Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Danmark har en enestående mulighed for med ukrainsk hjælp at opbygge en stor og effektiv droneproduktion
Fælles droneproduktion med Ukraine?
Forsvarsministeren fortæller tit om behovet for øget støtte til Ukraine og om, hvordan der gennem den såkaldte danske model bestilles våben og udstyr til ukrainske styrker hos ukrainske virksomheder for blandt andet danske- og EU-midler samt om afsættelsen af midler til etablering af ukrainske forsvarsvirksomheder i Danmark.
Danmark påregner at støtte Ukraine med over 13 milliarder kroner i 2026. Over 70 procent af alle tab på slagmarken i Ukraine skyldes droneangreb.
Ukraines nye forsvarsminister vil i 2026 producere 7,5 millioner droner i forhold til omkring 4,5 millioner i 2025 for at kunne bekæmpe flere russere og samtidig spare på egne soldater. I dansk forsvar er der ingen tvivl om, at droner bliver en del af stort set alle enheder i løbet af få år.
Danmark får derfor også et voksende behov for opdaterede droner til forsvar og angreb – og Ukraine har ekspertisen. Danmark har blandt andet et dronecenter og små dronevirksomheder samt mange bilaterale aktiviteter med Ukraine. Der synes imidlertid at mangle en større industriel virksomhed, der kan samle og integrere drone teknologi fra flere virksomheder, være ansvarlig for systemdesign, certificering, masseproduktion, eksport og vedligeholdelse.
Uden en sådan virksomhed, der kan samle sektoren, vil Danmark fortsætte med at købe færdiglavede løsninger i udlandet og være afhængig af andre lande. Det synes derfor oplagt at bruge nogle af de afsatte midler til at bygge en dronevirksomhed i Danmark i samarbejde med Ukraine. Tyskland og Norge er i gang. Samtidig kan investeringer i Forsvaret og Ukraine også i højere grad forblive i Danmark, skabe nye arbejdspladser og teknologisk suverænitet.
Den hurtigste og mest effektive måde at opbygge en sådan ny dronevirksomhed på er jo at overføre teknologi, erfaring og partnerskaber fra Ukraine, der på få år har udviklet, testet og skaleret løsninger under reelle krigsforhold.
Gode relationer, samarbejde, joint ventures og teknologioverførsel giver derfor Danmark en aktuel og enestående mulighed for, ved hjælp af Ukraine, at springe flere generationers udvikling over og producere nødvendige droner til både Danmark og Ukraine i en fælles produktion.
Jørgen Jelstrup, oberst emeritus, Odense
Flyt store bededag
Da det tegner til, at man vil genindføre store bededag som en helligdag igen, var det en overvejelse at flytte den til dagen efter – en fredag, således ville en stor del af befolkningen alligevel »få mulighed for at bede« – eller i hvert fald få en fridag, samtidig med at mange ville »spare« en feriedag.
Det er vist ikke den store del af befolkningen, der myldrer hen i kirken for at bede – men de, der ønsker det, har stadig muligheden.
Kirsten Moldam, Frederiksberg
Blandede følelser ved gensyn med Paris
Er lige kommet hjem fra en tur til Paris. Det var en følelsesmæssig stærk oplevelse, hvor fortid og nutid samt tanker om fremtiden væltede ind over mig.
I min ungdom i 1960erne og 70erne så vi op til Frankrig. Der blomstrede kulturlivet med Sartres filosofi, Camus' romaner og Nouvelle vague film af Truffaut og andre. I gymnasiet havde jeg obligatorisk fransk fem dage om ugen, selvom jeg var matematisk student.
Paris var den ukronede hovedstad for kulturen, men også videnskabeligt og teknisk var Frankrig i førerfeltet f. eks. med jetfly til både militær og civil anvendelse. Mange erindringer vældede ind over mig, mens jeg vandrede og vandrede gennem Paris' gader.
Men samtidig blev jeg meget vemodig. Frankrig er ikke længere førende indenfor filosofi, litteratur eller film. Og økonomisk går det skidt. Samfundet hænger fast i fortiden, og alle forsøg på reform bliver sænket. Tænk blot på pensionsalderen, som for mange er 50 år.
Tænk også på den enorme støtte til forældede landbrug og på den manglende digitalisering. Frankrig var tidligere en stormagt, men nu er det nærmest en vittighed, at de er medlem af FNs Sikkerhedsråd.
De unge i dag aner intet om Frankrig, ser ikke franske film eller serier, og de lærer naturligvis ikke fransk, som er uden betydning, fordi alt internationalt er på engelsk. Michelin-guiden hjælper til at holde fransk madkunst i fokus, men også her er andre lande, for eksempel Danmark, ved at tage teten. Var Frankrig bare en parentes i historien?
Og så var det alligevel en enorm glæde at gense Paris. Nok er byen mere og mere et fortidsminde og fuld af turister, men sikke et minde. Findes der smukkere byer? Man finder charme og skønhed overalt. Og gensyn med byen giver tanker om fremtiden.
Hvor er skønheden i USAs byer? Er det amerikansk effektivitet og produktivitet, vi skal stræbe efter? Skal de sociale medier og ai revolutionere vores tilværelse, selvom ingen har bedt om det?
En tur til Paris viser, at der er andre ting i livet, som måske er vigtigere. Det er ikke for ingen ting, at det franske savoir vivre, at vide hvordan man skal leve, stadig har gyldighed.
Vi er i fremtiden tvunget til at træffe svære valg. Skal vi prøve at konkurrere med amerikanernes og kinesernes effektivitet og teknologiske udvikling, eller skal vi opgive det og ende som turistområde for andre nationer? Forhåbentlig vil det lykkes Europa at finde en mellemvej, så effektivitet kombineres med det gode liv.
Jes Olesen, Vedbæk
Eklatant selvmål
Her gik vi og troede, at Venstre med udskillelsen af de mest fladpandede som parti lå på absolut øverste hylde.
Med ønsket om at skære ned på udviklingsbistanden har man meldt sig ind hos dem på den nederste.
Det kan som trepartens skaber umuligt være en idé, der er groet i Stephanie Loses hoved.
Christian Kruse, Charlottenlund
Stop med at slide sangene ihjel
Der er ikke noget galt med musikken fra 70erne, 80erne eller 90erne. Der er noget galt med den måde, den bliver brugt på.
Når de samme 30–40 sange kører i tung rotation år efter år, bliver selv de største mesterværker reduceret til lydtapet. Det, der engang gav kuldegysninger, bliver til baggrundsstøj i byggemarkeder, kantiner og bilradioer på autopilot.
Fænomenet er velkendt: Gentagelse dæmper oplevelsen. Hjernen vænner sig. Den følelsesmæssige belønning falder. En sang, der første gang føltes intens og personlig, mister langsomt sin kraft, når den er blevet spillet tusindvis af gange i de samme sammenhænge. Ikke fordi kvaliteten er forsvundet, men fordi eksponeringen er blevet mekanisk.
Alligevel holder mange stationer krampagtigt fast i rotationsradioens logik fra en tid før streaming. Dengang havde radioen monopol på opmærksomheden. I dag konkurrerer den med algoritmer, podcasts og uendelig valgfrihed. Og hvad svarer branchen igen med? Endnu en omgang »Summer of ’69«.
Problemet er ikke klassikerne. Problemet er dovenskaben. »Play the hits« var engang en strategi. I dag er det en sovepude. Når publikum kan få præcis de samme sange on demand, mister radioens forudsigelighed sin styrke. Lytterne forlader ikke radioen, fordi de hader de gamle sange. De forlader den, fordi de savner variation, kontekst og redaktionel identitet.
Klassikerne skal ikke pensioneres. De er en del af vores fælles kulturarv. Men de skal behandles med respekt. De skal have pauser. De skal sættes i nye sammenhænge. De skal stå side om side med nye stemmer og nye fortællinger. Ellers risikerer vi, at nostalgi bliver til rutine, og rutine bliver til ligegyldighed.
Musik dør ikke af alder. Den dør af overeksponering. Hvis radioen vil være mere end en nostalgisk jukebox, kræver det mod til at udfordre lytterne og genopfinde sin egen rolle. Ikke ved at kassere fortiden, men ved at gøre den levende igen.
Lars Rytter Sørensen, radiochef, Radio Kristrup
Regneopgave 2026
Hvis 100 vindmøller ikke leverer strøm, fordi det ikke blæser, hvor mange vindmøller skal man så bruge for at dække Danmarks behov?
Hans Peder From, Roskilde
Liberalismen reducerer ikke mennesker til diagnoser
Jeg er født kvinde.
Biologisk. Med de kromosomer, der følger med.
I dag lever jeg som mand. En lykkelig mand.
Det er ikke en hallucination. Det er ikke en vrangforestilling. Og det er ikke en psykisk sygdom.
Derfor gør det ondt, når transkønnethed i den offentlige debat igen reduceres til diagnoser og psykiatriske begreber.
Verdenssundhedsorganisationen fjernede i 2018 transkønnethed fra listen over mentale lidelser. Det var ikke et ideologisk indfald, men en faglig beslutning. Det betyder ikke, at køn er uinteressant biologisk. Det betyder blot, at man ikke kan stemple en hel gruppe mennesker som syge.
Man kan sagtens føre en principiel debat om biologi. Man kan mene, at der findes to biologiske køn. Det er ikke kontroversielt at konstatere, at kromosomer ikke kan ændres.
Men det er heller ikke pointen.
Pointen er, at vi i Danmark har frihed til at leve som hele mennesker.
For mig handlede kønsskift ikke om at benægte biologi. Det handlede om at kunne leve et helt liv. Om at det menneske, jeg var indeni, også kunne få lov at eksistere udenpå. Jeg generer ingen. Jeg lever et almindeligt liv. Jeg arbejder, betaler skat og bidrager til det samfund, jeg holder af.
Det er den frihed, liberalismen historisk har forsvaret.
Derfor var jeg også glad for, at Liberal Alliances ordfører Sólbjørg Jakobsen klart slog fast, at transkønnethed ikke kan reduceres til et spørgsmål om psykisk sygdom. Det er langt mere komplekst end som så. Og at alle mennesker skal have ret og mulighed for at leve det liv, de ønsker, så længe det ikke skader andre.
Det er den liberalisme, jeg kender.
Liberal Alliance har aldrig mødt mig som et køn. De har mødt mig som et menneske. Som en kollega. Som en politiker. Ikke som en diagnose.
Og det er værd at holde fast i.
Vi kan godt have svære samtaler i Danmark. Det skal vi. Men vi skal gøre det med respekt. Når vi begynder at reducere mennesker til psykiatriske betegnelser, mister vi proportionerne – og vi mister hinanden.
Biologi kan diskuteres.
Men værdighed bør være ukrænkelig.
Johannes Joyce Henriksen, folketingskandidat for LA
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
I dagens udgave af Lyt til Berlingske begynder vi i Frankrig, hvor drabet på 23-årige Quentin Deranque ved en demonstration i Lyon allerede har udløst politisk storm. En drabsefterforskning er sat i gang, mens et af landets største partier beskyldes for at bære et moralsk medansvar. Dernæst ser vi på rygterne om en mulig genoplivning af filmserien Rush Hour. Ifølge Berlingskes internationale kommentator, Birgitte Borup, afslører hypen omkring filmen en svaghed hos Donald Trump - nemlig på kulturens slagmark. Og til sidst skal vi med Søren Frank til Ryparken i København, hvor restauranten Xian Xian serverer hjemmelavede nudler, der ifølge anmelderen er både fremragende og prisvenlige.
Dagens historier er udvalgt af Berlingskes nyhedschef, Peter Burhøi.
Oplæser og producer: Ida Skovsgaard
Del:
