Hvordan levede almindelige mennesker i jernalderen?
Hvilken slags tøj klædte de sig i, var de forfængelige, og gik de op i personlig hygiejne?
Det ved arkæologer ikke frygteligt meget om, men et internationalt opsigtsvækkende fund ved byen Hammerum mellem Herning og Ikast kan give svar på nogle af disse spørgsmål.
Fundet blev gjort af forskere på Museum Midtjylland for 30 år siden, men i disse dage afslutter arkæologer og konservatorer på museet undersøgelser, som kan blive grundlaget for banebrydende ny viden om, hvordan almindelige mennesker levede i jernalderen.
I 1993 undersøgte Museum Midtjylland en gravplads med syv grave fra det 2. århundrede i Hammerum. De fire grave blev udgravet og fragtet hjem i kasser til museet, og omfattende undersøgelser af en af dem – personen i graven blev døbt Hammerum-pigen – har allerede givet givet internationalt opsigtsvækkende ny viden om, hvordan almindelige mennesker klædte sig og levede for 1.900 år siden.
Nu har arkæologer og konservatorer på museet taget hul på en undersøgelse af en anden af gravene (personen i graven har fået navnet Pepita-Preben – årsagen vender vi tilbage til), og også her er der tale om et sensationelt fund.
»I løbet af den kommende uge vil vi været langt i forhold til at undersøge, hvad der ligger i graven. Og i løbet af foråret vil vi vide, hvad potentialet er, og hvad det vil koste at realisere en omfattende arkæologisk undersøgelse,« siger Martin Winther Olesen, arkæolog og museumsinspektør på Museum Midtjylland i Herning.
Unikke gamle tekstiler
Det enestående ved udgravningerne i Hammerum er, at de indeholder helt usædvanligt velbevarede tekstiler. Det sker så godt som aldrig, i Nordeuropa er det kun sket i tre tilfælde, at man finder hele velbevarede dragter, der er omkring 1.900 år gamle.
I Hammerum-pigens grav fandt man den bedst bevarede, gravfundne jernalderdragt, man har fundet til dato, en rød- og hvidstribet tunika samt et hvidt sjal og et stribet tæppe.
I graven fandt man ingen rester af knogler, men til gengæld den afdødes hår, som var sat op i en sofistikeret frisure med fletninger. Derfor formoder forskerne, at der er tale om en kvinde, men man ved det faktisk ikke, for man har ikke kunnet foretage dna-analyser. Også personens klædedragt, en tunika, kunne tyde på, at personen er en kvinde, men man kan ikke sige det med sikkerhed, for på det tidspunkt var for eksempel mandlige romerske soldater klædt i tunika.
»Man får et indtryk af en umådeligt velklædt bondepige. I første omgang tænker man, at det ikke passer så godt sammen – en grav uden sofistikerede oldsager, som man finder i højstatuspersoners grave, men med en luksusdragt. Vi kan se, at Hammerum-pigen har brugt meget tid på tøj og frisure, hvilket slet ikke passer til vores opfattelse af, hvordan mennesket levede 100 år efter Kristi fødsel. Man har måske et billede af, at folk dengang var dårligt klædt, slidte og beskidte, men tøjet og håret var velplejet, for eksempel var der ikke spor af lus i håret,« siger Martin Winther Olesen.
Hammerum-pigen var indhyllet i en kohud og lagt direkte ned i graven med blåbærkviste under hovedet. Over hende var der lagt et låg af planker. Pollenprøver af hendes tøj har givet arkæologerne et godt billede af, hvilke planter mennesker dengang var omgivet af.
Martin Winther Olesen var selv med som helt grøn arkæolog, da udgravningen i Hammerum fandt sted, men det var først hjemme på museets konservatorafdeling i Vejle, at det gik op for dem, at præparaterne indeholdt sensationelt velbevarede tekstiler, og at de dermed havde vundet i det store lotteri.
»De her fund har for alvor været det store dyr i åbenbaringen for mig. Hammerum-pigen har fyldt meget i mit liv som arkæolog. Både forskningsmæssigt og i min forståelse af, hvordan mennesker levede i det andet århundrede efter vor tidsregning. Projektet omkring Hammerum-pigen gør, at jeg føler mig meget i øjenhøjde med mennesker på den tid,« siger Martin Winther Olesen.
Pepita-Preben under mikroskop
Nu gælder det Pepita-Preben, som også indeholder et enestående tekstilfund.
»Konservatorerne sidder i øjeblikket med overflademikroskop, skalpel, pensel og en lille støvsuger, som suger sandet væk. Vi skal nok få et gedigent stykke af tekstilet frem her i forundersøgelsen,« lover Martin Winther Olesen.
Stoffet er pepitaternet, deraf navnet Pepita-Preben, og farverne er »gråhvid og glad rød, som man kunne se på dugen på et pizzeria i 70erne«, som arkæologen udtrykker det.
»Tekstilet er lige så farveglad som det, vi fandt hos Hammerum-pigen. Den afdøde har ligget på stængler, det kan have været bregner, og liget har været overdækket af et stort trætrug,« siger Martin Winther Olesen.
Selve præparatkassen er 180 x 80 centimeter og indeholder hovedparten af graven. Røntgenfoto viser, at der hverken er metal eller knogler i graven, men ligesom hos Hammerum-pigen er der rester af hår fra den afdøde.
»Da vi i 2017 begyndte at grave ned i præparatet (Pepita-Preben, red.) fandt vi tekstil og hårrester, og konservatorerne kunne konstatere, at tekstilfundet var usædvanligt godt. Derefter blev det hele pakket ned igen, og der blev holdt en lille bisættelse i museets magasin. Nu har vi fundet både økonomi og teknik til at genoptage udforskningen af præparatet.«
Nu håber, Martin Winther Olesen, at de videre undersøgelser vil kunne give museet nye oplysninger om tekstiler, gravritualer og livet i jernalderen.
»Vi kigger ind i et levet liv og kommer tæt på et menneske. Vi skal kigge på den personlige hygiejne, som vi kan læse ud af tekstilet og håret. Har de levet i et miljø fuld af røg, støv og korn? Og så kan vi måske via naturvidenskabelige undersøgelser finde ud af, om de begravede er i familie med hinanden. Og måske kan vi fastlægge kønnet.«
Mandlen i risalamanden
Hvor vigtigt kan det her blive for forståelsen af den danske oldtid?
»Vi har ikke stor viden om de almindelige menneskers liv i jernalderen, fordi de fund, vi har bevaret, primært siger noget om personer med høj status. Det væsentligste spørgsmål om dansk oldtid er måske, hvordan den sociale struktur dengang så ud? Det håber vi, at Hammerum-pigen og Pepita-Preben kan hjælpe os med at give svar på,« siger Martin Winther Olesen, der efter 30 års forskning i fundene fra Hammerum er usvækket begejstret:
»Engang imellem tænker jeg: Tænk, at jeg får løn for det her! Den her slags fund gør det virkeligt sjovt at arbejde med arkæologi. Både på det faglige arkæologiske plan, og når det gælder samarbejde med spændende mennesker. Der er stor glæde forbundet med det. Det er mandlen i risalamanden.«
