De nybagte fædre har i overvejende grad taget den øremærkede barsel til sig. Tre ud af fire holder alle de 11 øremærkede barselsuger, og børn har i dag fået 66 dage mere med deres far på barsel, end før de nye barselsregler trådte i kraft i sommeren 2022. Det er rigtig godt, for vi ved, at det styrker tilknytningen mellem far og barn.
Men det er desværre ikke alle familier, der er med i den positive udvikling. En ny stor undersøgelse, som Mødrehjælpen med støtte fra Egmont Fonden har fået lavet hos Megafon, viser store forskelle på, hvor meget barsel fædre tager.



