I Danmark er der flere end 100.000 unge, der modtager SU, mens de bor hjemme hos deres mor, far eller begge. Der bliver brugt cirka 1,4 milliarder kroner om året i udgifter til hjemmeboende på SU.
Det er det, den danske stat hvert år bruger på unge mennesker, som alle har tag over hoved og mad på bordet. Selv er jeg 19 år gammel, jeg går i 3. g, og jeg modtager 607 kroner hver måned i offentlig ydelse efter skat. Det modtager jeg, fordi jeg er i gang med en statsbetalt ungdomsuddannelse.
Hvordan kan det være, at jeg skal have penge for at uddanne mig på en statsbetalt ungdomsuddannelse, mens jeg bor hjemme og har de livsvigtige udgifter dækket? Når kriserne i øjeblikket står i kø, som statsministeren siger det, har jeg svært ved at forstå, hvordan der er råd til, at jeg skal have penge til øl og frokost, som jeg ikke selv gider at smøre hjemmefra om morgenen.
Jeg synes, at med de problematikker, vi står overfor lige nu, er SU til os hjemmeboende spild af offentlige midler. Pengene kunne i langt højere grad bruges bedre, for eksempel på klima, skattelettelser, sundhedsvæsenet eller noget helt fjerde.
Min pointe er, at jeg synes, det er en luksusgode, som vi ikke på nuværende tidspunkt har råd til.
Desuden har vi et arbejdsmarked, der skriger på nye ansatte, og det er under ingen omstændigheder umuligt at tage ti timer om ugen i Fakta, Netto eller Føtex for at få råd til sjov og ballade med sine venner. Jeg har selv et arbejde ved siden af min gymnasieundervisning, og det er ikke det, som gør, at jeg ikke når lektierne, eller har tid til at slappe af. Det handler om, at jeg i nogen grad er for dårlig til at planlægge min tid.
Hvis jeg vil have mulighed for alt det sjove med fest, venner og fritidsaktiviteter, så kan jeg godt selv betale det uden hjælp fra det offentlige. Det kunne klæde os unge mennesker i højere grad selv at tage ansvar for vores egen tilværelse, og dermed ville vi i fællesskab kunne spare mindst 1,4 milliarder hvert år.
Jeg håber, at politikerne vil tage de 1,4 milliarder kroner til efterretning og begynde at bruge vores alle sammens penge med lidt mere omhu.
Oscar Bisgaard Hansen, 1. assistent i Netto og i gang med 3. g på Borupgaard Gymnasium



