Tænk, hvis denne kunstner ikke var død så tidligt. Hvad kunne hun så ikke have rakt ud efter?

AOK
Kunst
Anmeldelse

Med sine tre- og firkanter og stærke farvesans skabte Else Alfelt abstrakte landskaber, der var så dirrende, at de mærkes virkelige. Selv var hun mere optaget af de indre landskaber.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Else Alfelt var barn, var hun optaget af Månen og himmelrummets mystik. Det fik hende til at stå op om natten for at lade sig bade i det hvide lys. »Månekulten« kaldte hun sit ritual, og hun lod det fortsætte ind i sin billedkunst som voksen.

Først dukker Månen op som en lille, snoldet og næsten uhyggelig kugle. Siden bliver den stor, fuldfed og svævende liflig, som i hendes »Fuldmåne«-maleri fra 1956, hvor den fylder mere end de bjergtinder, hun former, for så at dykke ned midt i maleriets mave i form af en ildrød kugle – som et stort varmt legeme i maleriets krop.

Else Alfelts akvareller fra hendes rejser til blandt andet Italien understreger oplevelser af landskabet frem for det sete landskab. Det gælder også akvarellen »Roma – maj«, der formentlig bygger på genkaldelsen af en oplevelse af et landskab med bjerge, måne og regnbuer nedfældet en majdag i Rom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Jeg kalder det helt bevidst »maleriets krop«. For selvom Else Alfelt malede abstrakt, er der noget menneskeligt nærværende over hele hendes praksis, der får hvert eneste værk til at vibrere foran mig, som trækker det vejret.

Bjergtagende landskaber

Else Alfelt (1910-1974) var abstrakt billedkunstner, men med vedholdende tydelige strejf af landskaber med sylespidse bjergtinder, måner og kloder. Hendes landskaber, der viser sig at være både indre og ydre, strækker sig gennem tre lokaler på Arken i en kronologisk orden, hvor de i al deres balancerede enkelhed intensiverer i styrke – og skaber spor i sin beskuer – i al fald i mig.

Tænk, hvis hun ikke var død så tidligt! Hvad kunne hun så ikke have rakt ud efter?

»Fuldmånen«, 1956. Else Alfelts elskede måner ændrede sig gennem hendes praksis, fra de små snoldede og næsten uhyggelige til de store venlige og fuldfede, man får lyst til at række ud efter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

I 1954 forklarer hun Jyllands-Posten, at hun anser det, hun maler, som natur i sig selv:

»Naar man efterligner, skaber man ikke. Det levende er derimod altid Natur. Også Kunst er natur, den gror op ligesom en Blomst gror op,« læser jeg i udstillingskataloget.

I Arkens store sal, der viser værker fra Else Alfelts kuraterede udstillinger fra Den Frie Udstillingsbygning, hænger tre næsten identiske værker med en tiltagende, en halv- og en fuldmåne i top. Her bliver Else Alfelts undersøgelse af de trekantede former og den blå farve til bjergets rytme og nærmer sig hendes kosmiske helt abstrakte billeder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Det er muligvis også en af forklaringerne på, at vi ved indgangsportalen til udstillingen møder et menneskestort sort/hvidt foto af Else Alfelt. Her står hun på toppen af et landskab, med udstrakte arme, altædende af den natur, hun holder så meget af, og udgør samtidig et stykke natur i egen kraft.

Else Alfelts værker har alle sammen et dybt personligt udtryk med et genkendeligt balanceret og umiddelbart mere modent udtryk, end værkerne af de øvrige abstrakte kunstnere, hun omgås i de fællesskaber, hun var en del af.

Først Linien, så Helhesten og siden Cobra – politiske og kunstnerisk eksperimenterende fællesskaber, som hun dyrkede intenst, fordi hun mente, at kunsten stod stærkest dér. Hun var ikke spor ego-orienteret, men hun skilte sig ud. I sine abstrakte kompositioner med en intens fascination af farvens brydninger, fremstod hun langt mere behersket og poetisk end mere vilde malere som Ejler Bille, Asger Jorn og Carl-Henning Pedersen, der havde en jazzet og barnlig leg med maleriet kørende.

Ungkommunisterne

Udstillingens første værk er dog et figurativt portræt af hendes kommende mand, Carl-Henning Pedersen, som også var maler. I Herning er der et helt museum, der bærer parrets navne, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, hvor Carl-Henning Pedersen fylder mest i landskabet. Derfor er det dejligt befriende og fortjent, at Arken har valgt at give Else Alfelt en soloudstilling, som er hendes første i 20 år.

Else Alfelt var optaget af kinesisk taoisme og den buddhistiske filosofi og havde et brændende ønske om at komme til Kina, men måtte nøjes med Japan, hvor hun lod sig inspirere af kalligrafien, som hun omformede til i sine egne strøg, dansende og dirrende – og naturligvis med en inkorporeret måne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Jeg ville dog have ønsket, at de havde givet nogle af de informationer, jeg får i kataloget, mere plads i udstillingen, for det er her, jeg for alvor forstår, hvem hun er, og hvor vigtig en plads hun havde i den avantgardistiske brydningstid i dansk billedkunst.

De fleste danskere kender nok Carl-Henning Pedersens kunst bedre end Else Alfelts, men mens de begge levede – Carl-Henning Pedersen kom til at leve tre årtier mere end Else Alfelt, der en dag faldt om på gaden i en alder af 63 år – var de lige dedikerede til deres kunst.

De bliver nævnt i flæng i de kunstnerfællesskaber, de indgår i, og de udstiller begge og udfører udsmykningsopgaver med mosaikker – Else Alfelt på Rungsted Kommuneskole og Th. Langs Seminarium i Silkeborg blandt andet. Og så var hun den første abstrakte kunstner, der fik et rejselegat af Ny Carlsbergfondet. Med det rejste hun til Italien i et halvt år, mens hendes mand passede deres to børn i hjemmet.

Som noget af det sidste arbejdede Else Alfelt med hvirvlende abstrakte mønstre i en serie af monokrome værker, hvor hendes bjerglandskaber er forsvundet ud af værket til forskel for en optagethed af de universelle rum og kosmiske kræfter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Ja, faktisk var det hende, der inspirerede Carl-Henning Pedersen til at begynde at male. Hun havde haft interessen fra barnsben og mødte Carl-Henning på Den Internationale Højskole i Helsingør, der var stiftet i 1919 som et fredsinitiativ foranlediget af Første Verdenskrig. Else Alfelt var overbevist kommunist, ligesom Carl-Henning Pedersen, som hun understreger i det figurative billede, hun maler i 1933-1934 og giver titlen »Ungkommunisten«.

Billedet er det ene af de to værker, hun fik med på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1936 – og kan være svaret på, hvorfor Arken synes, det er vigtigt at åbne udstillingen med et figurativt billede af hendes mand, når nu den handler om hendes landskaber og abstrakte ståsted i dansk kunsthistorie.

Og så er det nok også med for at cementere hendes politiske udgangspunkt, der fik afgørende betydning for hendes liv og kunst.

På vej ud over bjergtinderne

Else Alfelt var ikke spor egoorienteret i sin kunst, men hun skilte sig ud. I sine abstrakte kompositioner med en intens fascination af farvens brydninger, fremstod hun langt mere behersket og poetisk end de mere vilde malere, som arbejdede sammen i de politiske og kunstnerisk abstrakte fællesskaber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Som ung dedikeret maler søgte Else Alfelt ind på kunstakademiet, men blev afvist og fandt siden en stærk identitet i at være selvlært lige som mange af de andre abstrakte kunsterne, der ved at stå uden for institutionens rammer oplevede, at det gav dem en frihed til at skabe på helt nye måder. Og så lejede hun sig hvert andet år ind i Den Frie Udstillingsbygning, hvor hun byggede sine udstillinger op efter sit eget hoved. Et udsnit af de udstillinger er i Arkens store nedsænkede sal. Og at sætte sig på trappens top og lade øjet vandre fra den ene måne til den anden i Else Alfelts værker fra 1950erne og fremefter er som at tage et fredfyldt bad i hendes natur.

Lige foran mig er en serie monokrome værker, hvor hvirvlende spiraler af mønstre danner nogle dybder, som giver mig lyst til at stikke hånden ind i hendes dyb. Her er landskabet helt udraderet til fordel for en abstraktion over det kosmiske, som var blandt hendes sidste fascinationer, som godt kunne have været foldet mere tydeligt ud i udstillingen. Her sker noget helt nyt og dybt betagende, der vidner om, at Else Alfelt var på vej ud over nye bjergtinder til nogle universelle rum.

Det kan være Else Alfelts optagethed af buddhistisk filosofi, der skabte de værker. Hun havde opsøgt buddhismen tidligere på en rejse til Japan, hvor hun kom hjem med nogle anderledes vibrerende billeder med spor af kalligrafiske mønstre. De hænger i det rum, der beskæftiger sig med hendes rejser, hvoraf den første gik til Lapland.

Et billede derfra, »Marsilden« fra 1946, skiller sig også ud. I en enorm akvarel i højformat med turkise, bordeaux, lilla, brune, gule og sorte farver står landskabet vanvittigt smukt frem – opbygget af hendes tre- og firkanter. Det får mig straks til at tænke på den svenske nutidige maler Mamma Anderssons landskabsmaleri »Dagen efter«, som er i Louisianas besiddelse, og som på overraskende vis ligner Else Alfelts maleri i komposition og farvevalg. Else Alfelts er bare abstrakt og kom først. Har Mamma Andersson mon set det?

Ydre og indre landskaber

Den er der gerne, Månen, her med et slør hen over sig i et af Else Alfelt mere løse akvareller, hvor hun er gået væk fra automattegningen, men stadig opbygger sit værk i felter med samme struktur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Else Alfelt startede med inspiration fra surrealismen sit arbejde med automattegninger. Her frisatte hun sin hånds arbejde fra al kontrol og lod den skabe uventede former, som hun farvelagde og gav betydning for siden i sin praksis at styre sine processer lidt mere. Det udvikler sig til spidse tinder, hvor en lille rund kugle er placeret i toppen og drejer hendes abstraktioner hen mod bjerglandskaber. I 1940erne – under og efter krigen – malede hun blandt andet nogle grønlige og blålige frygtindgydende sylespidse bjergtinder, der ligner gitterporte eller krigens barrikader.

I en lille film, der kører i loop i lokalet, fortæller Else Alfelt om de indre og ydre almenmenneskelige landskaber, hun mener eksisterer, uanset hvilke krige og besættelser, vi mennesker er indespærret af, og som kan forklare de streger af gitre, der er i hendes billeder. De er i fin tråd med den abstrakte kunsts idealer, der lænede sig op ad psykiateren Carl Gustav Jungs begreb »det kollektive ubevidste«, som han havde introduceret i 1912.

Jung så et dybere lag af universel karakter i alle mennesker, et lag, der vedrørte kollektive livserfaringer, der er lagret i sindet i form af urbilleder eller arketyper. Det er den slags billeder, Else Alfelt arbejdede med, og som Arken mener gør hendes praksis vedkommende navnlig nu, hvor nye krige banker på vores indre og ydre døre.

Jeg vil ikke sige, at jeg går omkring og føler mig forløst fra den rædsel, nutidens krige har ophobet i mig og samfundet, men da jeg kommer ud på den anden side af udstillingen, føles det faktisk, som har jeg været inde i et pusterum.

Navnlig fordi Else Alfelts billeder har suget mig ind i al deres enkelhed og farvebalance. Hvem der bare var én af eleverne på de skoler, der har et af hendes mosaikværker hængende. Tænk, hver dag at blive ramt af et lille stænk af hendes natur. Vi andre må nøjes med en tur på Arken.

Hvad: Else Alfelt

Hvor: Arken, Skovvej 100, Ishøj.

Hvornår: Frem til 18. september