Hvordan løser vi det dilemma, at vi på den ene side mangler kvalificeret arbejdskraft og på den anden side har dårlige erfaringer med indvandrere uden kvalifikationer, der (pga af en speciel kombination af religiøs/kulturel baggrund) har vist sig nærmest umulige at integrere?
En enkelt svar kan findes i Asien. Der er masser af veluddannede og dynamiske borgere i Hong Kong, som søger efter steder, hvor de kan leve og arbejde uden frygt for diktatur, arrestation og sindelagskontrol. Disse i stigende grad forfulgte mennesker, er helt fortrolige med såvel vestlig kultur som et moderne samfunds krav og muligheder. De vil uden vanskeligheder kunne indgå i en dansk virkelighed fra første dag.
Endelig ville en åbning overfor denne gruppe sagtens kunne retfærdiggøres fra en menneskerettighedsvinkel grundet de mørke skyer, der i dag hænger over Hongkong og som synes at blive mere og mere truende dag for dag. Bo Bjerregaard Rasmussen, Charlottenlund
Ufri ret til at ryge
Under overskriften »Det frie valg til at ryge er en illusion« 28. juli 2019 redegør »sundhedseksperterne« Jørgen Vestbo og Morten Grønbæk for deres opfattelse af frihed til at ryge. Men de har overhovedet ikke forstået, hvad frihed er. Frihed handler om, at man kan gøre, hvad man vil uden indblanding fra myndighederne.
Rygere bliver i dag udsat for en hetz fra myndighedernes side. Der er rygeforbud hid og did. Der er skyhøje tobaksafgifter. Nogle rygere risikerer at miste jobbet, hvis de formaster sig til at tage en rygepause. Så der er ingen tvivl om, at det frie valg til at ryge er en illusion. Hvis Jørgen Vestbo og Morten Grønbæk vil vide hvorfor, kan de kigge i et spejl. Så kan de se, hvordan truslen mod det frie valg til at ryge ser ud. Søren Højbjerg, Farum
Udligning
Steen Ehlers kræver 28. juli tidsbegrænsing for alle kommunale udligningsordninger. Danmark sender hvert år ca. 77.000 kr til hver indbygger i Grønland som bloktilskud uden en eneste af de krav, som Ehlers ønsker. Tilsvarende gælder i stort omfang hjælpen til udviklingslandene. Simon Aggesen skrev samme dag, at udligning skal opfordre til effektivitet, og det har været et godt borgerligt krav i valgkampen, der bør omfatte hele kongeriget. Hans Kloster, Frederiksberg
Vi skal alle dø
»I dag dør kun halvt så mange danskere som følge af en hjertesygdom sammenlignet med for 20 år siden«, indledes forsidehistorien i Berlingske 29. juli. Som altid, når lægfolk udlægger statistik, får man en uafrystelig trang til at spørge: Nå, men hvad døde de så af? Dårlig hygiejne? Fejlmedicinering? Eller nåede en anden fatal sygdom at overhale indenom? For jeg tror simpelthen ikke på, at halvdelen af de, som døde af hjertesygdom i 1999, i dag ville være fikset med et fingerknips og have fået 45 år mere i lykkelig, sygdomsfri ældreliv.
Dødsfaldsstatistik er et ubehageligt emne, men det er stadig et faktum, at vi alle skal dø - så sygdomme, herunder cellenedbrud i kroppen, er sådan set bare i indbyrdes konkurrence, medmindre udefrakommende årsager såsom krig og uheld fremmer processen. Hans Jørgen Pedersen, København Ø
Danmarks klimamål
Berlingskes videnskabsjournalist, Lars Henrik Aagaard, skriver i en artikel i Berlingske 27. juli, at der for øjeblikket finder naturbrande sted i den Sibiriske Tundra, og brandene har siden 1. juni udsendt ca. dobbelt så meget CO2, som hele Danmark udleder på et år - over 100 millioner ton.
For at opfylde Danmarks nye klimamål med et snuptag, kunne det være en idé at sende en større styrke af brandfolk og brandslukningsudstyr af sted for at slukke brandene. På denne måde kan Danmark opfylde sit klimamål, idet det sparede CO2-udslip naturligvis skal tilskrives Danmarks konto. Omkostningerne kan måske løbe op i en milliard kroner, men det er betydeligt billigere end opfylde klimamålene i Danmark. Det lyder da besnærende, eller er det helt på månen? Claus Ehlers, Dragør
Tobal og alkohol
Antallet af danske unge, der ryger, er stigende, og når det kommer til alkohol, er de unges forbrug det højeste i Europa, til trods for en lang tradition for massive oplysningskampagner om de negative effekter. Nye tiltag bør fokusere på forældrene og den afgørende rolle, deres adfærd og forbrug har på børnenes livslange forhold til tobak og alkohol.
Samtidig bør vi skelne mellem de to onder. Rygning er ikke kun vanedannende, men afhængighedsskabende, og det er afgørende, at unge ikke starter på at ryge. Ole Kamstrup, Holte