Rejseliv var inviteret af Jysk Rejsebureau og Marahau Sea Kayaks.
Abel Tasman National Park på New Zealands Sydø er intet mindre end postkortperfekt med sine gyldne sandstrande, stille laguner og krystalklart vand. Derfor ses den også allerbedst fra søsiden.
»Er nogen af jer tilfældigvis fra Skotland? Eller vant til at gå i nederdel?« spørger vores guide med tyk newzealandsk accent og et drillende smil bag det store skæg.
»Ellers skal I nok vænne jer til det hurtigt, for nu skal vi have nederdel på,« siger han og stikker benene ned igennem, hvad der ligner en våddragt med strutskørt i stedet for ben. Den skal krænges rundt om kajakkens åbning, når man har sat sig, så vi ikke bliver våde, fortæller han og demonstrerer hvordan.
Vi skal tilbringe hele dagen i havkajak langs nationalparken Abel Tasmans kystlinje, så det er vigtigt, at vi selv lærer, hvordan vi kommer rigtigt ind og ud af kajakken, holder vores ting tørre undervejs – og styrer den, ikke mindst. For selv om det gyldne sand i den øde bugt, den subtropiske regnskov bag os og det turkisblå hav, der venter forude, får nationalparken til at ligne drømmen om en badeferie, ønsker man ikke at kæntre med sin kajak, for havet er kun omkring 13-14 grader og bliver aldrig varmere end 17-18 grader.
Svært er det heldigvis ikke, da vi først med møje og besvær har fået krænget kanten af ’nederdelen’ rundt om kajakkens åbning og har fået et skub ud på gyngende grund. Man skal da lige vænne sig til, hvor levende sådan en kajak føles, som vi sidder der med bagdelen i vandskorpen, men herefter glider vi gennem det krystalklare vand og lægger hurtigt kysten bag os.
Til Tonga Island
Vi sejler i dobbeltkajakker med et lille ror og fodpedaler, så den, der sidder bagerst, kan styre med fødderne. Kursen er sat mod Tonga Island, en øde ø, hvor en sælkoloni holder til. Normalt bor hunsælerne og deres unger på og omkring øen, men da vi kommer, er det parringssæson, så de noget større hansæler er også at finde på øen, fortæller vores guide.
Da vi er ca. midtvejs og er gået fri af den beskyttede lagunes stille vand, vokser bølgerne en anelse, så vi lægger lidt ekstra kræfter i for at få tilbagelagt det åbne transportstykke i et rap, og det varer ikke længe, før en ram lugt varsler om, at vi er ved at være fremme.
»Se, der ligger en stor han, kan I se den,« siger vores guide pludselig og peger i retning af noget, der grangiveligt ligner en sten. Men ganske rigtigt – ’stenen’ rører på sig og møffer sig ned på en anden sten og lader sig derefter dumpe i vandet med et ordentligt plask cirka 20 meter fra os.
Området er et havreservat, og man må ikke sejle tættere på sælerne end de 20 meter – men det er da også rigelig tæt på for os, hansælens størrelse og brunst taget i betragtning. De kan blive to meter og vejer i gennemsnit 126 kilo.
»New Zealand fur seals, som denne art hedder, ligner meget søløver. Læg mærke til, at de f.eks. har udvendige ører, og at deres hale er spaltet i to, modsat andre sæler,« forklarer guiden, mens vi spejder ned i vandet for at se, om den enorme sæl svømmer i vores retning. Det gør den ikke, kan vi – med både lettelse og skuffelse – konstatere, så vi padler videre rundt om øen, hvor flere af de noget mindre hunsæler holder til i flokke.
Picnic på stranden
Herefter går turen skråt over det åbne hav og langs klippekysten ind mod den næste bugt, Mosquito Bay.
»Vi har kaldt den sådan for at få den i fred,« joker vores guide. »Ej, bare rolig. Der er faktisk ingen myg.«
Det er vi glade for, for det er her, vi skal indtage vores frokost og holde pause den næste times tid. Selv om bugten er myggefri og ligner et stykke rent paradis på jord, har vi den faktisk næsten i fred. Vores guide fisker forsyningerne op fra kajakkernes hulrum, folder et picnictæppe ud på stranden og serverer sandwich, frugt, kage og kaffe for os. Bagefter går vi på opdagelse ind i regnskoven og klatrer op gennem et rislende vandfald midt i den frodige vegetation.
Da vi kommer tilbage til stranden, er vandstanden steget markant. Hvad der før var en samling træer midt på stranden, er nu blevet en lille ø i havet, og vi går i vand til knæene for at komme ud til det samme sted, hvor vi en time før gik i sandet.
I nederdelene igen
Det bliver vores tegn til at rykke teltpælene op og sejle videre, for der er nemlig flere små laguner og floder, som man kun kan sejle ind ad, når det er højvande, fortæller guiden.
Vi hopper i ’nederdelene’ igen, padler videre langs kysten med efterhånden rimelig synkroniserede tag og kommer efter et stykke tid til en lille flodåbning, hvor vandet ikke er meget mere end en halv meter dybt.
Herinde skifter havet farve til nærmest flaskegrønt. En tyk vegetation omgiver floden. Mange af træerne og planterne er oprindelige arter – bl.a. er der enorme, palmelignende bregner og manukatræer, der producerer Tea Tree Oil.
»Og lige om lidt kommer der en dinosaur,« joker vores guide med reference til, at urskoven omkring os udgør den perfekte kulisse til en ’Jurassic Park’-film.
Vi må dog nøjes med et par fugle, men de laver til gengæld show for os og dykker ned under vandet for at dukke op igen lige foran vores kajak.
En følelse af stilhed
Floden ender blindt i et bassin, der krydses af en hængebro, som fører vandrerne over floden, så vi sejler under hængebroen og tilbage mod det åbne hav.
Herfra går turen videre mod en lagune, som det er flere uger siden, vores guide sidst har kunnet sejle ind i. Det lykkes heldigvis i dag. Inde i lagunen er vandet om muligt endnu mere krystalklart, og man kan tydeligt se på havbunden, at den ganske kort forinden har været udtørret.
Det er lige før, man kan røre bunden fra sin position i kajakken, så lavvandet er det. Et bagtæppe af subtropisk regnskov omkranser nærmest hele lagunen og afskærmer den fra alt andet, så som vi stille glider gennem vandet, føles det, som om vi har det hele for os selv.
Vi har desværre en bagkant, for vi skal nå at sejle til Anchorage Bay, inden vores vandtaxi kommer og samler os og kajakkerne op, så det sidste stykke sejler vi i ét langt stræk, for det meste i stilhed.
Vi falder ind i rytmen – højre, venstre, højre, venstre – og havets og vores bevægelser går op i en højere enhed, mens de salte sprøjt aflejrer sig som hvide pletter på vores bare arme og den bagende sol varmer vores nakker. Det sidste stykke ind tager vi i spurt, om kap med vores nabokajak, og vinder.
»You are real Danish vikings,« griner vores guide og trækker snuden af kajakken godt op på land, så vi kan frigøre os fra vores ’nederdel’ uden alt for overhængende fare for at ryge i vandet. Nu har vi klaret den så langt…
Trætte, møre, salte, røde, glade og lidt våde bagtil sætter vi os til rette i vandtaxien for at fræse det sidste stykke tilbage til Marahau i eftermiddagssolen.
