Kulturordfører kritiserede kristent band: Nu vil hun gerne sige undskyld

Charlotte Broman Mølbæk sagde i et interview med Berlingske, at hun ikke vil gå til koncert med et navngivet, dansk band. Det er faldet bandets front- og bagmand for brystet.

Hymns From Nineveh spillede koncert i Roskilde Domkirke i 2020. »Bandet« består egentlig kun af Jonas Petersen, men han har et fast liveband, som han tager med, når han spiller koncerter. BO KÄLLBERG

Der er kunstnere, som Charlotte Broman Mølbæk, SFs kulturordfører, ikke vil gå til koncert med, herunder Hymns from Nineveh, der laver kristen musik.

Det fik Charlotte Broman Mølbæk sagt i et længere interview med Berlingske påskemandag.

​Det er faldet bandet for brystet, og nu trækker ordføreren i land i Jyllands-Posten.

Interviewet i Berlingske er foretaget af Bent Blüdnikow, der – udover at være journalist – er historiker.

Interviewet kredser om SFs fortid, om gamle kommunistiske forfattere, »naive røde kampsange«, SFs tidligere forståelse for lande som Nordkorea og Cuba, og om kulturens rolle i kampen mod dem, man er uenig i.

I Bent Blüdnikows tilfælde siger han, at han i modsætning til Charlotte Broman Mølbæk ikke ville gå til koncert med Savage Rose, fordi bandet ifølge Blüdnikow i 80erne »rejste til Albanien for at hylde den kommunistiske leder, Enver Hoxha, og dermed var med til at styrke undertrykkelsen af albanerne.«

»Gud skånede byen for ødelæggelse«

Dernæst siger Mølbæk, at der er kunstnere, hun ikke ville gå til koncert med, og nu er vi fremme ved det citat, som faldt Hymns from Nineveh for brystet.

»Der er en gruppe som Hymns from Nineveh, som er en kristen gruppe, der kanaliserer penge til frikirkebevægelser. Dem har jeg ikke lyst til at støtte. Og hvis der er kunstnere, der er optaget af antivax-sager, vil jeg også undgå dem. Men jeg har ikke stærke følelser i forhold til Annisette (forsangeren i Savage Rose, red.) og finder hendes sange rørende. Du har oplevet den første kolde krig og kommunismens undertrykkelse, og det ligger alligevel fjernt fra mig,« sagde Mølbæk og nævnte, at hun hellere ville lytte til Katinka og Carl Emil.

Charlotte Broman Mølbæk (SF) er uddannet pædagog, og er børneordfører, handicapordfører, idrætsordfører, kulturordfører, medieordfører og undervisningsordfører. Hun har siddet i Folketinget siden 2019. Asger Ladefoged

Men Jonas Petersen, forsanger og bagmand i det danske band Hymns, siger til Jyllands-Posten, at ordførerens udtalelser og opfordring til boykot af et navngivent band er under al kritik.

»Hun vil åbenbart ikke til koncert med os, og det står hende frit for, men hendes påstand er, at jeg kanaliserer penge til et eller andet. Til hvad? Hvad er det, hun mener, hun ved? Hvor har hun det fra? Jeg kanaliserer ikke penge til noget som helst. Jeg støtter Folkekirkens Nødhjælp – dem er jeg ambassadør for – men ellers er jeg selvstændig erhvervsdrivende og udøvende kunstner, og det er det, jeg er. Hendes påstand er udokumenteret og grundløs, og jeg er rystet« siger Jonas Petersen avisen.

Charlotte Broman Mølbæk siger, at det ikke var klogt at nævne dem som folkevalgt, at hun ikke havde andet belæg for anklagen om støtte til frikirker end sin personlige omgangskreds, og at hun gerne vil sige undskyld til bandet.

Jonas Petersen har baggrund i Indre Mission – der er en del af folkekirken – talte han om med Indre Missions Ungdom i 2011.

»Navnet på bandet referer til storbyen Nineve, som profeten Jonas blev sendt til for at udråbe Guds dom over byen. Jonas tog flugten, og først efter tre dages betænkningstid i havdyrets bug, rejste han alligevel til Nineve. Ifølge Jonas' Bog endte Nineves indbyggere med at omvende sig, og Gud skånede byen for ødelæggelse,« skrev Indre Missions Ungdom.

Jonas Petersen sagde dog i interviewet, at han ikke er hverken præst eller missionær.

Opdateret 13:31: Det kunne før opfattes som om, at Bent Blüdnikow som historiker er specialiseret i Den Kolde Krig. Hans interesser favner dog bredere, og han har skrevet både bøger og artikler om sine historiske specialeområder; 1700-tallets anden halvdel og Holocaust.