Ruslands 70-årige præsident, Vladimir Putin, er kendt for at lade sig fotografere som uovervindelig mandemand til hest, med bar overkrop, bevæbnet med skydevåben og ikke mindst som vital judokæmper.
Nu slår den britiske graffitikunstner Banksy skår i den 70-årige præsidents forfængelighed.
Banksy, hvis identitet fortsat er ukendt, selv om mange journalister har forsøgt at afsløre denne, er ankommet til Ukraine.
I byen Borodjanka tæt ved Kyiv kan man nu se Banksys graffitikunst på byens sønderskudte mure.
Banksy har på Instagram bekræftet, at det er ham, der nu kommenterer den brutale krig, som Putin indledte med angrebet på nabolandet.
Et af Banksys billeder er et rigtigt David og Goliat-symbol og viser en lille dreng, der kaster en voksen mand, der ligner den russiske præsident, til jorden.
Provo og politisk
Banksy er kendt for gennem sin kunst at provokere og kommentere politiske konflikter.
Han provokerede kunstmarkedet, da han i 2018 halvt makulerede værket »Girl with Balloon«, umiddelbart efter, at det var blevet solgt for knap 8,5 millioner kroner på auktion hos Sotheby's i London. Det skete via en makulator, som han havde skjult i billedets ramme, og som blev aktiveret via en fjernkontrol.
Han har som kunstner kommenteret samfundsforhold, blandt andet coronakrisen, og en række politiske konflikter, eksempelvis i Israel, Irland og Frankrig, hvor han kommenterede flygtningesituationen i relation til krigen i Syrien.

En af hans graffitier i Borodjanka viser en kvindelig gymnast, som balancerer på ruinerne af de huse, Rusland har bombarderet, mens en anden viser en person med en gasmaske og en brandslukker.
Borodjanka ligger nordvest for hovedstaden Kyiv og blev ramt af bomber allerede i begyndelsen af den russiske angrebskrig, der blev indledt 24. februar.
Byen blev befriet i april, og de ukrainske myndigheder har efterfølgende afsløret massegrave med civile, som har været udsat for tortur og efterfølgende er blevet dræbt, skriver The Guardian.
Kommentarerne på Instagram
To millioner har liket Banksys opslag på Instagram, der viser billedet af drengen og den voksne judokæmper fulgt af blot to ord: »Borodjanka, Ukraine«.
Mange har kommenteret opslaget.
»Dejligt at se, at du er tilbage. Vær venlig og støt kvinderne i Iran. De har brug for hjælp fra kunstnere over hele verden for at blive hørt,« skriver en.
»Tak fordi du inspirerer folk med dine værker og minder om, at krigen ikke er ovre, og at mange mennesker, blandt andet børn, kæmper for deres frihed. (...) Kunst kan hele (...). Kunst er magt,« skriver en anden.

»Ukraine kæmper mod den globale ondskab – imod Rusland, som angreb Ukraine og dræber borgere i landet hver eneste dag og ødelægger dets huse. Din støtte er meget vigtig. Ukraine vil vinde,« skriver en tredje.
Banksy, der er kendt for sine graffitiagtige værker, der bliver spraymalet med skabeloner, optræder altid anonymt.
Han indledte karrieren som gadekunstner i Bristol og er stadig meget anti-establishment, men i dag er hans kunst eksklusive samleobjekter og handles for millioner hos store internationale auktionshuse som Sotheby's og Christie's.