Den kommende praktiserende læge Kamille Bahn Glerup sætter i Politiken ord på en frustration, jeg genkender til fulde som både læge og mor. Endelig ser hun frem til en hverdag med fri i weekenderne og tid med familien – men den hårdt tilkæmpede balance føles truet af regeringens forslag om at lade regionerne få mere indflydelse over almen praksis.
Jeg forstår hendes bekymring. Ikke nødvendigvis fordi lovforslaget i sig selv er dårligt – det kan man diskutere og forbedre – men fordi tilliden til regionerne ganske enkelt mangler. Og med god grund. Som jeg tidligere har skrevet i Jyllands-Posten, er kritikken af de praktiserende læger ofte både uberettiget og misvisende, og den manglende anerkendelse er med til at drive dygtige kolleger ud af faget.
Da jeg valgte at forlade lægegerningen for en stund og bevæge mig ind i politik, var det netop, fordi jeg oplevede en voksende afstand mellem dem, der tog beslutningerne og vores virkelighed i den sundhedsfaglige hverdag. Jeg savnede politikere, der for alvor forstod kompleksiteten og menneskeligheden i vores arbejde – og som for eksempel kunne se, at fleksibilitet ikke er en frynsegode, men en forudsætning for, at vi læger kan holde til arbejdslivet i længden.
Som jeg også tidligere har skrevet i Sundhedsmonitor, er det især fleksible arbejdsvilkår, der tiltrækker og fastholder yngre læger. Hvis regionerne vil have større ansvar, kræver det, at de viser større forståelse og respekt for hverdagen i almen praksis – ikke blot indfører mere styring.
Vi skylder både læger og patienter, at vi tager bekymringen alvorligt. Ikke for at afvise forandring, men for at sikre, at forandringen sker med indsigt og tillid som fundament. Kun sådan kan vi skabe et bæredygtigt sundhedsvæsen – hvor faglighed og familieliv kan forenes.
Monika Rubin, læge, medlem af Folketinget (M)
Spurgt
Hvorfor skal jeg – i Berlingske – læse detaljerede beskrivelser om Amalie Langballes erfaringer med grænseoverskridende sex i sin ungdom?
Rikke Holst Vigilius, Hillerød
Stoffer
Siden slutningen af 1960erne har et udbredt misbrug af narkotiske stoffer været et alvorligt internationalt problem, som har kostet mange menneskeliv. Inden da var narkotikamisbrug mest et problem hos sundhedspersonale og hos patienter med kroniske smertetilstande.
I dag er der et nationalt og internationalt problem med et udbredt misbrug af en lang række euforiserende narkotika, som kriminelle organisationer sælger til et stort antal aftagere. Disse stoffer er opioider, kokain, amfetaminer og hash. Alle mere eller mindre afhængighedsskabende.
Trods store anstrengelser internationalt og nationalt for at bekæmpe det, er mange tusinde mennesker blevet afhængige af ovennævnte stoffer. Især yngre mennesker. Mange tusinde mennesker er døde af overdoser af især opioider. Den hidtidige bekæmpelse af narkotikaproblemet har indtil nu været lidet succesfuld.
I 1970ernes begyndelse foreslog den svenske psykiater Bejerot, at brugere af euforiserende stoffer burde være under epidemiloven, da brugere af euforiserende stoffer reelt var smittefarlige, fordi de lokkede andre ind i et misbrug. Konsekvensen heraf ville være isolering og tvangsbehandling. Et tiltag som ville mindske antallet af kunder til narkotikasalg og måske hjælpe de afhængige ud af deres misbrug.
Dette 55 år gamle forslag er klart imod den nu herskende tidsånd, men som gammel læge mener jeg at forslaget bør kendes af alle og ikke mindst vores politikere. Måske burde forslaget realiseres - i det mindste som et videnskabeligt forsøg.
Finn Gyntelberg, fhv. chef for Giftinformationen gennem 28 år og medstifter af Giftlinjen
Musk og marsmanden
Et fromt ønske til Elon Musk:
Send Donald Trump med SpaceX til Mars – det vil være godt for alt og alle – også dit forretningsimperium.
Ole Borg, Hellerup
NIS2 og bureaukrati:
Som virksomhedsejer brugte jeg for nylig 90 minutter på at opdatere kontaktoplysninger for mine tre domæner på grund af den nye NIS2-lov, der trådte i kraft 1. juli 2025.
Hvert domæne krævede separat login og validering med MitID – en tidskrævende proces, der føles som unødvendigt bureaukrati.
Selvom jeg forstår behovet for at styrke cybersikkerheden i EU, opleves kravene som en byrde, især for små virksomheder som min, der jonglerer med flere domæner, nogle helt tilbage fra 2015. Mario Draghis rapport om EUs konkurrenceevne fra september 2024 peger på, at over 60 procent af europæiske virksomheder ser regulering som en barriere for investeringer, og 55 procent af små og mellemstore virksomheder nævner administrative byrder som deres største udfordring.
Mellem 2019 og 2024 udstedte EU 13.000 nye regler mod 5.500 i USA, hvilket gør det sværere for virksomheder at fokusere på innovation og vækst. Dette understreger, hvorfor EU halter bagud i forhold til USA og Kina.
Både danske politikere og Europa-Parlamentet lover at reducere bureaukratiet, men NIS2, der kræver tid og ressourcer til at opdatere kontaktoplysninger og sikre overholdelse, er et skridt i den modsatte retning.
NIS2 er sikkert vigtig for at beskytte vores samfund mod cybertrusler, men implementeringen bør forenkles.
Jeg opfordrer til klarere vejledninger, mulighed for nemmere at sammenlægge domæner under ét bruger-id og støtte til små virksomheder, så vi kan bruge tiden på at drive forretning i stedet for at udfylde formularer.
Hvis EU og Danmark vil styrke konkurrenceevnen, må vi gøre det lettere at være virksomhed – også når det gælder cybersikkerhed.
Leif Tullberg, Venslev
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
