Nu starter jeg nok en shitstorm, men jeg mener altså, at Jakob Ellemann-Jensen er en meget modig og klog mand.
Han sætter nemlig Danmarks bedste foran hensynet til både blå blok og sit eget mulige eftermæle, hvis hans satsning med at gå i regering ikke bliver en succes.
Jeg mener bestemt ikke, at det for ham drejer sig om »ministerbiler«, men at hans analyse er, at Venstre i tæt samarbejde med Socialdemokraterne kan bevæge Danmark i den bedste retning for os danskere.
Det virker hult og barnligt, når Pernille Vermund fornærmet fremturer med, at »han har holdt os alle for nar«. Han er tværtimod en god soldat, som er opflasket med at forsvare det land, han bor i, og det kan gøres på mange måder, men aldrig ved, at man sætter hensynet til sig selv, partiet og blokken foran landets bedste.
Så »go for it«, Jakob.
Anna Dawids, København
Styr på danskernes gældsbetalinger
I en nylig artikel i Berlingske afdækkes det, at Gældsstyrelsen er så fortravlet, at mange danskere, der indbetaler deres gæld til det offentlige, ganske simpelt får sendt deres penge tilbage, fordi Gældsstyrelsen er overbebyrdet.
Det er naturligvis uacceptabelt, men situationen forværres kraftigt af, at de, der forsøger at betale tilbage – såmænd også helt små beløb, men ikke formår det pga. travlheden, derfor uforskyldt står opført som dårlige betalere. Derved frarøves de pågældende borgere muligheden for at låne penge i banken og andre steder.
Som ansvarlig politiker kan jeg naturligvis ikke acceptere, at mange tusinde danskere frarøves deres lånemuligheder, og dermed kan få deres liv og fremtid sat på pause, fordi Gældsstyrelsen afviser deres indbetalinger. Derfor vil Danmarksdemokraterne rejse sagen over for den kommende regering med krav om en øjeblikkelig løsning. Og det hellere i dag end i morgen.
Peter Skaarup, MF, gruppeformand for Danmarksdemokraterne
Blå blok og regeringsforhandlingerne
Blå bloks politikere er meget utilfredse med Venstres regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet.
Men er deres vælgere også utilfredse? Som erhvervsleder og blå blok-vælger er jeg reelt fuldstændig ligeglad med, hvem der er statsminister. Hvis vi kan få et borgerligt parti ind i regeringen, så er det en kæmpe fordel for borgerlige vælgere, erhvervslivet og midtsøgende socialdemokrater – i forhold til alternativet, et rødt kabinet.
Vi skal for – næsten – enhver pris undgå at skabe en større polarisering. Polarisering giver uforholdsmæssig stor magt til små rabiate yderfløjspartier. Så får vi reelt et topartisystem, hvor et enkelt mandat kan vippe balancen fra den ene side til den anden. Dette ene mandat, der måske tilhører det alleryderste på en af fløjene, har i så fald hele magten, er det ønskværdigt?
Polariseringen ser vi i flere og flere lande, hvis Danmark kan vende denne udvikling og holde magten på midten, har vi en kæmpe fordel. Husk, demokrati er ikke kun at flertallet bestemmer, men også at dette sker under hensyn til mindretallet.
John Jørgensen, Gilleleje
Retten til livet er en frihedskamp
Danmarks Radio har udgivet programmet »På tirsdag skal jeg dø: Prebens vilje«, hvilket har skabt opmærksomhed om den vigtige sag, nemlig hvem der skal bestemme, hvornår vi skal herfra.
»For i sidste ende er det smeden, der får lov til at bestemme. Og lige om lidt skal jeg dø.« Sådan lyder det fra Preben i slutningen af ikke bare programmet, men også hans liv.
Det får mig til at stille spørgsmålet: Hvem kan være uenig i det? Det er jeg ikke.
Jeg tror på, at langt de fleste vil det bedste for andre, hvilket også er hvorfor, at jeg har forståelse for folk, der er imod aktiv dødshjælp. Det, jeg ikke forstår, er, at selvom Danmark i min optik er et af de bedste lande at bo og leve i, så giver vi ikke Preben muligheden for at sige farvel i sit eget land.
Preben skal have mulighed for at sige »Tak for denne gang«, uden at nogen stat skal have et ord at sige. Lige så vel som vi i Danmark har diverse muligheder for at leve vores liv, så mangler vi også muligheden for at sige farvel.
Jeg mener derfor, at aktiv dødshjælp skal være lovligt i Danmark, så der ikke er behov for at rejse til Belgien. Det skylder vi dem, der burde have ret over eget liv og død.
Jonas Søndergaard Juhl, landsnæstformand, Liberal Alliances ungdom