Vores anmeldere hylder Elton John og »Rocketman«: Poppens narko-Mozart underholder i velfungerende flødeskumsmytologi

»Jeg burde ikke kunne lide den her omgang flødeskumsmytologi, men det kan jeg. Undskyld!, « skriver musikeren og oversætteren Kenneth Thordal. Berlingskes filmanmelder er lidt mere forbeholden: »Filmen er ikke helt vellykket og rammer aldrig de helt høje toner, men har en god pumpende energi og stor skønhed.«

kultur ROCKETMAN
»Rocketman« skildrer på bedste vis de flamboyante 1970'ere i musikbranchen. Fold sammen
Læs mere
Foto: © 2018 PARAMOUNT PICTURES. Pho

Berlingske har bedt Kenneth Thordal, der er musiker, sangskriver og oversætter samt Søren Damm, der er fast anmelder på Berlingskes kulturredaktion, anmelde Elton John-filmen »Rocketman«, der har premiere i dag.

Så oppustet og patosfyldt, at det er ved at eksplodere

Kenneth Thordal, musiker, sangskriver og oversætter
★★★★★☆

Rocketman
Instruktion: Dexter Fletcher
Spilletid: 121 minutter
Medvirkende: Taron Egerton, Jamie Bell, Richard Madenn, Bryce Dallas Howard, m.fl.

For at være artig og pænt passe min engangsanmeldertjans ville jeg lige bruge et par minutter på at tjekke Elton Johns bagkatalog, og vupti dukkede soundtracket til »Rocketman« op, da jeg søgte på ham.

Jeg skimmede de nyindspillede sange og fik frygtelige associationer i retning af moderne mainstream-musical, hvor alle står midt på scenen med afblegede ejendomsmæglersmil og vifter med hænderne som en flok retarderede mimere, mens de synger den højeste tone, de kan komme i nærheden af. Det var derfor med en ikke ringe portion skepsis, at jeg satte mig til rette i biografsædet, og så jeg skal jeg da ellers lige love for, at alle mine fordomme blev bekræftet. Fedt!

»Rocketman« er for meget - på alle planer; der bliver ikke bare spillet, men hamret igennem på alverdens musikalske, visuelle og dramaturgiske tangenter, men det matcher perfekt med Elton Johns brillantbesatte briller, tårnhøje plateauhæle og karnevalskostumer, der bliver mere og mere flamboyante og vanvittige, som hans berømmelse vokser i takt med hans selvhad. Psykologien er på stavepladeniveau; lille følsom og talentfuld dreng med iskolde forældre og så videre. Det er »Den grimme ælling« igen-igen, men pyt. Det virker.

Vi begynder i orkanens øje: Elton vælter i fuldt orange glamglitterornat og gigantisk fjerprydelse ind til et AA-møde. Han fortæller om sin alkoholisme, sit kokainmisbrug, sin bulimi og så videre, men bedyrer at han havde en lykkelig opvækst, mens klip fra barndommens bundfrosne britiske middelklassehjem naturligvis viser noget helt andet.

Derefter bevæger vi os kronologisk fra lille Eltons tilfældige møde med musikken til hans verdensomspændende superstjernestatus, kampen med at være homoseksuel og efterfølgende forudsigeligt misbrug. De mange klip, hvor Elton i terapiens fantasier gennemlever tidligere hændelser og guddødemig ender med at kramme sig selv som barn, er … Nå ja. Det er jo Elton John - og han går ligesom ikke i små sko, vel? - så på en eller anden måde, køber man den.

Kenneth Thordal, musiker, sangskriver og oversætter

»Psykologien er på stavepladeniveau; lille følsom og talentfuld dreng med iskolde forældre og så videre. Det er »Den grimme ælling« igen-igen, men pyt«


Taron Egerton, der spiller Elton, synger også sangene. Man har valgt at omarrangere dem, så de passer ind i det filmiske univers, og det er virkelig gennemført gjort. Hvor soundtracket hørt alene er så oppustet og patosfyldt, at det nærmest eksploderer, så fungerer det forbavsende godt, når det bliver afspillet tordnende højt til de mange flotte og flippede 60er- og 70er-tableauer.

Egerton en en glimrende popsanger, der lyder lidt a la Robbie Willams, og på forunderlig vis slipper filmen afsted med at bruge Elton Johns sange som en meningsbærende del af filmen. Hans liv kommer simpelthen til at fungere som en slags rammefortælling omkring sangene, selvom Bernie Taupin givetvis har haft alt muligt andet i tankerne, da han skrev teksterne.

Elton John har solgt 78 millioner albums i løbet af sin karriere. Fold sammen
Læs mere
Foto: © 2018 PARAMOUNT PICTURES. Pho.

Sammenligningen med sidste års »Bohemian Rhapsody« er oplagt, og den falder ud til »Rocketmans« fordel. Selv om alt er stanset ud i stål og vanvittigt forudsigelige klicheer, så er filmen, dens hovedperson og musikken bare mere charmerende end det glatte Queen-univers.

Og det kan godt være, at Rami Maleks Oscarvindende kunstige tænder lignede hele Freddie Mercury, men jeg vil hellere være i selskab med Taron Egertons ret nedtonede Elton, hvor meget af dramaet ligger i små blik bag store briller. I forhold til klassiske musikerfilm som fx »Ray«, »The Doors« og »Cash« er vi ovre i et mere syret formsprog, der kan minde om »Velvet Goldmine« eller sågar »The Wall«, hvor sangene jo også er handlingsbærende.

»Rocketman« gør os ikke klogere på sangskrivning, kreative processer og den slags, men hey, nettet bugner af dokumentarer, der prøver at løfte de magiske slør og invitere os ind i troldmændenes værksteder. Til slut bryder filmen publikumskontrakten med lidt leksikal trivia om Eltons Johns nu mangeårige lykkelige ægteskab, hans ædruelighed og gigantiske økonomiske bidrag til kampen mod aids.

Det kunne jeg nok selv have googlet, men også det bærer man over med. Filmen er for meget, sangene er for meget, Elton og hans klovnekluns er for meget, og det er såre menneskeligt alt sammen.

Jeg burde ikke kunne lide den her gang oppiskede flødeskumsmytologi og dens overproducerede retropop, men det kan jeg, og da jeg næppe skal anmelde noget igen, må jeg hellere få fyret fem fuldfede, funklende similibesatte stjerner af. Undskyld!


Piano-poppens Mozart drukner i stoffer og musical-ambitioner

Søren Jacobsen Damm

★★★★☆☆
Rocketman
Instruktion: Dexter Fletcher
Spilletid: 121 minutter
Medvirkende: Taron Egerton, Jamie Bell, Richard Madenn, Bryce Dallas Howard, m.fl.

“Rocketman” er en flamboyant, men overfladisk skildring af Elton Johns rejse fra forknyt skabskunstner over selvdestruktionens dybe dale til genrejst popkonge

Efter de første 15 minutter af »Rocketman« måtte jeg lige tage en dyb indånding, da jeg, vel vidende at filmen varede 121 minutter, allerede havde overværet adskillige scener, hvor skuespillerne - gerne ude af trit med handlingen -  spontant og mere eller mindre animeret brød ud i skrålende sang i bedste Broadway-stil.

Elton John (her i skikkelse af Taron Egerton) er det fjerde mest sælgende soloartist i historien Fold sammen
Læs mere
Foto: © 2018 PARAMOUNT PICTURES. Pho.

Det er ikke, fordi der ikke findes gode musicals, men lige netop Elton John, eller Reginald Dwight, som han blev døbt, burde være interessant nok og have levet et vildt nok liv, til at filmen ikke brugte for meget tid på malplaceret sang og dans.

Heldigvis ændrer filmen, ligesom filmens hovedperson, karakter efter den obligatoriske blotlægning af Elton Johns problematiske psykologi, grundet i barndommens traumer. Fortællingen går over i en mere klassisk biografisk fortælling om den lavstammede, skallede, homoseksuelle superpianist, der med sine nærmest mozartske evner erobrer alverdens hitlister i starten af 1970erne. En overgang er han ansvarlig for hele fem procent af verdens samlede pladesalg, og siden er han gået over i historien som den fjerdebedstsælgende soloartist i historien.

Filmens svaghed er den lidt for åbenlyse ambition om, at »Rocketman« nemt og gnidningsfrit skal kunne transformeres til en milliardforretning på musicalscenerne i London og New York. Det virker, som om musicalen er planlagt før filmen.

Netop det teatralske element i filmen får også visse af de skildrede miljøer til at fremstå som kulisser og gør mange af karaktererne overfladiske. Og netop ideen om, at man synger om de skjulte følelser og motiver i stedet for at anvende antydningens kunst i skuespillets store arsenal, gør, at den psykologiske udredning af multi-misbrugeren og selvhaderen Elton John indimellem proppes ned i halsen på tilskueren. Det vil utvivlsomt fungere fremragende på Broadway.

Taron Egerton, der brød igennem som millinium-generationens James Bond i »Kingsman«, kæmper en beundringværdig kamp med rollen som Elton John. Han leverer en imponerende fysisk præstation og fremstår - på trods at sit naturlige gode udseende - troværdig som den flamboyante grimling.

Taron Egerton gør det forrygende som Elton John i »Rocketman«. Fold sammen
Læs mere
Foto: © 2018 PARAMOUNT PICTURES. Pho.

Helt centralt i historien om Elton John er hans musikalske makker og selvvalgte bror og ven Bernard Taupin (spillet med fin fornemmelse af Jamie Bell). Taupin har gennem et helt liv forsynet Elton John med teksterne til stort set alle hans største hits. Vi følger deres første overrumplende ordinære møde på en cafe, der bliver startskuddet til den mest succesrige singer-songwriter duoer i pophistorien, på nær Lennon/McCartney. Desværre dykker filmen ikke nok ned i den fascinerende relations magiske dynamik. Det er ærgerligt.

Til gengæld er dyrkelsen af Elton Johns tiltagende odiøse dragter, briller, stoffer og elskere, filmens æstetiske gevinst. Popkongens nedstigen i Dantes 9. narkoring er flot, en depraveret tour de force, og skildringen af det hedonistiske musikmiljø i 70erne er interessant for alle, der nogensinde har elsket de store pop piano-klassikere fra de gyldne 70ere.

Filmen er ikke helt vellykket og rammer aldrig de højeste toner, men den har en pumpende energi og momentvis stor skønhed. Personligt havde jeg foretrukket en mere regulær undersøgelse af geniet Elton John og hans musikalske samtid og relationen til Taupin, men man kan ikke få alt, hvad man vil her i livet, ikke engang - som filmen tydeligt viser - hvis man Elton John.

Filmen skal dog anbefales. Særligt hvis man er til musicals og Elton John, er den et must.