Egentlig skulle hun have fortalt om malerierne i SFs gruppeværelse. Det bliver imidlertid ikke til noget, for gruppeværelset er optaget.
Berlingske søger derfor sammen med Socialistisk Folkepartis kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk, tilflugt i Liberal Alliances gruppeværelse på Christiansborg.
Det viser sig midlertidigt at være heldigt, for herinde hænger malerier af rocksangeren og maleren Johnny Madsen, hvis portrætter af mennesker lige så godt kunne hænge i SFs gruppeværelse, for de signalerer noget generelt om det moderne menneske:
»Jeg holder meget af Johnny Madsen. Der er en ærlighed i hans malerier, som jeg godt kan lide,« siger Charlotte Broman Mølbæk.
Johnny Madsens malerier har deres egen tyngde, men da Liberal Alliance i 2012 valgte rockmusikerens malerier, vakte det modstand. Folketingets rådgivende kunstkomité vendte tommelfingeren nedad. Det var ikke god nok kunst, mente komiteen.
Charlotte Broman Mølbæk er valgt ind i Folketinget for SF i Randerskredsen. Hun tilhører den yngre generation i partiet. Hun er født i 1977 og er for ung til huske Den Kolde Krig, der blev afsluttet med kommunismens fald i 1989-1990. Socialistisk Folkeparti blev stiftet i 1959, da Aksel Larsen var blevet smidt ud Danmarks Kommunistiske Parti, og siden blev partiet ledet af karismatiske politikere som blandt andre Gert Petersen. Det var dengang, Røde Mor sang i Fælledparken til 1. maj-demonstrationer, og hvor røde flag signalerede revolution og fælles kamp for frihed, lighed og broderskab.
Lille pige under Den Kolde Krig
Du er jo født i 1977, da Den Kolde Krig endnu var en del af vores virkelighed. Kan du huske noget fra dengang?
»Jeg var kun en lille pige i 1980erne, men jeg kan huske den frygt, som var en del af hverdagen, og som nu igen er blusset op, efter Rusland gik ind i Ukraine. Der er nu en frygt for, at en krig kan blive en realitet, og det betyder jo også noget for SFs politik. At vi således er gået med i et nyt forsvarsforlig, er skelsættende.«
Kulturen spillede en stor rolle under den første kolde krig, og amerikanerne pumpede mange penge ind i europæisk kultur for at styrke den indre front i kamp mod kommunisterne, der havde godt tag i den unge generation. I den nye kolde krig spiller kommunisterne ikke nogen rolle, men tror du, at kulturen får en rolle at spille i en værdikamp?
»Vi oplevede under coronakrisen, hvor vigtig kulturen var. Jeg tror, at kulturen vil spille en tilsvarende rolle under den nye virkelighed. Kulturen kan ikke bare fungere på markedsvilkår, og vi må støtte kulturen økonomisk, for kunst og kultur skal plejes. Så min pointe under den nye krigstid er, at vi har været privilegerede og har nydt friheden i alle dens afskygninger, og at frihed netop afspejler sig i kunsten og viser de værdier, vi sætter højt.«
Du er født efter, at folk i Socialistisk Folkeparti udviste forståelse for Nordkorea og Cuba og sang med på naive røde kampsange og antimilitaristiske sange mod NATO, anført af Benny Holst, Arne Würgler og Savage Rose med Annisette i spidsen. Har du som medlem af den yngre generation i partiet et problem med partiets kulturelle fortid?
»Nu er jeg jo ikke partihistoriker. Men jeg ser en klar rød linje tilbage til, da Aksel Larsen netop dannede et parti for at tage afstand fra Sovjetunionen og tog et opgør med dele af socialismen, hvor man gik ind i en mere pragmatisk politik. Så jeg er med på, at der var konfrontationer og brudflader, men man ændrer sig jo.«
»Jeg var tidligere modstander af EU og NATO, men jeg har også forandret mig, og det har min generation nok generelt, og det afspejles i kunst- og kulturforbruget. Men ideologien i partiet er stadigvæk rodfæstet i den gamle tro på solidaritet og opgør med kapitalismen og ulighed. Det har ikke ændret sig grundlæggende, men har fået et andet udtryk.«
De røde sange og Hans Scherfig
Du har vel som mange i partiet sunget med på røde revolutionære sange om undertrykkelsen af arbejderklassen og set teaterstykker af stalinisten Bertolt Brecht om menneskelig fornedrelse, blot ikke i Østtyskland. Og læst romaner af Hans Scherfig, Martin Andersen Nexø og andre kommunistiske forfattere, fuld af kritik af kapitalisme og borgerligt demokrati. Noget har vel ændret sig, også i kulturforbruget?
»Ja, det har det, og også, hvordan jeg anskuer tingene. Krigen i Ukraine har jo allerede ændret meget, blandt andet i forhold til EU og NATO.«
Er det stadig en gammel antiamerikansk atmosfære, der hænger i gruppeværelset, når I har møder?
»Ja, det er der da, og jeg meldte mig ind i partiet i en anden virkelighed for ti år siden.«
Ukraine kæmper for sin nationale overlevelse, men SF jo er et internationalt orienteret parti, der kæmper for international solidaritet og vel i bund og grund er imod nationalisme. Har Ukraine-krigen rykket på noget der?
»Klassekampen har ændret karakter. Det er ikke mere den klassiske arbejderklasse, der er i fokus, men mere brede spørgsmål om ulighed og social uretfærdighed. Man kan godt læse de gode gamle forfattere for litteraturens skyld og stadigvæk for at hente inspiration, men vi sætter dem ind i en nutidig virkelighed med den erkendelse, vi nu har fået.«
Er det stadig de gamle kommunistiske forfattere, der står i unge partimedlemmers bogreoler, og er det stadig Benny Holst, Arne Würgler og Savage Rose, der synger revolutionære sange om international solidaritet, når I er til fester? Eller er det nyere kunstnere man dyrker, hvor det nationale spiller en større rolle?
»Der er flere, ofte modsætningsfyldte, tendenser. På den ene side spiller det nationale en voksende og mere positiv rolle, men samtidig vil mange yngre SFere tilbage til en bred kamp mod ulighed globalt set. Men ja, kunstnerne er blevet udskiftet.«
Kommunismen var undertrykkende
I dag er det ikke den internationale klassekamp, der betyder noget for en yngre generation. Det er nye ideer, som wokegenerationen har ført med sig, hvor etnicitet, hudfarve og kønsidentitet spiller hovedroller. Er det ikke svært at holde fast i den gamle verdens kunst- og kultur, der baserede sig på gamle forestillinger om klassekampen?
»Nu har partiet konstant været under udvikling, også under Aksel Larsen og Gert Petersen. De forstod, at kommunismen var undertrykkende og lagde afstand til netop kommunismen ...«
Må jeg indskyde, at PET-kommissionen skriver, at Gert Petersen fortsat var i lommen på Sovjetunionen og videregav hemmelige oplysninger fra Udenrigspolitisk Nævn til sovjetiske efterretningstjenester?
»Vi har da en fortid, hvor medlemmer har været for ukritiske over for kommunismen. Men vi har altså ændret grundsyn, også på kommunistiske regimer, og det afgørende vigtige ved kunst og kultur er jo, at kunstnerne sætter et nyt lys på vores virkelighed og får os til at reflektere over, hvor vi er på vej hen. Meget af den litteratur, der er kommet de senere år, har jo også afsløret, hvad der foregik i kommunistiske eller venstreradikale regimer, og ændret vor holdning.«
Elsker Michael Kvium
Er du selv kunstforbruger?
»Ja, det er jeg. Jeg elsker en dansk maler som Michael Kvium, for der er en groteskhed og ærlighed i hans malerier. Han bryder mange af de glansbilleder, vores virkelighed bygges op af. Kvium klæder os af, som de mennesker vi er. Men jeg holder også meget af Johnny Madsen, som hænger her i gruppeværelset hos Liberal Alliance. Der er en ærlighed i hans malerier, som jeg godt kan lide.«
Hvad læser du af litteratur?
»Jeg læser blandt andet Morten Pape, som i sin trilogi fra Amager har en autentisk stemme om klassesamfundet. Jeg er ved at læse hans roman »Guds børn«. Det er en stærk roman om et socialt belastet miljø, som han selv er vokset op i. Thomas Korsgaard holder jeg også af. De lægger sig begge i kølvandet på den socialrealistiske litteratur, der på en måde er en videreførelse af den ældre arbejderlitteratur.«
Hvad med musikken, som med klassiske arbejdersange har spillet en stor rolle for partiet ?
»Du talte selv om Savage Rose og forsangeren, Annisette, og det bemærkelsesværdige ved hende er, at hun stadig optræder med samme energiniveau som tidligere. Der er en intensitet i hendes fremtræden, og hendes koncerter er udsolgte. Jeg så en koncert med hende sidste år, og hun er jo stadig en markant kunstner, der ligger i forlængelse af den protestgenre, der går tilbage til 1970erne, og hun afleverer stadig sine politiske budskaber.«
Ved du, at hun og gruppen Savage Rose i 1980erne rejste til Albanien for at hylde den kommunistiske leder, Enver Hoxha, og dermed var med til at styrke undertrykkelsen af albanerne? Og at hun aldrig har sagt et eneste ord, som kunne opfattes som en undskyldning for eller erkendelse af det forhold? Personligt ville jeg ikke gå til koncert med hende, men du vil altså gerne?
»Det vidste jeg ikke. Men du er ældre end mig og kan altså huske den slags. Og måske er der tale om en generationsforskel. Der er også kunstnere i dag, som jeg ikke vil gå til koncert med.«
Som hvem?
»Der er en gruppe som Hymns from Nineveh, som er en kristen gruppe, der kanaliserer penge til frikirkebevægelser. Dem har jeg ikke lyst til at støtte. Og hvis der er kunstnere, der er optaget af antiwax-sager, vil jeg også undgå dem. Men jeg har ikke stærke følelser i forhold to Annisette og finder hendes sange rørende. Du har oplevet den første kolde krig og kommunismens undertrykkelse, og det ligger alligevel fjernt fra mig.«
»I dag lytter jeg for eksempel til den danske sangerinde Katinka, der er protestsanger på en ny måde, om nære sociale og menneskelige forhold. Og jeg holder meget af den unge sanger Carl Emil, der med sin sang »Frit Land«, som er skrevet som en moderne protestsang, adresserer den frygt, mange af Dansk Folkepartis vælgere har for fremmede.«
Så ingen protestsange mod kapitalisme og NATO?
»Vi synger faktisk en lang række protestsange på vores møder. Det gør vi tit ved forskellige træf, og i særdeleshed synger man i SFU. Så der er fortsat fokus på de gamle kampe og hvilken historie, vi kommer af. Kritikken af kapitalismen er stadigvæk meget aktuel for SF.«
I kølvandet på dette interview har Jonas Petersen, forsanger i Hymns from Nineveh, i Jyllands-Posten afvist den frembragte anklage om, at gruppen kanaliserer penge til frikirkebevægelser. Samtidig har SFs kulturordfører givet en undskyldning til bandet for den konkrete anklage, der bliver viderebragt her i interviewet.
