Elton John sagde værdigt farvel med en pophistorisk tour de force

Elton John optrådte med en 72-årigs autoritet og en ung mands entusiasme, da han på sin sidste turné spillede den første af to koncerter i Royal Arena.

British rock legend Elton John in Royal Arena Copenhagen
Elton John sagde farvel med fem-stjernet stil. Han besøgte Royal Arena som led i sin 'Farewell Yellow Brick Road Tour' lørdag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Elton John er ifølge eget udsagn udstyret med fingre »på størrelse med cocktailpølser«. De er så korte, at han som ung måtte opgive planerne om en karriere som klassisk pianist, og gudskelov for det! For ellers var vi gået glip af det mageløse popfænomen, der lørdag aften satte sig ved flyglet i Royal Arena i København på sin sidste turné nogensinde.

Og hvilket farvel! Elton John optrådte med den autoritet, man kun får af et langt liv på scenen, kombineret med nestorens musikalske overblik. Allerede da Elton åbnede popballet med »Bennie and the Jets«, var det tydeligt, at 72 år med sex, drugs and rock'n roll ikke har rokket mange tødler ved det talent, der skabte ham: Stemmen er blevet en smule dybere med årene, men er stadig fuld af kraft, og de verdensberømte cocktailpølser dansede over tangenterne med den samme intuitive elegance som altid.

Koncerten lagde ud med »Bennie and the Jets«, og tre timer senere havde vi været omkring flere årstiers pophistorie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen.

Eksplosion af similisten

Elton John spillede derudad, vidunderligt befriet for andre dikkedarer end den sædvanlige eksplosion af similisten og overdimensionerede briller. Den tre timer lange koncert blev eksekveret med en entusiasme, så man skulle tro, at året var 1970, og Elton John var i gang med sin første verdensturné, ikke sin sidste. Han havde taget band med, men scenen var Eltons, og flere gange klarede han og flyglet sagerne solo, bl.a. på »Candle in the Wind«.

Elton John sprang frem og tilbage i den pophistorie, han har været en del af i mere end fem årtier, og han havde plukket bredt i det monstrøse bagkatalog. Han leverede »Border Song« fra dengang, han kun lige havde krænget fødenavnet Reginald Kenneth Dwight af sig, før han spillede en indfølt version af »Tiny Dancer« fra 1972. Han sang sig ud på popnostalgiens overdrev med »Rocket Man« og »Daniel«, og der var eltonsk 80er-melankoli på »I Guess That's Why They Call It the Blues«.

Elton John holdt et par små taler i løbet af aftenen, hvor han takkede publikum for opbakning gennem en lang karriere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen.

Og sådan fortsatte det ellers. Aftenen i Royal Arena var ikke bare en tour de force i popmusikalsk talent, men også en demonstration af, hvad popkulturen kan. Elton John har for længst sunget sig til en status, der rækker langt ud over musikken, og er blevet fællesreference for flere generationer, der nu sad med deres blinkende Elton-merchandisebriller i mørket og lod sig forføre. Popstjernen kvitterede undervejs ved at takke for den loyale opbakning, det danske publikum har givet ham igennem en lang karriere, og han benyttede også anledningen til lidt halvbanal politiseren, hvor han udtrykte håb om mere kærlighed og mindre Brexit.

Et par irritationsmomenter

Der var småting, der irriterede en smule undervejs. Især forekom storskærmsshowet til tider malplaceret og unødvendigt. Elton John er en seværdighed i sig selv, og publikum vil hellere se similigiraffen for fuld pianoudblæsning end forstyrres af film, der forekom uden for kontekst. Og indimellem blev koncerten trukket rigeligt i langdrag.

Elton John gav en uhyre veloplagt rundvisning i bagkataloget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen.

Men koncertens sidste tre kvarter, hvor Elton John trykkede popspeederen i bund og fik de 13.000 primært midaldrende danskere til at rejse sig fra siddepladserne og danse til blandt andet »Sad Songs« og »I'm Still Standing«, var et af de små, store momenter, der minder én om, hvorfor man skal se at komme hjemmefra, når koryfæerne besøger byen. Og da han tog hul på »Don't Let the Sun Go Down on Me«, som han engang indsang i en mesterlig duet med nu afdøde George Michael, forstod vi det. Vi skal nyde ikonerne, mens vi har dem.

Det havde ikke været en rigtig Elton John-koncert uden lidt gakkerier i kostumeafdelingen, og efter et par forskellige pailletjakker, dukkede han op til ekstranumrene («Your Song« og »Goodbye Yellow Brick Road«) i slåbrok. Som for at understrege, at han nu skal hjem og hvile sig og være sammen med familien. Men aftenens optræden i Royal Arena viste, at Elton John er lysår fra at være en færdig mand. Kan det passe? Var det virkelig FarvElton? I så fald var det en umådeligt værdig afsked.

Elton John, Royal Arena lørdag aften. Koncerten er en del af »Farewell Yellow Brick Road Tour«, som består af 300 koncerter og slutter i 2021. Elton John giver to koncerter i København og spiller igen den 6. juni – for allersidste gang.