Den nye SVM-regering vil etablere 1-årige kandidatuddannelser på de danske universiteter. Uddannelsen, som indebærer, at der kun er et halvt år til kursusuddannelse og et halvt år til speciale, er en rigtig dårlig idé af flere grunde.

Først og fremmest vil den betyde, at de studerende kun kan nå at gennemføre et meget begrænset antal undervisningsaktiviteter. Dvs. de vil lære langt mindre end i dag. For det andet vil der med kun et års studie ikke være plads til praktik. Rigtig mange kandidatuddannelser har i dag indarbejdet praktik af den simple grund, at praktik er en af de vigtigste måder for den studerende at få relevant erhvervserfaring. Det er ofte også adgangsbilletten til et fast job. Det vil der ikke være plads til i den nye uddannelse.

For det tredje vil uddannelsen formentlig betyde, at der vil blive udbudt færre kurser. Det skyldes, at når en given kandidatuddannelse både skal gennemføres i en 1-årig og en 2-årig version, hvor kurserne har forskelligt format og indhold, så vil holdstørrelserne på mange kurser blive så små, at de ikke oprettes.

For det fjerde vil udbuddet af en given kandidatuddannelse i to versioner indebære, at udgifterne til at administrere kandidatuddannelserne forøges markant.

Endelig er det særdeles tvivlsomt, om arbejdsmarkedet vil ansætte 1-årige kandidater. Medmindre de nye kandidater får markant mindre startløn, så har jeg svært ved at forestille mig, hvorfor nogle arbejdsgivere skulle hyre en 1-årig kandidat fremfor en 2-årig.

Regeringen påpeger korrekt, at der på nogle fagområder er alt for høj ledighed. Men det problem løses ved at uddanne færre kandidater, ikke ved at uddanne dårligere kandidater. Regeringen bør lytte til det samstemmende budskab fra såvel erhvervsliv som fagbevægelse: Danmark har brug for bedre uddannede og mere erhvervsparate kandidater, ikke dårligere.

Peter Triantafillou, professor i Politik og Forvaltning, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Hjemmeboende og SU

I tirsdagens »Dagens brev« i Berlingske spørger Oscar Bisgaard Hansen, hvorfor unge der bor hjemme skal modtage 607 kroner i SU hver måned, hvilket løber op til 1,4 milliarder hvert år. Jeg er fuldstændig enig. Disse penge kunne bruges til hjælp i Forsvaret for eksempel.

Ofte ser jeg lange køer af unge, der i undervisningspausen køber colaer, chips, slik og andre usunde ting, så det virker ikke som pengene mangler.

Som Oscar Bisgaard Hansen skriver: Hvis man mangler penge, så find et job.

Mere klart kunne dette vist ikke skrives.

Inge E Suhr, Frederiksberg

Sår i sjælen

Lillejuleaften 2022 læste man med forbløffelse Pelle Dragsteds reaktioner på forslag fra den nye regering. Hans vurdering af legalt lobbyarbejde er ensidig, da den overser, at lobbyarbejde står alle frit i samfundet. Det gælder også det at etablere internationale virksomheder, hvis skat af ansatte og overskud buldrer ind i statskassen.

Dette burde anerkendes langt mere proportionalt fra tidligere revolutionære og dømte Pelle Dragsted. Nu skaleres misundelsen med de, der arver lidt. Dragsted undgår behændigt beregnende at nævne andre skattemæssige konsekvenser. Den, der køber en Ferrari, bidrager væsentlig mere til statsafgifter end den, der for eksempel køber en C1. Her er misundelsen tydelig og den økonomiske forståelse ringe – nok med vilje.

Løsningen ville være at afskaffe arveafgiften totalt, men det harmonerer ikke med Dragsteds formodede opfattelse af, at vi kun må eje en tandbørste for at redde nationen til endelig kommunisme uagtet hans benægtelse af samme. Et gammelt ordsprog lyder indrammende, »misundelse er et sår i sjælen«.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Chamberlain i 1938, Lykketoft i 2022

Nej, hr. Lykketoft, Vesten skal aldeles ikke forsøge at pådutte Ukraine en for os hensigtsmæssig – men for Ukraine uhensigtsmæssig – løsning i form af en »fred«, som betyder afgivelse af land til aggressoren. Vesten skal støtte Ukraine med alle de våben og økonomiske midler, som er nødvendige for at tildele Putins Rusland et smerteligt og fuldt fortjent nederlag.

I modsat fald standser det russiske vanvid nemlig ikke i Ukraine, men spilder over til Georgien og andre stater, hvor der er russiske mindretal – og på længere sigt yderligere undergravning af Europa.

Putin og den russiske elite skal standses og tvinges til at fatte, at aggression ikke betaler sig, men kun medfører nød og elendighed ikke mindst i Rusland.

Fuld støtte til det kæmpende Ukraine skal være udgangspunktet for Europa i 2023.

Hr. Lykketoft har helt indlysende ikke lært lektien fra München i 1938.

Niels B. Larsen, Svenstrup