Mette Frederiksen har selv kaldt vores nuværende regering et »arbejdsfællesskab«. I så fald må Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne sidde i hver deres egen afdeling – måske endda på hver deres arbejdsplads.
For få dage siden kunne man læse i Berlingske, at SVM-regeringen endnu en gang har fundet sig selv i en politisk trafikprop – nu omhandlende registreringsafgiften på elbiler. På den ene side står Venstre og Moderaterne, som gerne vil have hele registreringsafgiften afskaffet for elbiler. På den anden side bliver der trukket i håndbremsen hos Socialdemokratiet, da de ligefrem ikke kan udelukke, at afgiften bliver forhøjet.
Den nye omgang samarbejdsvanskeligheder hos SVM har desværre denne gang konsekvenser for alle de danskere, der ønsker at tage det grønne valg og købe en elbil.
Elbiler bliver nemlig dyrere allerede efter nytår for danskerne og vil stige endnu mere frem mod 2030. Dette betyder konkret, at selv en familiebil som en Skoda Enyaq 60 vil blive næsten 30.000 kroner dyrere i 2030. Alene på grund af skatter og afgifter.
Det er fuldstændig skævt.
I Det Konservative Folkeparti vil vi ikke hæve registreringsafgiften på elbiler, vi vil tværtimod fjerne den. For os er det indlysende, at man ikke skal straffe de danskere, som tager det grønne valg.
Derimod burde det grønne valg kunne mærkes i både klimaregnskabet og familiebudgettet, når man vælger en elbil frem for en fossilbil. Den grønne omstilling lykkes kun, hvis helt almindelige familier har råd til at være med.
Man er nødt til at skrue ned for bureaukratiet og få ryddet op i bilskattesystemet. Danskerne betaler i forvejen nogle af verdens højeste bilafgifter, og resultatet er, at helt almindelige familier må køre rundt i gamle og usikre biler. Oven i dét lægger vi en særskat, der for længst har mistet enhver logik.
Hvis vi virkelig vil nå vores klimamål, skal vi hjælpe danskerne med at vælge grønt og ikke spænde ben for dem.
Så ja, Mette Frederiksen har ret i én ting: Det her er en »mærkelig« regering. Men det mærkelige er, at de i årevis har sagt, at elbilen er fremtiden – for nu at gøre den dyrere.
Hvis vi virkelig vil omstille den danske bilpark, skal vi gøre det attraktivt at tage springet. Og det gør vi ikke ved at sætte afgifter op. Vi gør det ved at lette byrderne og lade markedet virke. Hver elbil på vejene betyder lavere CO₂-udledning, mindre støj og renere luft, og det kommer os alle til gode.
Frederik Bloch Münster, skatteordfører (K)
Angreb på danske virksomheder?
Er Trump så meget imod vindmøller, eller går han målrettet efter danske virksomheder – Ørsted og Novo – som forberedelse på et pres om at overtage Grønland?
Han har bedyret, at USA ville overtage Grønland på den ene eller anden måde. Hvad kan vi så forvente, hvis det næste gang er, at USAs militær ikke må bruge Mærsk, og Mærsk »af sikkerhedsmæssige grunde« ikke må anløbe havne i USA?
Han kan ikke ramme Danmark med en »straftold« grundet vores EU-medlemskab, men så må EU tage affære mod hans selektive angreb på Danmark.
John Jørgensen, Gilleleje
Showoff-køkkenet
Jeg har ondt af madanmelder Søren Frank, som åbenbart er gået glip af det gode, danske køkken før Noma-revolutionen.
Jeg er opvokset i København i 1950erne og 1960erne med en mor (født 1920), der – på trods af et halvtidsjob i butik – serverede såvel traditionelle som nye, eksperimenterede retter. Vi var en ganske almindelig funktionærfamilie uden den store økonomi: der blev passet lige så godt på pengene som på min bror og mig.
Til hverdag stod den på kylling i asparges, frikadeller med stuvet hvidkål, kalvelever med løg og bacon (ikke min favorit dengang), boller i selleri, kørvelsuppe med kødboller og smilende æg, ribbenssteg med brun sovs og hjemmelavet rødkål, kalvefrikassé, hamburgerryg med diverse grøntsager, osv. Det hele lavet fra bunden uden brug af pulver eller dåsegrønt.
Til festlige lejligheder (måske fire-fem gange årligt) fik vi kalvesteg, gåsesteg, nyreragout i tarteletter, skinkesteg med svær i tern, forloren skildpadde (et dagsprojekt!) – for ikke at tale om det store, kolde bord med ti slags hjemmelavet pålæg.
Måske er der en forklaring på, hvorfor det nye nordiske køkken ikke har spredt sig fra de professionelle køkkener til de små hjem. Altså ikke det nordiske, som nogle af os hele tiden har praktiseret, men det mere fisefornemme, pincetanrettede, fermenterede, mælkeskindspyntede, skovmyreomkransede, tangdryssede showoff-køkken.
Tom E. Thomsen, Hvalsø
Nedsættelse af elafgiften er ikke energirigtigt
I lederen i Berlingske 24. august argumenterer Ole P. Kristensen for, at nedsættelsen af elafgiften skal være permanent, da elafgiften er en dum og skadelig afgift, der hæmmer den grønne omstilling.
Det er noget vrøvl. Afgiften er med til at fremme investeringer i energibesparelser i bygningsmassen. Jeg har i 26 år arbejdet med energibesparende investeringer i offentlige bygninger, og de er kun blevet gennemført, når de kunne fremvise en passende tilbagebetalingstid.
Senest var jeg med til at gennemføre et ESCO-projekt til godt 250 millioner kroner, som samlet har en tilbagebetalingstid på 19,8 år. Hvis elafgiften forsvinder, bliver denne tilbagebetalingstid endnu længere.
Ole P. Kristensen glemmer, at som led i den grønne omstilling skal vi først og fremmest reducere energiforbruget. Det gøres blandt andet via energibesparende foranstaltninger. Dernæst skal vi sikre, at den energi, det er nødvendigt at bruge, er så miljørigtig som muligt.
Elafgiften er både med til at mindske lysten til at bruge el unødigt og til at øge investeringslysten hos politikere og ejendomsejere.
Poul Heller Bunde, civilingeniør, Nykøbing Sjælland
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
