Kulturkommentar: Når Netflix besejrer DR Drama, taber dansk kultur

Streamingtjenesterne stjæler ikke bare DRs seere. De stjæler også deres bedste historiefortællere. Og i sidste ende betyder det mindre indhold om dansk kultur, skriver Lasse Marker i denne kulturkommentar.

​Lasse Marker er CEO hos Why Consulting, og han arbejder især med strategisk kommunikation og politisk indflydelse. Peter Klint

I sidste måned kunne DR fortælle, at man stoppede produktionen af den stort anlagte historiske dramasatsning om Leonora Christina Ulfeldt. Mindre end tre uger efter kom nyheden om, at tidligere dramachef Christian Rank stopper på posten.

Anonyme kilder fortæller til flere medier om mange sygemeldinger på projektet. Efter DR stoppede produktionen, fortæller både Danske Filminstruktører og Dansk Skuespillerforbund, at deres medlemmer er vrede og ikke længere har tillid til DR. Alt dette sker i en tid, hvor 415 filmfolk har sendt en samlet erklæring til producenterne i TV-branchen, hvor de protesterer over usunde arbejdsmiljøer.

Den danske film og tv-branche står i en mærkværdig situation, hvor der på den ene side er stor international efterspørgsel på dansk indhold, imens der samtidig er for få medarbejdere til at skabe det. Den udvikling ser hverken ud til at stoppe eller stagnere – tværtimod.

Det synes efterhånden at være en fjern fortid, da DR formåede at samlet hele landet om skærmen søndag aften. En ny undersøgelse viser også, at Netflix allerede har overhalet DRTV som landets mest populære streamingtjeneste.

Konsekvensen af Netflix' sejrsgang er mindre indhold, der handler om dansk kultur. De danske filmforskere og anmeldere kan ikke længere tale om DR-serier, der samler nationen. Den sammenhængskraft, DR Drama tidligere har skabt, og som endda efterspørges i det seneste medieforlig, må licensbetalerne for nuværende se langt efter.

»Taxa«, »Nikolaj og Julie« og »Forbrydelsen« er tre eksempler på TV-serier, der bidrog til den nærmest mytiske status, DR Drama havde for år tilbage. Skaberen af disse serier hedder Søren Sveistrup, og når hans næste projekt får premiere, sker det ikke søndag aften hos DR. »Kastanjemanden« får i stedet premiere hos Netflix.

Det er ikke landets dygtigste filmfolks ansvar at holde hånden under DR Drama. Løsningen på den danske dramakrise må derimod være en politisk af slagsen.

For det første må man sørge for, at de udenlandske giganter producerer mere dansk indhold, end tilfældet er i dag. I forvejen er streamingtjenester som Netflix pålagt at investere to procent af deres omsætning i Danmark i nyt dansksproget indhold. Spørgsmålet er, om det er nok?

For det andet må man give de danske producenter større muskler, så de er i stand til at tage kampen op mod de udenlandske giganter. Her gik den tidligere VLAK-regering den modsatte vej, da de gennemførte varige besparelser på DR for 428 mio. årligt.

For det tredje må man sørge for, at de danske filmskoler har mulighed for at imødekomme den stigende efterspørgsel på arbejdskraft. Også her er man de seneste år gået den modsatte vej. Den Danske Filmskole var således underlagt årlige 2-procentsbesparelser i perioden 2016-2019.