Har vi glemt følelsen af frihed, fortryllelse og »Funkytown«? Den dunkende, funklende og insisterende rytme, når kroppen forvandles og pludselig bliver sluppet løs? Fra hænder til hofter, fra baller til bryster – mens Justin Timberlake, Maroon 5 og Luther Vandross er de store forførere under discokuglens svimlende stjernestøv?
Fem jobs er det blevet til som DJ i hele 2020. Og bortset fra en enkelt privatfest i sommer, hvor man i en periode gerne måtte være 50 mennesker samlet, har Dan Rachlin ikke været ude som DJ, siden coronaen i det tidlige forår overtog scenen herhjemme og lukkede festen ned.
»Man opdager det jo ikke fra den ene dag til den anden. Men pludselig i løbet af sommeren manglede festerne for mit eget vedkommende og for mange andre voksne.«
Han savner at tage til en god fest, men også selv at være »stemningsdirigenten«, som han kalder det. Aftenens DJ med en timing og viden om, hvad der skal spilles for hvem og præcis hvornår. Fra Donna Summer til Diana Ross og Pointer Sisters. Men med et nej til en opfordring fra gæster om Gasolin´s »Rabalderstræde«, fordi rock ikke passer til den bløde version og intime atmosfære, han gerne vil skabe gennem den musik, han vælger.
»Jeg tror, vi vil reagere, som man gjorde, da Anden Verdenskrig endelig var slut. Det siger jeg uden på nogen måde at sammenligne, for det kan man ikke. Men vi kommer til at gå amok i fester, når det her er overstået.«
En anden respekt fra de unge
Selvom det oftest er de voksne festgæster på plus 45, Dan Rachlin er DJ for, spiller han indimellem også på Zoo Bar i det indre København for de 20-30 årige, når verden ikke er ramt af en pandemi.
»Det interessante er, at de unge har en helt anden respekt for DJs,« siger han.
»De er vokset op med, at DJs er en form for udøvende kunstnere, og at det kræver et håndværk og en vis koncentration. De unge lader DJen passe musikken i fred. Det oplever jeg som meget respektfuldt. Modsat generationen på plus 45, hvor det er helt almindeligt, at de gerne vil bestille nogle bestemte numre. Så hvis nu 20 gæster kommer op bare tre gange hver især, kan man selv foretage regnestykket. Desuden er det ikke sikkert, at netop deres ønske passer ind i det musikforløb eller den atomosfære, jeg havde tænkt.«
De modne gæster kan samtidig godt finde på at bebrejde aftenens DJ hans valg af musik med en bemærkning om, at« nu ved jeg jo godt, vi er gamle, men så gamle er vi altså heller ikke!«
»En bemærkning, der kan komme, hvis jeg spiller et fedt disco-hit, men som jo ikke er nogen særlig inspirerende måde at levere ideer til, hvor jeg skal hen rent musikalsk. Der er nogle voksne, som har ikke lært at respektere det arbejde, der trods alt ligger i at være DJ.«
En af de DJs, Dan Rachlin beundrer mest og har størst respekt for, er den franske producer Bob Sinclar. En herre med en stærk personlighed, som man ifølge Dan Rachlin nok skal regne med at betale mellem 200.000 og 250.000 kroner for, men så får man også en af verdens mest velrennomerede DJs ud til en aften af de helt særlige.
Under Frankrigs og mange andre landes lockdown i foråret havde Bob Sinclar inviteret sine flere millioner følgere på Instagram og Facebook indenfor i sit pladestudie i Paris, hvorfra han spillede vinylplader for at holde humøret oppe hos franskmændene og alle andre, der i perioder var blevet bedt om at blive hjemme under pandemien. Indimellem kan Bob Sinclars følgere fra Rio til Rom og Roskilde stadig opleve ham live fra Paris, når han med sin franske accent og et glimt i øjet byder velkommen til en times virtuel disco:
»The club is full. Ask at the door, if you are on the DJ´s list.«
Erotiske udfoldelser midt på dansegulvet
Siden sit første DJ-job som 15-årig elev på Birkerød Gymnasium har Dan Rachlin iagttaget mennesker feste og set næsten alt på et dansegulv. Berusede mænd i en moden alder miste sig selv og fornuften. Mænd, som tror, at kvinder er vilde med mænd, der efter ti sekunders dans helt naturligt placerer hænderne på kvindens numse. Mænd, som vejer for meget og storsveder gennem deres lyseblå skjorte, og hvor intet kan stoppe dem i »Funkytown«, når selvtilliden og alkoholen først ruller berusende rundt i årerne.
Han har set erotiske udfoldelser midt på dansegulvet, så han ikke troede, han så rigtigt. At det, han var vidne til, var en grænseoverskridende performance, som ved en fejl blev opført lige for øjnene af ham. Men også oplevet den symbiose af glade festmennesker, som kan begynde at hvine højt, når de hører det første af et bestemt nummer, fordi de ved, hvad der venter dem lige om lidt. Fx den syv minutter og 50 sekunder lange og ekstatiske version af »Funkytown« fra 1980, der kan sætte strøm til hver eneste muskel.
Særligt i december har Dan Rachlin tænkt tilbage på en tid for længe siden. Til måneder, der føles som år, men var så sent som i januar og februar. I hele 2020 kan han som nævnt tælle sine DJ-jobs på en enkelt hånd. For ham plejer måneden med julefrokoster et være en af årets travleste, så også økonomisk lider han et tab, som han vurderer måske først kan indhentes om et år eller halvandet.
Efter at have været nattens øjne i mere end 40 år og »vendt plader«, som det hed engang på nogle af Københavns mest eksklusive klubber og diskoteker, med Annabels og Privé som et par af dem, ved Dan Rachlin, at han efter de første 20 minutter skal have en klar fornemmelse af, hvordan et flertal af gæsterne får den bedste aften. Med tiden har han lært et par tricks: Kvinderne skal ud på dansegulvet. Hvis først kvinderne begynder at danse, kommer der gang i festen, derfor lægger han ofte ud med »et par rigtig gode tøsehits.«
»Nu ved jeg godt, at det i disse krænkelses- og flydende kønsidentitets-tider kan lyde forkert og fordomsfuldt, men det er, hvad jeg har oplevet virker der, hvor jeg har spillet.«
De bedste hits fra 80erne og 90erne går også rent hjem. Og ikke mindst dem fra 70erne, som er hans eget yndlingsårti rent musikalsk. Årtiet med Kool & the Gang, Hall and Oates, Earth, Wind & Fire, Aritha Franklin. Han kunne blive ved ...
»Jeg har 200-300 titler oppe i mit hoved, når jeg har været igennem de første 20 minutter. På det tidspunkt har jeg en rigtig god fornemmelse af, hvilket crowd og hvilken alderssammensætning, der skal have en fest.«
Indimellem er kønsfordelingen skæv og kan kræve, at han vægter musikken anderledes. Til en firmafest med primært revisorer var fordelingen således 80-20.
»Det var i mændenes favør, så det blev min opgave hurtigt at finde ud af, hvad jeg kunne gøre med musikken for de stakkels kvinder, som ville blive banket ud på gulvet de næste fire timer.«
En mistet gnist
Der var nogle år, hvor Dan Rachlin havde mistet kærligheden til at være DJ. Hvor han ikke regnede det for noget særligt og syntes, at han udelukkende levede af sit navn. Af at folk vidste, at hvis de bookede Dan Rachlin, fik de noget fed 80er-musik.
»Men det var trist at miste kærligheden til noget, jeg havde gjort i så mange år, og som havde været så stor en del af mit liv. En kærlighed til noget, som, uden at jeg havde opdaget det, var gået hen og blevet en form for rutine og venstrehåndsarbejde.«
Redningen kom, siger han, med den teknologiske udvikling, hvor han genfandt en værdi i noget af det, han var bedst til og holdt mest af. Men også fra de store fester, hvor han sammen med vennen Phillip Lundsgaard var med til at relancere Skovriderkroen i Klampenborg for de modne gæster. Her opstod en ny inspiration.
»Der var så meget knald på, at det var – ja, en fest,« husker han.
»Pludselig fik jeg gnisten tilbage.«
Fra at have været med i en tid, hvor han som teenager slæbte 15 mælkekasser fyldt med vinylplader, kunne Dan Rachlin på et tidspunkt erstatte pladerne med CDer og nøjes med tre kufferter. Ingen støv på pickupen, ingen ridser i pladerne. Det var noget af en teknisk transformation, siger han.
For omkring ti år siden blev et USB-stik så proppet i brystlommen, når han tog afsted på et nyt job som DJ.
»Det har betydet, at jeg oppe i mit hoved arbejder meget anderledes og langt mere frit.«
Jo flere mennesker, han spiller for – kæmpefester med 500-600 mennesker – desto mere optaget er Dan Rachlin af at have, hvad han kalder for en »flertals-fokusering«.
»Min nu afdøde ven Michael Bundesen var ret sublim. Han holdt et fokus på et menneskehav under sine koncerter, men kunne godt se ud af øjenkrogen, når folk begyndte at falde lidt fra og værst af alt stå og snakke. Bundesen havde en set-liste med nyere titler, men hvis han fornemmede, at numrene ikke nødvendigvis ville skabe den stemning, han gerne ville have, kunne han vende sig om og råbe til Shu-bi-dua:
»Vi kører »Stærk tobak« i stedet!«
Nu var Bundesen superdygtig til at styre publikum, men jeg har selv prøvet at arbejde meget med den indre målestok for at holde »flertals-pulsen« intakt.«
Dronning Margrethe og Robbie Williams
Nogle gange lykkes det ikke for aftenens DJ. Så er gulvet tomt. Gæsterne sidder ude i siden, småsnakkende og med et glas i hånden. På de tidspunkter har Dan Rachlin sine »panik-numre« klar. Mellem 20 og 30 af slagsen, inklusive et par af de mest populære, som »Don't Stop Till You Get Enough« med Michael Jackson, Justin Timberlakes »Can’t Stop The Feeling« og Diana Ross’ »Upside Down«, hvis festen er blevet for stille. Og stille har der været alt for længe. Ikke bare som DJ.
»Jeg er 56 år, men for mig er lørdag aften stadig en festaften og en gå-ud-aften. Jeg har aldrig fået etableret en lørdag aften, hvor jeg spiser sammen med familien og går i seng bagefter. Når jeg i perioder har gjort det, har jeg fundet mig selv siddende alene inde i stuen og set »Matador«. I heldigste fald med to hunde, der ligger og kigger på mig. Siden jeg var 15, har jeg været en del af festlivet. Det holder jeg aldrig op med at være. Hvorfor skulle jeg det? Jeg synes ikke, at det er patetisk, men tværtimod at ville livet, så længe man har det. Fyr den af!«
Dan Rachlin er ikke i tvivl om, at han som DJ kommer til at spille for stadigt ældre danskere. For mange af dem, der var unge i 70erne og engang var en del af den første disco-bølge. De kan stadig lide disco, siger han. Et par gange har han spillet til private 70 års-fødselsdage, en enkelt gang til en 80 års-fødselsdag og for 10-15 år siden til en 60 års-fødselsdag, hvor dronning Margrethe var blandt gæsterne.
»Det er kutyme, at Dronningen danser med festens vært og i det her tilfælde fødselaren,« siger Dan Rachlin, der flere gange har været DJ ved royale fester.
»Jeg valgte en fantastisk version af »Please Don't Talk About Me, When I’m Gone«. En duet mellem Dean Martin og Robbie Williams fra et album, der hedder »Forever Cool«. Et album, der i øvrigt blev trukket tilbage, fordi rettighederne til sangene vist ikke var helt clearede. Da Dean Martin og Robbie Williams var ved at runde af, tænkte jeg: Nu skal jeg prøve at fastholde dronning Margrethe, så hun bliver ude på gulvet bare et enkelt nummer mere. Jeg valgte »Stayin´ Alive« med Bee Gees, men den gik ikke, det valg var helt forkert, for Dronningen forlod dansegulvet. Men måske havde hun gjort det under alle omstændigheder.«
