Krifas formand, Jane Heitmann, er sur over en ny politisk aftale, der giver virksomheder med ordnede forhold lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft, og som samtidig er et værn mod social dumping.
Lad os slå én ting fast: Den nye certificeringsordning er sund fornuft. Den sikrer, at udenlandsk arbejdskraft kan komme til Danmark på ordentlige vilkår – med overenskomst, med gennemsigtighed og med respekt for de spilleregler, der har gjort det danske arbejdsmarked til et af verdens mest velfungerende.
Krifa vil gerne være med ved bordet, men nægter at tage ansvar. Den kristelige forening blev født i protest mod fagbevægelsen og vil ikke bruge kollektive redskaber som strejke. De vil ikke anerkende, at der er en grundlæggende interessekonflikt mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, men møder frem til »forhandlinger« med bøjet hoved og hatten i hånden. Det er ikke moderne – det er naivt.
Vi har i fagbevægelsen – gennem FH og 3F – været med til at sikre, at den nye ordning ikke bliver en bagdør til social dumping. Vi har kæmpet for id-kort på byggepladser, arbejdsklausuler i offentlige kontrakter, højere bøder for brud på arbejdsmiljøloven og adgang til arbejdspladser, så vi kan beskytte de udenlandske kolleger, der kommer hertil.
Det er sådan, ansvarlighed ser ud.
Krifa kan kalde sig »fri og uafhængig«, men i virkeligheden er de fri for indflydelse og uafhængige af resultater. De står uden for den danske model sammen med den kristelige arbejdsgiverforening, KA – og det er deres valg. Men de skal ikke trække resten af arbejdsmarkedet med sig ud i deres ideologiske ørkenvandring.
Til vores medlemmer – og til dem, der overvejer at melde sig ind: Vi står vagt om jeres rettigheder. Vi tager kampen, vi tager ansvar, og vi leverer resultater – som både arbejdsgivere og medarbejdere kan se sig selv i. Det er det, rigtig fagbevægelse handler om.
Daniel Rasmussen, formand for 3F Midt & Østsjælland.
Nye boller på suppen?
Bjarne Corydon, DRs nye generaldirektør, kommer snart på banen. Hvor jeg glæder mig. Nu sker der helt sikkert noget.
Ved programskifte ser vi det samme og det samme og har gjort det i uger. Uddrag af en udsendelse om ældre mænd, der tager til Thailand for at finde en ung model. Det er til at brække sig over.
Og det er ikke den eneste udsendelse, vi skal udsættes for gang på gang.
Fri os dog for det og lignende.
Hanne Hollensen, Virum
Fra dagblad til ugeblad
En læser spørger i avisen 17. juli, hvorfor hun skal læse detaljerede beskrivelser om en anden persons grænseoverskridende sex.
Det skal hun, fordi Berlingske har transformeret sig fra at være et dagblad med artikler af både indenrigs- og udenrigspolitisk tilsnit og med viden, indsigt og udsyn til et ugeblad, der udkommer dagligt.
Når agurketiden er forbi, må man håbe på, at chefredaktøren tager fat på at ændre denne transformation.
Michael Stein, Hillerød
Besynderlig statuedebat
Så kører der igen en besynderlig debat om kvindestatuer og -buster i medierne. Ja, emnet er måske interessant nok, men den måde, det gribes an på, er i grunden ret underlig.
En kulturminister, der egentlig ikke ved, hvor mange eller hvilke statuer af kvinder, der er i Danmark, nedsætter et udvalg, der skal kortlægge hvilke kvinder, der særligt »mangler« statuer af her til lands, selvom de heller ikke egentlig ved noget om, hvad der findes.
Så for at bryde denne pinlighed vælger man at spørge befolkningen til råds om, hvad de synes, der skal rejses af kvindestatuer og buster. Og befolkningen kommer med mange (gode) svar, hvoraf henved halvdelen som regel er for nogle kvinder, der allerede er sat minder efter.
Og Ritzau og en del af pressen fletter videre på disse historier med endnu et lag af uvidenhed eller med »fakta«, som ingen sådan set har nogle kilder på.
Besynderligt, så afgjort. For sandheden om, hvad der egentlig findes af kvindeminder og hvorhenne, er der jo tilsyneladende ikke rigtig nogen, der for alvor sætter sig for at finde ud af? Trange kår for den almene nysgerrighed, har man vist lov at sige.
Ole Ryhl Olsson, Ruds Vedby
Danmark først – ikke mindst for vores børns skyld
Regeringen har endnu engang valgt at udfordre den danske model. Denne gang ved at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft til blot 300.000 kroner om året. Det er en beslutning, der kan få alvorlige konsekvenser – ikke mindst for de mest sårbare danskere på arbejdsmarkedet, som nu risikerer at blive presset af billig arbejdskraft udefra.
Det undrer mig dybt, at fagbevægelsen i denne sag vælger at stå på sidelinjen. Fagforeningerne har til opgave at beskytte danske lønmodtagere, men her virker det som om, de har opgivet modstanden og i stedet lader regeringen føre an.
Samtidig ser vi Moderaterne og Lars Løkke føre en politik, der i mine øjne går på kompromis med vores danske værdier og normer. Det handler ikke kun om økonomi – det handler om identitet, sammenhængskraft og ansvarlighed.
Vi risikerer at bevæge os i en retning, der minder om Sverige, hvor man i visse områder har oplevet store integrationsproblemer og en svækkelse af fællesskabet. Det er en udvikling, vi bør tage dybt alvorligt – og lære af.
Det grundlæggende spørgsmål er: Hvad er det for et Danmark, vi ønsker at efterlade til vores børn og børnebørn? Skal vi gå på kompromis med vores samfundsmodel og nationale værdier, eller skal vi stå fast og prioritere danskerne først?
Jeg håber inderligt, at danskerne snart siger stop og kræver en politik, der sætter Danmark i centrum. Vi skylder ikke kun os selv det, men også kommende generationer.
Gert Løfgren, folketingskandidat i Nordsjællands Storkreds, Dansk Folkeparti
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
