Et af Europas bedste kunstmuseer, Musée d'Orsay, har til huse i en nedlagt banegård, Gare d'Orsay, og nu får den franske hovedstad endnu et museum i en anden af byen historiske jernbanestationer.
Museet Fondation-Giacometti i Paris, som råder over verdens største samling af værker af den schweiziske kunstner Alberto Giacometti (1901-1966), planlægger i 2026 at åbne et nyt museum i Gare des Invalides, som ligger midt i Paris, lige ned til Seinen og lige overfor Petit Palais og Avenue des Champs-Élysées.
Der er tale om en fornem historisk jernbanebygning, som blev bygget i 1900 i forbindelse med verdensudstillingen. Bygningen, som ikke længere fungerer som en af byens hovedbanegårde og indtil denne sommer husede det franske luftfartsselskab Air France, vil blive totalt renoveret, og den vil komme til at rumme 6.000 kvadratmeter med både en kunstskole og et museum med flere hundrede af Giacomettis værker, både skulpturer, malerier og tegninger.

Fondation-Giacometti ligger i dag på Montmartre og har haft svært ved at finde nye lokaler til projektet. Man har frygtet, at samlingen kunne rykke til udlandet, men nu har bystyret i Paris tilbudt den gamle hovedbanegård, der tilhører Paris kommune.
»Med dette ambitiøse projekt har Fondation-Giacometti fået en enestående mulighed for i Paris på permanent basis at udstille verdens største samling af kunstnerens samlede værk, omfattende 10.000 arbejder, hvoraf hovedparten i dag ikke er tilgængelige for publikum. Det vil også blive muligt at gøre mange slags aktiviteter og innovative læringsmetoder tilgængelige,« skriver fonden i en pressemeddelelse.
40 års liv og arbejde i Paris
Det kommende museums udstilling vil komme til at indeholde flere hundrede værker af Alberto Giacometti, herunder bronze- og gipsskulpturer, malerier og tegninger. Bygningens arkitektur betyder, hedder det i pressemeddelelsen, at værkerne vil blive præsenteret i et exceptionelt miljø og i naturligt lys.
Fondens nuværende lokaler på Montparnasse ligger tæt på den bygning, hvor Alberto Giacometti boede og arbejdede i 40 år. Han var født i Schweiz, hvor han fik sin kunstneriske uddannelse. I 1922 flyttede han til Paris for at studere hos en af billedhuggeren Auguste Rodins elever.

Det blomstrende kunstneriske liv i Paris i 20erne og 30erne tiltrak kunstnere og intellektuelle fra hele verden, og Giacometti omgikkes kendte navne som Joan Miró, Max Ernst, Pablo Picasso og ikke mindst Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.
»Maren å æ woun«
I Danmark er Giacometti kendt for skulpturen »Kvinde på kærre« (på nordjysk »Maren å æ woun«), som står foran det gamle rådhus i Holstebro, og fra kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som har en – også efter international målestok – stor samling af hans skulpturer, der udgør et højdepunkt i museets permanente udstilling.

Det nye museum vil også komme til at indeholde en genskabelse af kunstnerens studio, hans arkiv og et bibliotek.
Det er den international anerkendte arkitekt Dominique Perrault, der sammen med bevarings- og landskabsarkitekter skal står for totalrenoveringen af den gamle jernbanebygning, som ud over museum og kunstskole kommer til at rumme café, restauranter, boghandel og museumsbutik.