Rejseliv var inviteret af Atlantic Link og Visit California. Selskaberne har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.
Luften over Los Angeles er endnu morgengylden. De høje, slanke palmer og de tusindvis af højhuse med flade tage forsvinder ind i et grynet, honninggult lys. Køen af biler virker uendelig, og trafikken snegler sig af sted, mens konturen af Santa Monica Mountains bliver tydeligere og tydeligere for hvert minut, der går. Vi er på vej ud af den enorme californiske metropol i nordlig retning, og lidt efter lidt glider morgentrafikken bedre. Luften bliver klarere, og inden længe er vi ude i den kystnære forstad Pacific Palisades med kurs mod Malibu. Og nok så vigtigt: Vi er kommet ud på den legendariske hovedvej Highway 1, der fortsætter hundredvis af kilometer nordpå langs Californiens kyst.
Få veje er besunget som denne, og allerede efter en lille halv time kommer vi til Malibu Beach med det gyldne sand, de mondæne strandhuse og det mægtige Stillehav på vores venstre side og stejle bjergskråninger på den højre. Vi ser surfere, der spadserer med deres spraglede brætter under armen, og det er i det hele taget, som om vidunderlige californiske klichéer står i kø, her hvor vi er nået helt ud til det store, blå Stillehav. Palmernes kroner vibrerer i havbrisen, og på stranden færdes joggere og dyrt påklædte hundeluftere.
Malibu er kendt fra både film, tv-serier og sange – og for at huse stjerner som Steven Spielberg, Leonardo DiCaprio, Bob Dylan og Barbara Streisand. Sidstnævntes bolig, der ligger med frit panorama ud mod Stillehavet blev ekstra berømt i 2003, da en fotograf skulle dokumentere erosion langs hele Californiens kyst og tog 12.000 fotos, herunder et af Streisands palæ. På trods af at mindre end fem mennesker havde besøgt hjemmesiden med fotoet af hendes ejendom, mente hun, at privatlivet var blevet krænket, og hun sagsøgte fotografen for 50 mio. dollar. Dét skabte til gengæld kolossal opmærksomhed, og billedet blev herefter set af næsten en halv mio. mennesker, hvilket sidenhen har ført til begrebet ’Streisand-effekten’.
Det kribler i os efter at stoppe og gå en tur på den hyggelige Zuma Beach, hvor de første badegæster er begyndt at indfinde sig, men vi har en lang køretur foran os og må indse, at vi ikke kan nå at holde ind alle de steder, vi drømmer om. I stedet fortsætter vi nordpå og når til Ventura og derefter Santa Barbara, hvis hvidmalede huse og palmer ligger badet i et velsignet sollys.
Fra sommervarme til kold tåge
På fotos i magasiner og turistbrochurer kan man nemt få det indtryk, at Highway 1 løber ude langs den yderste klippekant hele vejen fra Los Angeles til San Francisco. Det er ikke tilfældet. I flere omgange er vi så langt inde i landet, at Stillehavet forsvinder, og vi har huse, indkøbscentre og kontorbygninger langs brede og asfalterede boulevarder på begge sider af bilen. Det oplever vi første gang omkring lokaliteten Oxnard.
Det er også her, Highway 1 noget forvirrende fletter sammen med motorvejen Highway 101. De to hovedårer gennem det vestlige Californien deler sig igen syd for byen Solvang, der er kendt for sit danske islæt med bindingsværkshuse, vajende dannebrogsflag, æbleskiver og wienerbrød. Vi overvejer kortvarigt at køre omkring den noget særprægede by, men beslutter at blive ude på Highway 1 tættere på kysten.
Mens vi kører her, flader landskabet ud, og den skarpe sol bliver pakket ind i et silkefint slør af dis ude fra havet. Da vi atter er helt tæt på kysten ved Pismo Beach, er luften blevet mælkehvid af gus. Selv om tågebankerne indimellem forsvinder, må vi se i øjnene, at den subtropiske varme, vi har nydt i Los Angeles, er blevet omgjort til en kælderkold affære, der kalder på hættetrøjer og halstørklæder snarere end badebukser og solbriller.
Kort efter svinger vejen dog ind i landet igen mod den gamle spanske by San Luis Obispo, og efter et kvarters tid er temperaturen atter oppe på et niveau, hvor man længes efter en iskaffe og lidt ekstra aircondition. Det omskiftelige vejr skyldes i høj grad de kolde havstrømme, der modsat vores Golfstrøm pumper kølig luft op langs kysten. Varmen inde fra land omdanner den fugtige luft til tåge, der bedst tåler sammenligning med den havgus, der også let opstår på sommerdage i kystnære områder på danske breddegader.
»Alle danskere vil have en cabriolet«
Da vi dagen før ankom til Los Angeles og skulle hente vores bil ved den store LAX-lufthavn, blev der smilet i udlejningen. »I er fra Danmark, ser jeg. Vi har desværre ingen cabrioleter. Alle danskere spørger efter cabrioleter. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor,« lød det fra den unge ekspedient. Mens vi sidst på dagen når frem til vores første regulære stop, kystbyen Morro Bay, priser vi os lykkelige for, at vi ikke sidder i en åben sportsvogn, og vi begynder at forstå biludlejerens undren. En våd og kold tåge har lagt sig over Morro Bay. Temperaturen kan ikke være meget over 15 grader, og det er mere end vanskeligt at forestille sig, at der skulle være 20 grader varmere og fuld sol lige nu nede i Los Angeles.
Ligesom mange andre byer i området blev Morro Bay anlagt af spanierne og var senere en lokalitet i Mexico, indtil krigen mellem USA og Mexico førte til, at Californien i 1848 blev en amerikansk stat. Der er dog ikke mange spanske indtryk tilbage i byen, som er mest kendt for sin enorme vulkanske klippe, der knejser ude i havet lidt nord for det lille centrum. Her ligger også byens brede strand, som denne eftermiddag næsten er forsvundet i den hvide gus.
Der er mågeskrig i luften, og vi kan høre søløver, der gør, mens vi efter mørkets frembrud finder ned på havnefronten i Morro Bay, som hedder Embarcadero. Her ligger flere fiskerestauranter med krabbe, helleflynder og den tykke amerikanske fiskesuppe chowder på menukortet. Vi vælger Dutchman’s Seafood House, som er fyldt op med spisende gæster. Det er måske ikke ligefrem haute cuisine, men efter en hel dag på asfalten er det rart med et måltid mad og en lokalbrygget ’steam beer’.
Slottet, hvor de rige og berømte festede
Landskabet her godt halvvejs mellem Los Angeles og San Francisco overrasker ved at være temmelig fladt med åbne vidder og noget, der minder om prærie, som vi kender det fra cowboyfilmene. Vi ser store, bølgende arealer med græssende kvæg, da vi næste morgen fortsætter mod nord. Dagens første stop er et besøg på det navnkundige Hearst Castle, der knejser på et bjerg nogle kilometer inde fra kysten.
Mediemogulen William Randolph Hearst arvede det enorme område, som slottet ligger midt i, af sin far, der var blevet rig efter fund af sølv. Familieformuen sikrede William Hearst en sorgløs opvækst, der bl.a. tog ham til Europa, hvor han som barn besøgte stæder, slotte og haver med sin mor. Efterhånden som han skabte sin egen formue, besluttede han at opføre denne enorme wow-effekt af et slot med alt fra vinkælder til storslåede sale og haver med tennisbaner, pool og betagende udsigter i palmernes skygge – alt sammen inspireret af barndommens ’grand tour’.
Besøget begynder med en tur i biografen, hvor vi ser en film om slottets tilblivelse, inden vi kører med en shuttlebus fra det store besøgscenter op ad en snoet vej. Herefter følger vi med en gruppe rundt både ude og inde og får serveret anekdoter om nogle af William Hearsts berømte gæster undervejs: Greta Garbo, Charlie Chaplin og Winston Churchil, for blot at nævne nogle navne, der har festet, solbadet og nydt sorgløse dage heroppe langt fra alle denne verdens bekymringer. Hearst blev i øvrigt portrætteret som den excentriske rigmand Charles Foster Kane i Orson Welles’ mesterværk ’Citizen Kane’ fra 1941. Hearst forsøgte at få filmen forbudt, da den ikke just efterlader et rosenrødt indtryk af den stenrige mediemand.
Selve slottet, der blev tegnet af den kvindelige arkitekt Julia Morgan, er et arkitektonisk miskmask – eller pastiche, om man vil – mellem en spansk katedral, et engelsk herresæde og et italiensk barokslot tilført et solidt drys amerikansk overdrivelse. Man skal nok ikke se det med kunsthistoriske øjne, men mere som et levn fra en tid i USAs historie, hvor gigantiske formuer blev skabt og ingen tanke var for stor eller outreret. Flere steder i den eksotiske have er der et flot vue over landskabet med græssende zebraer (et levn fra den tid, hvor Hearst havde en zoo på slottet) og længst ude: det enorme Stillehav, der trods alt overgår Hearst-ejendommen i størrelse.
Tågebanker og redwood-træer
Vi ved det godt: Vi har endnu det bedste langs ruten mellem Los Angeles og San Francisco til gode, nemlig det naturskønne og bjergrige område Big Sur. Så snart vi er nede fra Hearst Castle igen, kan vi ikke få startet motoren hurtigt nok og komme tilbage på Highway 1. Vi husker dog lige at tanke godt op på vand og snacks i besøgscentret, for vi nærmer os en del af strækningen, hvor der er meget langt mellem bebyggelse – og endnu længere mellem butikker og benzintanke.
Det varer ikke længe, før kysten får et vildt og dramatisk udtryk. Vejen begynder at slå folder, og flere steder hænger den ude på den yderste klippekant med et frådende Stillehav på den ene side og stejle bjergvægge på den anden. I luften over os svæver flokke af ørne, og i horisonten rejser skovklædte bjerge sig indhyllet i tågebanker, der efterlader landskabet mystisk og dragende.
Det var her ved Big Sur, at store jordskred efter kraftig regn sendte dele af Highway 1 direkte ud i havet i vinteren 2017. Uheldigvis skete det hele to steder, og flere små samfund i det ellers temmelig ubeboede område blev dermed afskåret fra omverdenen. Alt måtte flyves ud og ind med helikopter, og hele lokalsamfundet var sat på en hård prøve i månedsvis.
Vi suser over broer, forbi gabende slugter og rundt i hårnålesving. Hele tiden ændrer landskabet ansigt: Det ene øjeblik er det nærmest, som om vi kører direkte ud i Stillehavet, og i det næste befinder vi os inde i frodige skove med mægtige, himmelragende redwood-træer. Billederne af det mytiske Big Sur er svære at få fra nethinden, da vi rammer først feriebyen Carmel-By-The-Sea og dernæst Monterey, som er kendt fra flere af forfatteren John Steinbecks romaner.
Sidst på dagen er vi fremme i San Francisco. Efter at have tilbragt timer ude i et øde, dramatisk landskab tager det lidt tid, før vi er akklimatiserede og klar til at gå på opdagelse ved havnefronten og det øvrige centrum med de stejle gader. Her slutter eventyret dog ikke helt. Efter en god nats søvn i den californiske millionby venter den store finale: at køre en tur på den allermest berømte strækning af Highway 1 – en rødmalet og ofte tågeramt bro ved navn Golden Gate Bridge.
