Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Danskhed har aldrig været en fast, ren eller entydig størrelse
Hvem ejer danskheden?
Debatten om danskhed er oppe for tiden, og den er ikke bare kørt af sporet, den er blevet decideret forrået.
Det, der burde være en levende og inkluderende samtale om fællesskab, er i dag reduceret til et politisk magtredskab, hvor partier og politikere bevidst puster til splittelse for at hente billige point.
Det er uværdigt, og det klæder hverken demokratiet eller Danmark.
Som dansker med islam som religion er det trættende og meget useriøst at se til, hvordan danskhed i stigende grad bliver defineret i direkte opposition til islam.
Det er blevet en bekvem genvej i dansk politik: Hvis noget kan fremstilles som antiislam, bliver det straks ophøjet til en »dansk værdi«.
Den fortælling er ikke bare misvisende, den er intellektuelt doven og politisk uærlig.
Det mest opsigtsvækkende er, hvor vidt denne tankegang har bredt sig.
Det er ikke længere kun de klassiske borgerlige partier, der dyrker den. Også Socialdemokratiet og Venstre har i allerhøjeste grad ladet sig trække med ind i en retorik, hvor danskhed gøres til noget, der skal afgrænses og forsvares mod bestemte borgere.
For lad os være ærlige: Danskhed har aldrig været en fast, ren eller entydig størrelse. Den er blevet formet gennem århundreder af påvirkninger, møder og forandringer.
At påstå noget andet er historieløst. At forsøge at fastlåse danskhed i en snæver, politisk defineret skabelon er ikke bare forkert, det er et aktivt valg om at gøre fællesskabet mindre.
Det, der gør det hele endnu mere absurd, er, at denne konstante grænsedragning i virkeligheden underminerer de værdier, som jeg elsker ved Danmark.
For mig er danskhed forbundet med hygge, frisind, det danske sprog, Olsen-banden, hakkebøffer og en grundlæggende frihed til at være den, man er.
Dette handler ikke om at undgå svære samtaler om integration, religion eller værdier. Selvfølgelig skal de tages.
Men når hele debatten bliver reduceret til et spørgsmål om, hvem der er »rigtig dansk«, mister vi proportionerne. Vi får symbolpolitik i stedet for løsninger og skyttegravskrig i stedet for reel dialog.
Hvis danskhed overhovedet skal give mening i dag, må vi insistere på, at den ikke tilhører bestemte partier eller ideologier. Den tilhører dem, der lever deres liv her, bidrager til fællesskabet og ønsker at være en del af det.
Alt andet er ikke forsvar for danskhed, det er bare politik.
Muhmen Parvaze, København
Sproget i Berlingske
Denne overskrift optager en stor del af Berlingskes forside 4. maj:
»Offentligt ansatte har markant flere sygedage end i det private«.
Det hævdes altså, at hvis en person skifter fra at være offentligt ansat til at være privat ansat, så falder antallet af sygedage markant.
Mon ikke overskriften skulle have lydt: »Offentligt ansatte har markant flere sygedage end privatansatte«?
Kurt Ambo Nielsen, Holte
Drop stråmanden, professor Agervold
Under min ferie erfarede jeg, at Berlingske bragte et angreb på mig skrevet af en person ved navn Lisa Agervold, der titulerer sig som »forhenværende professor«.
Agervold kendte jeg i forvejen for lange transaktivistiske indlæg i medier, men denne gang vedrørte det en diskreditering af min kommentar i Berlingske i april med overskriften »Stop den amoralske afpresning, der bruges til at få sat børn på kønsskiftemedicin«.
I mit indlæg omtaler jeg især finsk registerbaseret forskning i unge med såkaldt kønsdysfori – forskning vedrørende deres mentale helbred og selvmordsrisikoen, der ligger på niveau med risikoen for unge med psykiske lidelser.
Lisa Agervold stempler mig som »transkritisk«. Til det kan blot siges, at hvis transkritisk er betegnelsen for at være bekymret over de dele af transideologien, der koster for sårbare børn og deres forældre, for kvinder og for ytringsfriheden, får Agervold såre travlt med at stemple løs.
Det kan dog bekymre mig, at en »forhenværende professor« vælger at ty til en stråmand i sit forsøg på at ugyldiggøre min stemme.
Jeg tilskrives holdningen, at børn med kønsdysfori ikke skal behandles. Alle, inklusive Agervold, vil imidlertid lede forgæves efter en sådan tilkendegivelse fra mig.
Jeg har aldrig skrevet eller sagt, at de børn skal nægtes behandling. Den slags beslutninger hører lægeverdenen til.
Jeg skildrer, at den er i tvivl, og tvivlen synes at stige i takt med nyere forskning i, hvorvidt børn og unge får det bedre eller værre af behandlingen og i unges fortrydelse af kønsskiftet.
Jeg vil ikke her gå i detaljer med forskningen, som Agervold fremlægger som bevis for, at jeg »tager alvorligt fejl«. Bias, fejl og udeladelser i forskning har imidlertid haft min interesse gennem flere årtier, så jeg gør det, når jeg får tid.
I mellemtiden kunne det være interessant at få opklaret, hvorfor en tidligere professor ved navn »Lisa Agervold« ikke kan tegne sig for en eneste videnskabelig publikation, når man googler. Relevant er det også, når Agervold i sit indlæg retter en hård kritik mod de finske forskere.
Dorte Toft, journalist
Det kødløse køkken
De ældre skal ikke holde for i klimakampen og skylder ikke at gøre mere end os andre. De skal have det godt på plejehjemmet med mennesker og hjertevarme omkring sig.
Når det så er sagt, er der altså noget urkomisk over debattører, der slynger om sig med moraliserende sprog for at forsvare et forbrug og en industri, der systematisk piner og dræber dyr.
Det kødløse køkken er »hjerteløst«? Jamen altså, at vi veganere vil være vor hjerteløse adfærd bekendt.
Thomas Rude Andersen, Frederiksberg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
En storbyregering vil ramme det traditionelle landbrug hårdt med skærpede klimakrav. Alternativet mener, at ældre skal spise linser frem for hakkebøffer, fordi de har »svinet allermest«. Og nye efterretninger afslører Putins voksende frygt for kup fra egen inderkreds. Det er overskrifterne i dagens »Lyt til Berlingske«, der er udvalgt af chefredaktør Pierre Collignon Oplæser og producer: Ida Skovsgaard
Del:
