Ved udgravningen af det, der skal blive til en p-kælder, allerdybest nede, dukkede der pludselig noget op.
P-kælderen skal høre til de kommende boligbyggerier på Søndre Havn i Køge, og det var arbejdsmænd fra entreprenøren på projektet, Arkil, der gjorde opdagelsen.
Noget gammelt træ dukkede op, og det gamle træ skulle vise sig at være resterne af et klinkbygget skib.
Det er et stort stykke af en skibsside på to gange otte meter, konstaterede udgravningsleder Jeppe Færch-Jensen fra Museum Sydøstdanmark, som blev tilkaldt, da entreprenøren gjorde fundet. Det skriver Køge Kyst i en pressemeddelelse.
Men skibssiden var ikke det eneste, som åbenbarede sig.
»Der var ikke engang gået én dag, før jeg fandt en pistol, der umiddelbart ser ud til at være fra 1700-tallet. Da der også dukkede en lerdunk op, var det svært ikke at få associationer til sørøvere. Noget tyder dog på, at der snarere har været tappet mineralvand på den end rom,« siger Jeppe Færch-Jensen i pressemeddelelsen.
Derudover fandt man også ler- og stentøj og nogle jernplader, som kan have været en del af lasten.

Men hvor og hvornår skibet kommer fra, ved man endnu ikke.
»Vi kan sige så meget, som at det er siden af et såkaldt klinkbygget skib. Men nu skal vi først have gravet det hele op, og først derefter kan vi vurdere, hvordan vi bedst foretager de videre undersøgelser, som selvfølgelig blandt andet skal afdække, hvornår skibet er fra,« siger Jeppe Færch Jensen.
Det vides heller ikke, hvorfor der kun ligger siden af et skib og ikke resten af det. Det kan handle om, at skibet har været forlist, og at resten af skibet er blevet bortskaffet.
I 1916 byggede man kajkanten i Køge, og det kan muligvis være i den forbindelse, at resten af skibet er fjernet.
»På det tidspunkt ville man nok bare se at komme af med det, der var i vejen. Men om det er det, der er sket, kan vi ikke vide. Vi kan muligvis få belyst den teori i løbet af vores undersøgelser,« fortæller Jeppe Færch-Jensen fra Museum Sydøstdanmark.
Det er ikke første gang, der dukker et gammelt skib op under gravearbejder i Køge. Både i 2018 og 2021 blev der fundet skibsvrag under gravearbejder, det første fra 1500-tallet og det andet fra 1700-tallet.
Det er indtil videre ikke muligt for besøgende i området at se skibsvraget, da det ligger dybt i en udgravning på en stor indhegnet byggeplads.
