstale.

Det er selvfølgelig tilladt at nyde det komiske skuespil af politiske royalister, mens de jonglerer med både politiske dagsordener og kongelige håndsalver. Bare vi ikke bliver snydt, når der udråbes: Længe leve Kongen … eller Dronningen … eller hvem det nu er (vælgerne?), som politikerne prøver at imponere.

Metin Lindved Aydin, arkitekt og byrådsmedlem i Aarhus for Radikale Venstre

Partilukninger

Modsat Ole Borg, der med en bopæl i Hellerup helt sikkert ikke oplever de samme problemer med den muslimske indvandring, så mener jeg, at Moderaterne og De Radikale er partier, der burde nedlægges. Magen til livsdrømmeri, som intet har med virkeligheden at gøre, skal man lede længe efter. 

At tro, at Pia Kjærsgaards mission er lykkedes, er jo bundnaivt, når man læser statistikkerne og ser, hvad der især foregår på Nørrebro for tiden.

For især Lars Løkke gælder det bare om ikke at træde nogen over tæerne, så den store internationale stilling, som han har drømt om i årevis, ikke går ham af hænde. Koranloven er et godt eksempel på politikere, som vil blæse på indbyggernes ve og vel her i landet, bare de ikke generer nogen af dem, der uddeler de rigtig gode internationale job.

Nadia Garner, Svebølle

Folkeafstemning om regionerne

Jeg foreslår en vejledende folkeafstemning om evt. nedlæggelse af regionerne. Det kan gøres samtidig med valget til Europa-Parlamentet.

Jeg mener, at Danmark er for lille et land til fem regioner. Der er flere fordele ved nedlæggelsen: Bedre udnyttelse af kapacitet, fælles it-systemer, samme behandlingsstandard i hele landet. Og ikke mindst en professionel ledelse og styring af sygehusbyggerier.

Betydelige besparelse bør kunne findes på drift og lønninger. Måske ikke startende med forhold 1 til 5, men en sådan besparelse bør være målet, der sigtes efter.

Kære folkevalgte, tør I?

Hanne Dürrler Måløv

En national identitet

Et kongehus er meget mere end feudal røgelse. Det er en national identitet. Det myldrer med holdninger, der i forførende depressivitet drømmer om nedbrydning uden at erstatte det med noget bedre. De tror naivt, at det så kommer. Det gør det ikke. 

At forandre ligger i selve tiden og starter med puberteten, ungdomsoprør og håbet om en skabende forandring. Forandring uden forbedring giver ingen mening. Fremtiden er en evig dans mellem de destruktive og de konstruktive. Nytårsønsket er nemt. Må de konstruktive vinde.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk