Kommunisten Pernille Skipper blev så forarget, at hun ville hæve arveskatten endnu mere. Det samme ville socialdemokraten Rasmus Stoklund, som tilføjede noget i retning af, at en stor arv gør os til store idioter. Og fremtrædende mediefolk, herunder Niels Lunde fra den ellers så erhvervsvenlige avis Børsen, mente at kunne høre nogle forfædre rotere i graven.

Hvorfor? Fordi en mand i denne uge havde kørt sin bil i en sø.

Det var selvfølgelig ikke tale om en vilkårlig mand, men om en rigmand, og endnu værre: En rigmand, der havde arvet sin formue. Dem er der ikke mange af i Danmark, og når de engang imellem gør opmærksom på sig selv, ender det som regel galt. Tænk bare på DRs dokumentar om Christian Kjær, hvor der var fri jagt på mandens værdighed.

Selv sagde Anders Kirk Johansen efter ulykken: »Jeg er glad for, at det ikke var min Rolls-Royce.« Sjovt sagt, men det har næsten været endnu mere sjovt at se, hvordan selvironi lokker småligheden frem hos folk.

Forhistorien er følgende: LEGO-arvingen Anders Kirk Johansen ville en dag teste, om isen på hans egen sø kunne holde til lidt iskørsel. Så han rullede ud på isen i sin Suzuki Jimmy og erfarede, at det kunne den ikke. Heldigvis havde han ladet vinduet stå åbent, så han kunne kravle ud af bilen, da den begyndte at synke.

Misundelse er en folkesygdom

Historien kunne have sluttet her, men det gør den ikke, fordi Kirk Johansen forinden havde spurgt sine følgere på Instagram, om de troede, isen kunne holde – og bagefter viste dem et billede af, at det kunne den ikke.

Nu blev det i stedet et anliggende for ham og den del af Danmark, der ikke ved, hvor de selv slutter, og andres liv og formue begynder. For venstrefløjspolitikere, der benytter selv den mindste anledning til at fantasere om andres penge, og for menigmand, som vist aldrig selv har taget en risiko og bevæget sig ud på den tynde is. Ikke at politikerne har det, i øvrigt.

Turen på isen blev således en tændsats for folkesygdommen misundelse. Engang en dødssynd, i dag en drift på linje med seksualdriften. Hvis Anders Kirk Johansen havde været en almindelig middelklassemand, der havde kørt sin Peugeot 208 ud på isen et sted i Jylland, hvor man excellerer i den slags, havde folk rystet på hovedet og passeret kværulantgaden. Men nu ejer han et gods og en bilpark og har endda selv anlagt søen – og så bliver det pludselig et argument for at hælde flere skatter ned i hovedet på de rige svin samt en anledning til at kloge sig på, hvordan de skal bruge deres penge. Og det skal selvfølgelig ikke være på flotte biler, men på noget, der indfrier verdensmålene og ikke aktiverer det gennemsnitlige mindreværd.

De fleste af os kan ellers godt trænge til noget mere exces og mindre leverpostej. Vi er alle tyndslidte af covid-19-fatigue og har fået nok af Zoom-møder, pestlitteratur, mundbind, virologer og vores eget hjem. Men den tid, vi sparer på transport og brok over chefen ved kaffemaskinen, bruges nu på at granske andres liv, for tænk, hvis nogen gør eller har noget, vi selv kun kan drømme om? Det daglige smittetal for covid-19 burde ledsages af en graf over folkemisundelsen, der er røget op gennem loftet og virker meget mere smitsom end den britiske variant.

Fra dødssynd til drift

Når dødssynden misundelse (invidia) skildres i kirkemalerier, ser vi som regel en mand med voldsomme mavesmerter. I dag er smerterne rykket sydpå og residerer omkring ballerne. Det skyldes, at misundelsen ikke længere er noget, man undertrykker af flovhed, men udtrykker på sociale medier, som regel maskeret som moralsk overhøjhed.

Således har Anders Kirk Johansen hørt for, at det ikke er »bæredygtigt« at køre sin bil i søen (haha), at det ikke er passende i disse covid-19-tider at vise sin rigdom frem, og at hans stunt vidner om hans privilegieblindhed samt nærer utilfredsheden med den stigende ulighed – i verden.

Ja, helt ærligt, han kunne godt tænke lidt mere på ozonlaget og analfabetismen i Afghanistan, før han kører sin egen bil i sin egen sø for egen regning.

Selv sagde Anders Kirk Johansen efter ulykken: »Jeg er glad for, at det ikke var min Rolls-Royce.« Sjovt sagt, men det har næsten været endnu mere sjovt at se, hvordan selvironi lokker småligheden frem hos folk.

Reaktionerne fortæller os, at rigmænd helst skal leve som asketer, sige undskyld for deres privilegier og så ellers betale mest muligt til den såkaldte »fælleskasse«, som langt de fleste kritikere ikke selv bidrager særligt meget til.

Tværtimod nyder de godt af, at andre engang har satset alt for en idé og en drøm og betalt for det med afkald. Indtil de en dag fik succes. Legofamilien har således forsynet Danmark med massive skatteindbetalinger, arbejdspladser og enorme eksportindtægter, ligesom de har givet vores børn verdens måske bedste alternativ til iPad og PlayStation.

Tak for det.

Og tak til kritikerne for underholdningen.

Hvis vi kan indføre en skat på misundelse, har vi hurtigt betalt regningen for covid-19.