Rejseliv var inviteret af Australienrejser.dk og Singapore Airlines.
I det sydlige Australien ligger en af landets internationalt mest kendte vinegne, Barossa Valley. Og det er med god grund, at netop vine her fra området med det middelhavslignende klima hitter verden over.
En af de første europæiske bosættere i regionen, Johannes Menge, beskrev i 1836 Barossa som ’fløden, al fløden og intet andet end fløden’. Og den beskrivelse passer også den dag i dag.
Vi er taget på en dagstur til Barossa Valley i den australske stat South Australia, en god times kørsel nord for hovedbyen, Adelaide.
I Barossa er det grønt og frodigt, selv når det er vinter her Down Under. Og dermed ligner vinområdet med de bølgende bakker og dale ikke de tørre, beige-farvede forestillinger, vi havde om Australien, før vi satte fødderne her, men nærmere det middelhavsområde, det så ofte bliver sammenlignet med.
Vores erfarne guide for dagen er Mary Anne Kennedy, der har guidebureauet Taste of South Australia. Hun er et helt fantastisk opslagsværk af viden om egnens historie og vinene, der bliver produceret her – og producenterne bag.
På vej mellem to vingårde glider kilometervis af vinranker forbi bilruden. Og pludselig bliver vores blik fanget af 10-15 kænguruer, der ligger og står midt mellem rankerne – som for at slå en stor, fed streg under, hvor i verden vi er. For de lokale er der intet specielt ved synet, der får fotografen og mig til at udbryde en strøm af ’ihhh’ og ’åhhh’. Men for os heroppe nordfra er det noget helt særligt at se flokke af kænguruer i det fri.
Mary Anne Kennedy kaster beredvilligt bilen ind i rabatten, så vi kan tage billeder og filme kænguruerne, som de hoppende forsvinder ned langs rækkerne af vinranker, mens de kigger nærmest irriteret på os mennesker, der sådan er kommet brasende og har forstyrret deres fredelige formiddag.
Vinområdet Barossa Valley blev grundlagt af primært tyske indvandrere for mindre end 200 år siden, fortæller Mary Anne Kennedy. De var vant til at dyrke vin hjemmefra, så det var oplagt for dem at forsøge sig med netop den afgrøde i deres nye land langt mod syd.
Den moderne vingård
Første officielle stop på vores vintur i Barossa Valley er vingården Two Hands Wines. Bag vingårdens ’cellar door’, der fører til alt andet end en dunkel vinkælder, er glas og flasker klar til, at vi og andre besøgende kan smage på gårdens vine.
Det er som at træde ind i en lun dagligstue indrettet med dybe lænestole foran en knitrende pejs. Foran pejsen ligger en hund og gasser sig, kigger dovent op, da vi træder ind, og giver et lille halvhjertet slag med halen. Der er ingen grund til at hidse sig op over besøgende.
På den anden side af døren er flere små spiseborde side om side klar til at tage imod sultne gæster. Vi nøjes dog med at tage plads i den lange bar, hvor der er dækket op til vinsmagning.
Two Hands er en af de moderne vingårde på egnen. Her er det ikke fortidens historie, der er i fokus, men nutidens muligheder og begejstring.
Lad det være sagt med det samme – det kan virkelig anbefales at have en guide med på vin-smagningsrundtur. Med Mary Anne Kennedy som chauffør og guide kan vi med god samvittighed smage på alt, der bliver sat foran os – og stik imod vinsmagningsetikette spytter vi ikke ud, men synker hver en dråbe. Man er vel opdraget til ikke at levne…
Hos Two Hands, der er en forholdsvis ung vinproducent, tager de vinproduktionen alvorligt, men præsenterer deres vine med humor. Etiketterne på vinflaskerne er ikke blot deres logo med to hænder, men en kunstnerisk serie af billeder og kække beskrivelser, med vinnavne som ’The Boy Riesling’, der trods det unge navn er lavet på druer fra 103 år gamle vinranker. Vinen ’Gnarly Dudes’, som har en tung, krydret smag, er skabt på Shiraz-druen, der er en af de mest populære druer her på egnen.
Two Hands er en af egnens vingårde, der også eksporterer til Danmark, så det er ikke usandsynligt, at de souvenirglas, vi tager med herfra, igen bliver fyldt med dråberne, de er skabt til at favne.
Uendelige bakker
Ad snirklede veje tager Mary Anne Kennedy os med videre til et af de højeste punkter i Barossa Valley, så vi kan få en fornemmelse af områdets omfang. Fra udkigspunktet glider blikket nærmest i det uendelige over bakket, frodigt landskab og et utal af små og store vingårde, vinranker og græssende køer badet i solskin fra en lysende blå himmel.
Men det er ikke bakkerne eller solen i sig selv, der gør dette til et af de største og internationalt mest kendte australske vinområder, om end jordbunden og solens stråler er afgørende for den høje kvalitet af druerne, der vokser her.
Historisk er her også meget at komme efter. Nogle af verdens ældste Shiraz-ranker er mere end 150 år gamle og findes lige præcis her.
Vi er her i august, som er vinter her Down Under, så temperaturen er trods solskinnet til lange bukser og frakker. Det er da også de færreste turister, der vælger at rejse til den sydlige del af Australien på denne årstid, for længere mod nord er den australske vinter langt varmere end den danske sommer. Men det er en stor fejl at forbigå denne sydlige perle.
Vi nyder at have vejene og vingårdene så godt som for os selv. Nyder, at de ansatte på vingårdene har god tid til at fortælle om deres særkende og egnens specialiteter.
Den ældste vingård
Jeg plukker en knytnævestor citron af et træ hos Yalumba, der er næste stop. Det er en af de ældste familieejede vingårde i hele Australien. Gården blev grundlagt i 1849, og i dag er det femte generation, der står for gårdens produktion – med sjette generation allerede i fuld sving og klar til at overtage efter forældrene, når den tid kommer. Som en af de eneste vingårde har den aldrig været på andre hænder end familiens.
Mellem solens stråler fletter fortiden sig elegant sammen med nutiden i de nænsomt istandsatte bygninger. På Yalumba tager de selv hånd om alle dele af processen – fra dyrkning til flaskning over hjemmelavede tønder.
Her holder de fast i gamle traditioner, hvilket også trækker besøgende til. Dog er vi de eneste på besøg denne eftermiddag, men en stor parkeringsplads vidner om betydeligt travlere dage.
Yalumba er en af de sidste vingårde, der selv laver vintønderne, de bruger.
I en højloftet, ladelignende bygning ligger tøndeværkstedet, hvor vi kan følge et håndværk, som kun få i dag kan levere. Tanken bag er et ønske om at have absolut kontrol over kvaliteten af egefadene, der bliver brugt til at lagre vinene på. Desværre kigger vi indenfor på en dag, hvor tøndeproduktionen ligger stille, så det er blot værktøj og halvfærdige tønder, vi kan se, om end det er let at forestille sig hektisk aktivitet i det store, smedjelignende værksted med forskellige stop for hver process, de enkelte tønder skal igennem, inden de står klar til at lagre vinen.
Det er, som om der er højt til loftet overalt på den gamle familiegård, for også vinsmagningen foregår i et lokale med højt til loftet og en følelse af, at vi sidder i en ombygget lade.
Yalumba dyrker primært Cabernet Sauvignon og Shiraz, begge druesorter, der trives godt her langt mod syd og er blevet kendetegnende for australske vine.
Portvin så gammel som mormor
Har du nogensinde smagt en portvin på alder med din mormor? Jeg har. Og den var blød og rund, præcis ligesom min 97-årige mormor Anna.
Familien er også i fokus på næste stop på vores tur rundt i Barossa Valley. Men denne gang er det vores egen familie – fotografen Lise Balsby og jeg er kusiner med samme mormor, så Seppeltsfield bliver en helt særlig oplevelse for os.
Et af tilløbsstykkerne på vingården Seppeltsfield er deres portvin. De har en imponerende samling bestående af verdens længste ubrudte kæde af portvinsårgange samlet gennem mere end 100 år – så her er tønder helt tilbage fra 1878.
Op ad trapper går det, før vi står lige under taget med blottede tagspær, omringet af knæhøje tønder på lange rækker, sirligt sorteret efter årstal. Langs indervæggen ligger mandshøje tønder, der markerer særlige begivenheder som f.eks. den britiske prins Williams bryllup med Kate. Set med danske øjne undrer det, at der ikke er en tønde, der markerer vores egen kronprins Frederiks bryllup med australske Mary. Men hvis deres vej en dag skulle gå her forbi, må de to – som alle andre besøgende med et særligt forhold til netop 2004 – nøjes med at smage på portvinen i den knæhøje tønde mellem alle de andre.
Vi bevæger os ned langs rækkerne af knæhøje tønder, indtil vi står ud for en markeret med vores mormors fødselsår: 1920.
Manager Nigel Thiele lirker med en ærbødig mine proppen øverst i tønden af og stikker en lang pipette ned i mørket for at suge en smagsprøve på de næsten 100 år gamle dråber op til os. Vi studerer farven, dufter til portvinen i det lille glas og smager til sidst på den. Rund og alligevel skarp. Ved tanken om alt det, der er foregået i verden, siden nogle nu for længst afdøde arbejdere her på gården hældte vinen på tønden i 1920, bliver vi lige så ærbødigt stille som Nigel Thiele. Det er noget helt særligt at stå her midt i 100 års portvinshistorie, der har ligget gemt på loftet gennem krige, finanskriser og teknologiens vilde fremmarch.
Selvfølgelig er det også muligt at købe en flaske med portvin fra ens foretrukne årgang. Og vi leger med tanken om at give mormor en lille personlig hilsen fra Australien, men dropper det, da vi ser prisen på 2.500 kr. for 100 ml. Hun må nøjes med at se billederne og høre vores beskrivelse.
Inden vi kører videre mod næste vingård, sætter vi os til bords i restaurant Fino, der at dømme ud fra antallet af gæster til frokost denne helt almindelige hverdag er en populær destination – også for de lokale, kan Mary Anne Kennedy fortælle. Og det med god grund.
De senere år er der kommet et stort fokus på lokal mad her i South Australia, hvilket har givet plads til dygtige og kreative kokke, der fokuserer mere og mere på lokale råvarer og fortidens egnsretter. En tendens, der minder meget om udviklingen af det nye nordiske køkken, vi kender hjemme fra Danmark.
På Fino kommer grøntsager og kød fra gårde tæt på. Det sprøde og bløde brød bliver bagt på stedet. Og som en lille ekstra detalje er omdrejningspunktet retter, der kan deles. Det er frokosthygge, når det er bedst – god, veltilberedt mad, gode lokale vine, lyse og rare omgivelser. Der er ingen grund til at gøre det mere kompliceret.
»Det bedste sted i Autralien til en lang frokost,« har den australske madanmelder John Lethlean sagt om Fino. Desværre har vi et stramt program, så frokosten bliver kort, og vi må videre til næste vinsmagning. Hvilket jo heller ikke er så tosset endda.
