Og mon ikke mange kommer til at deltage i festivalens tilbud som film, debatter og guidede ture? For interessen for arkitektur er her. Se bare på udbuddet af tv-programmer om netop arkitektur og boliger. Vi er, naturligt nok, optagede af vores nære omgivelser og af, hvordan vi kan leve gode liv.
Der er god grund til den stærke interesse i arkitekturen, for vi har meget fantastisk arkitektur i Danmark. Når København igen og igen af internationale livsstilsmagasiner udnævnes til at være en af de bedste byer i verden at leve i, skyldes det i høj grad dygtige danske arkitekter. Og så har vi søreme også en stærk arkitektonisk tradition med et historisk bagkatalog, hvor arkitekter som Jørn Utzon, Arne Jacobsen og Henning Larsen ringer klokker hos de fleste.
Vi har også evnet at skabe interessante byrum, hvor arkitekturen understøtter en god demokratisk tanke om, at vi i vores offentlige rum skal mødes på tværs af alle mulige skel, og vi har været formidabelt dygtige til at skabe cykelbyer. Alt det kommer mennesker fra andre dele af verden faktisk til Danmark for at opleve.
På den baggrund er det meget svært at forstå, at den danske arkitektstand er så forbavsende tavs i samtalen om, hvordan vores samfund skal udvikle sig. Når man uddanner sig til arkitekt, tilegner man sig evnen til at tegne visioner for, hvordan det gode liv kan udfolde sig.
Den viden forpligter. Den skal deles, og den bør være et vigtigt bidrag til samtalen om, hvilke rammer vi ønsker omkring vores samfund. Arkitekter har evnen til at formidle deres visioner gennem visuelle udtryk, som de fleste rent faktisk kan forstå. Ikke noget med lange, snørklede sætninger i en tør bog. Arkitekter kan tegne sansemættede billeder af, hvordan vi også kunne gøre. Billeder, som sætter en stor, fed finger på drømmeknappen hos de fleste af os.
At de danske arkitekter ikke bidrager til den debat er mig en gåde. I stedet sidder de på tegnestuerne og venter på, at en rig bygherre banker på døren. Måske skyldes tavsheden, at arkitekterne er bange for at skræmme potentielle kunder væk med (for) vilde og højttravende ideer, måske den blot er et udtryk for, at arkitekterne lige nu har mest travlt med at begræde, at den position, deres berømmede fag-forfædre indtog som nogle, vi lyttede til, er eroderet under fødderne på dem.
Det er sandt, hvis du hører en arkitekt sige, at arkitekter sad med om samfundets højbord for årtier tilbage. Det er også rigtigt, hvis han siger, at de pladser i dag er besat af andre fagligheder. Men det er altså op til arkitektstanden selv at generobre de stole. Arkitekterne har oven i købet evnerne til at gøre det. Hvis arkitekterne i højere grad turde risikere at blande sig med stærke holdninger formidlet gennem deres faglighed, er jeg ret sikker på, at mange har lyst til at lytte.
