Den lette tåge, der har ligget over Akaroa hele dagen, har fået et endnu mere mystisk skær her hen ad aftentide. Vi står og besigtiger byen og bugten fra oven på det første fotostop på vores vej mod Pohatu-bugten, hvor New Zealands største koloni af dværgpingviner befinder sig.
»Hele Banks Peninsula er oprindelig blevet skabt af vulkaner, så lige nu står vi på det, der engang var kanten af krateret,« fortæller vores guide, Kevin Parthonnaud, med tyk fransk accent.
Han har bosat sig i Akaroa, fordi han er blevet gift ind i det familieforetagende, der står bag pingvinudflugterne, men som mest af alt arbejder for at hjælpe de truede pingviner, som der er blevet færre og færre af, siden de europæiske tilflyttere kom til landet og medbragte invasive dyr og planter, som newzealænderne stadig den dag i dag kæmper med at holde i skak.
At vores guide, Kevin, er faldet for Akaroa, skyldes også, at han har studeret naturbevarelse og oprindelig kom for at arbejde med pingvinprogrammet. Og så har det måske også hjulpet, at Akaroa er den mest franske by i hele New Zealand, så han hurtigt følte sig hjemme, fortæller franskmanden, mens vi kører videre ad den smalle og snørklede grusvej mod Pohatu-bugten.
Forklaringen på, at Akaroa er så fransk, rummer en meget sjov, lille historie. En fransk kaptajn købte i 1838 en masse jord i Akaroa af maorierne og drog tilbage til Frankrig for at tilskynde til fransk immigration. Men før han nåede tilbage med sit følge af franske nybyggere, var englænderne kommet ham i forkøbet og havde rejst Union Jack over Akaroa. Men nu hvor franskmændene var kommet så langt, slog de sig alligevel ned, og derfor bærer mange af vejene i byen stadig franske navne i dag.
»Der er stadig indbyggere, der har franske aner, men de fleste af os har nu britiske aner, så det franske islæt bevarer vi mest for at tiltrække turisterne,« siger vores anden guide, Susan Help, der er datter i familieforetagendet, med et ordentligt stænk britisk sarkasme i stemmen.
Pingviner på nært hold
Da vi er fremme ved Pohatu-bugten er vi blevet en del klogere på såvel Akaroas historie som naturbevarelse i New Zealand, for på køreturen har Kevin Parthonnaud både styret den firhjulstrukne minibus op og ned ad stejle bakker og rundt i skarpe sving, samtidig med at han ivrigt har fortalt om de dyr og planter, der skaber problemer for naturen på New Zealand i dag – og især for pingvinerne.
»Oprindelig var der ingen landlevende pattedyr på New Zealand, men siden europæerne medbragte firbenede dyr som fritter, hunde, katte og hermeliner, er pingvinerne blevet truet og tæt på udryddet,« fortæller Kevin, mens han deler camouflage-ponchoer og kikkerter ud til os.
»Pingvinerne er vant til, at vi er iklædt camouflage, så de ved, at vi ikke er farlige, når vi har dem på,« forklarer han og lister reglerne op for os, som primært består i ikke at røre pingvinerne, ikke at lyse på dem og ikke at fotografere med blitz, selv om tusmørket har sænket sig over os.
Mens Susan Helps hold får iklædt sig udstyret, får vi lov at give mælk i sutteflaske til en masse små lam, der hører til hendes forældres gård, som udgør basen for pingvinbeskyttelsesprogrammet. Når man ser, hvor mange får og lam der er overalt i New Zealand, er det skørt at tænke på, at også de er blevet medbragt fra Europa.
At turen først begynder ved skumringstid, er der gode grunde til, for pingvinerne tilbringer altid dagtimerne i vandet og vover sig først op på land efter mørkets frembrud. En vigtig del af deres sociale liv foregår netop i vandkanten ved skumringstid, fortæller Kevin. Det er her, de socialiserer og finder deres potentielle partner. Som en slags fyraftensbar for pingviner.
Men før vi skal se det i praksis, skal vi være med til at tælle pingviner i de konstruerede reder. En del af pingvinbeskyttelsesprogrammet går nemlig ud på at skabe trygge reder for pingvinerne i habitatet, der er indhegnet, og hvor der er opsat fælder til at fange eventuelle firbenede fjender.
Vi har ‘bid’ i første hug og ser to små, pjuskede hoveder stikke op fra redekassen, og Kevin noterer redens nummer og antallet af pingviner i en lille bog. Og sådan fortsætter vi med lidt flere reder, indtil mørket har sænket sig tilpas meget til, at vi trækker ned mod kysten.
Til at begynde med er det svært at skelne pingvinerne fra sten i vandkanten. Denne pingvinart, som også kaldes ‘little blue penguin’, er da også verdens mindste – men da vores øjne begynder at vende sig til mørket og vi får indstillet kikkerterne, kan vi pludselig tydeligt se et mylder af små pingviner, der vralter rundt mellem hinanden et par meter ude i vandet.
Inde på land, få meter fra os, ligger der en enorm pelssæl, der har et stort sår på sin ene side. Højst sandsynligt fra et hajbid, fortæller Kevin, for de udgør en reel trussel for havdyrene på disse kanter. Sælen ser ikke ud til at skræmme pingvinerne, for jo mørkere det bliver, jo tættere kommer de på land, og da mørket er faldet helt på, ser vi dem vandre helt op i skovbrynet, hvor vi står.
En dag i det maritime dyrelivs tegn
Oplevelsen af at observere pingvinerne på helt nært hold udgør prikken over i’et på denne dag, der i den grad har stået i det maritime dyrelivs tegn. Tidligere på dagen var vi nemlig ude at sejle med den lokale skipper Tony Muir fra Coast up Close, og her så vi nogle af de små pingviner svømme af sted som en slags hverken fugl eller fisk med kroppen under vand og det lille, fuglelignende hoved stikkende op af vandet – så småt, at vi umuligt havde spottet det, hvis det ikke havde været for vores rutinerede kaptajn.
Takket være Tony Muir så vi også utallige Hectors delfiner, som er verdens mindste delfinart, og vi så endda årets første unge.
»Se, dér, dér,« råbte han pludselig, nærmest i falset, og for at være helt ærlig nåede vi ikke at spotte den hvide ring, som ungerne har om nakken, når de lige er blevet født.
Det ændrede dog ikke på Tonys entusiasme. Han satte båden på autopilot og hev sit enorme spejlreflekskamera frem, klar til at få et skud af årets første unge, så han kunne blære sig, når han kom i land.
Desværre dukkede moderen og ungen ikke op igen, men til gengæld så vi en sæl, der vitterligt surfede på en bølge, en lille sælkoloni, der legede i et vandfyldt klippehul, som udgjorde det for et slags boblebad for sæler, og sågar en såret sæl, der – ligesom den store sæl i Pohatu-bugten – sandsynligvis var blevet bidt af en haj.
Først troede vi, at den legede, for den lå i vandet og trillede rundt og rundt, men da vi sejlede tættere på og kun var få meter fra den, kunne vi se endnu et blodigt sår på siden af den.
Lige så smuk og fascinerende, naturen er ved Akaroa og Banks Peninsula, lige så barsk kan den være.
