Det er korrupt, Ellemann og Løkke

De fortjener er hård straf fra vælgerne ved næste valg. Og det kommer såmænd snart. Sidste gang, vi havde en SV-regering, holdt den kun i 14 måneder!

»Nu kan vi roligt sammenligne Danmark med en bananrepublik, hvor statsledere som oftest slipper for tiltale. Det, Ellemann og Løkke har gang i, er simpelthen korrupt.«
»Nu kan vi roligt sammenligne Danmark med en bananrepublik, hvor statsledere som oftest slipper for tiltale. Det, Ellemann og Løkke har gang i, er simpelthen korrupt.« Liselotte Sabroe

Det er korrupt, Ellemann og Løkke

»Så længe jeg sidder i ledelsen af Socialdemokratiet, vil jeg intet have at gøre med hr. Axel Larsen og hans parti!«

Sådan sagde daværende statsminister Jens Otto Krag i den sidste valgudsendelse før valget i 1966. Men allerede på valgaftenen indledte Krag regeringsforhandlinger med den daværende SF-leder – og indtil for nylig kommunist – Axel Larsen. Et egentligt regeringssamarbejde blev det ikke til pga. intern modstand i begge partier – men så oprettede man Det røde kabinet, som var en slags koordinationsudvalg, hvor alle lovforslag skulle igennem.

Krags udtalelse kunne klart opfattes som et valgløfte. Og da han senere blev spurgt, om ikke han havde begået løftebrud, kom han med den berømte udtalelse: »Man har et standpunkt, til man ta'r et nyt, ikke sandt?«

Men det eklatante løftebrud, vi nu ser Jakob Ellemann og Lars Løkke begå, er af helt anderledes alvorlige og store dimensioner end Krags, der kunne forsvares med en elegant bemærkning.

Ellemann og Løkke indrømmer åbent, at de begår løftebrud ved at løbe fra tilsagn om at stemme for en uvildig advokatundersøgelse af anklagerne om lovbrud mod Mette Frederiksen i Minksagen. Den slags kan ikke undgå at rokke fundamentalt ved respekten for lov og ret i Danmark. Vi forlader det, englænderne kalder The rule of law.

Hvor er vores førende jurister henne i den debat? Sidder de på hænderne – eller er de bare mere socialdemokrater, end de er jurister?

Nu kan vi roligt sammenligne Danmark med en bananrepublik, hvor statsledere som oftest slipper for tiltale. Det, Ellemann og Løkke har gang i, er simpelthen korrupt.

De fortjener en hård straf fra vælgerne ved næste valg. Og det kommer såmænd snart. Sidste gang, vi havde en SV-regering, holdt den kun i 14 måneder! Peter la Cour, Ålsgårde

Politisk dobbeltmoral booster politikerleden

Så er vi desværre endnu engang vidne til den politiske dobbeltmoral.

Såvel før som efter det seneste folketingsvalg tegnede der sig et politisk flertal for at lade Folketinget gennemføre en advokatundersøgelse af minksagen.

Undersøgelsen skulle afklare, hvorvidt der kunne rejses en rigsretssag mod statsministeren for brud på ministeransvarlighedsloven.

Nu forlyder det – desværre ikke særlig overraskende – at såvel Moderaterne som Venstre ikke længere finder det hensigtsmæssigt at indlede et nyt regeringssamarbejde med en advokatundersøgelse af statsministerens rolle i minksagen.

Vi har endnu til gode at høre fra de »de frafaldne«, hvad der er så vigtigt ved et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, at det skulle begrunde denne »kovending«.

Det forholder sig måske sådan, at selve magten, regeringsbilerne og et klækkeligt ministervederlag er den reelle begrundelse for »kovendingen«. Denne form for politisk byttehandel troede jeg i min naivitet alene forekom i mere tvivlsomme demokratier så som Tyrkiet, Ungarn m.fl.

Jeg finder det forargeligt og dybt skadeligt for borgernes retsopfattelse, at politikerne på denne måde kan frikøbe hinanden for retsforfølgelse.

Jeg er opdraget i et miljø, hvor en aftale er en aftale – og aftaler holder man.

Politikere der ustandseligt løber fra deres løfter – eller skifter parti i tide og utide – efterlader jo det indtryk, at løfter og aftaler kan man tage let på, og det er meget bekymrende. Ove Thorndal Poulsen, Boeslunde

Hvil i fred, Venstre

Med Jakob Ellemann-Jensens kovending vedr. en advokatundersøgelse af Minkskandalen for at kunne give Mette Frederiksen fire år i statsministeriet, har vi formentlig set det største løftebrud og vælgerbedrag i mange årtier.

Ellemann-Jensen har tit og ofte fremhævet sin tid i militæret, og hvis der er én ting man lærer der, så er det at have sin makkers »ryg«. Med Ellemann-Jensens 180 grader-vending lader han sine vælgere i stikken og begår vel nærmest overløberi. Må Ellemann-Jensen og Venstre blive straffet af vælgerne for deres vælgerforræderi i stil med Anders Samuelsen og LA ved forrige valg.

Med Venstre og deres formands ageren siden valget bør Venstre overveje, om de ikke bør tage navneskift til Venstresocialisterne. Thomas Bo Christensen, Allerød

Aktiv dødshjælp

Jonas Søndergaard Juhl går i Berlingske 9. december ind for aktiv dødshjælp. Han glemmer imidlertid at fortælle, hvem der skal slå den, der ønsker aktiv dødshjælp, ihjel? Morten Søe, Ringe