Hippiedrømmen om en bedre verden

The Savage Rose var et af Danmarks første beat-orkestre, der med Annisettes brændende røst i front inkarnerer 68ernes blåøjede drøm om at ændre verden med tolerance og kærlighed. En ny biografi fortæller historien om rockbandet, der i 50 år har spillet i flygtningelejre, for The Black Panthers og for hele Danmark på Orange Scene.

Med biografien »Ild og frihed – 50 år med The Savage Rose« fortæller musikjournalist Michael Gonzalez for første gang i sin helhed historien om The Savage Rose. Annisette optræder med Savage Rose på Bøgescenen fredag d. 12. august 2011 på Skanderborg Festival 2011. Foto: Malte Kristiansen/Rtizau Scanpix   Fold sammen
Læs mere

På mange måder rummer historien om The Savage Rose alt det, som mange elsker og lige så mange har kritiseret ved 68er-generationen: drømmen om at kunne ændre verden med en protestsang. Opgøret med kernefamiliens trygge rammer. Håbet om en verden uden krig og ulighed og et grundlæggende opgør med kapitalismen.

Men også det brændende politiske engagement på venstrefløjen, hvor bandet de sidste 50 år har spillet til demonstrationer, velgørenhedskoncerter og under de røde faner for både PFLP og DKP.

Med biografien »Ild og frihed – 50 år med The Savage Rose« fortæller musikjournalist Michael Gonzalez for første gang i sin helhed historien om The Savage Rose. Bogen er baseret på interviews med tidligere og nuværende bandmedlemmer, samarbejdspartnere og ikke mindst Annisette og hendes familie.

Savage Rose, Bøgescenen, Skanderborg Festival 2011 Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen / Ritzau Scanpix.

Et brændende spyd

The Savage Rose blev dannet i 1967 af den klassiske komponist Thomas Koppel, hans bror, Anders, Alex Riel, Jens Rugsted, Flemming Ostermann og den uskolede, men karismatiske 19-årig sangerinde med viltert sort hår og en karismatisk stemme.

»Stemmen, den kunne han ikke sammenligne med noget. Den gik gennem marv og ben. Ikke som en kuldegysning, nej, et brændende spyd,« har Thomas Koppel beskrevet den i et interview.

Thomas Koppel til B.T. I 1972

»Vi kæmper ikke i første række, det er vi ikke modne til endnu. Vi vil dog gerne yde vores bidrag til at kæmpe imod undertrykkelsen. Fra dansker til grønlænder. Fra hvid til sort. Fra ejer til arbejder«


Det selvbetitlede debutalbum fra 1968 bestod af psykedeliske kompositioner, der trak på både jazz, rock og klassisk musik. Det lød ikke som noget andet på den danske pigtrådsbaserede musikscene. Bandet blev anmelderdarling herhjemme, men udlandet fik også øjnene op for rockbandet med sangerinden med den storladne stemme.

Nej til Vietnam

The Savage Rose turnerede i USA i flere måneder og spillede blandt andet på Newport Jazz Festival i 1969 side om side med James Brown & Sly & The Family Stone. De blev tilbudt en større pladekontrakt i USA, men deres amerikanske eventyr sluttede hurtigt, da de afviste at spille for de amerikanske tropper i Vietnam og trykke hånd med præsident Lyndon B. Johnson.

Farven rød

Det politiske engagement på den yderste venstrefløj har altid været en integreret del af bandet – både hvad angår tekster og handlinger. Gennem de sidste 50 år har de engageret sig i alt lige fra Black Panther Party til DKP og protesteret mod Irakkrigen i protestbevægelsen Opråb fra Græsrødderne.

Brødrene Anders Koppel (tv.) og Thomas Koppel fra gruppen The Savage Rose. Fold sammen
Læs mere
Foto: Willy Henriksen / Ritzau Scanpix.

Da Thomas Koppel i 1972 af B.T. blev spurgt til bandets politiske overbevisning, svarede han:

»Den er rød. De Sorte Pantere har lært os meget. Angela Davis og Bobby Searle. Deres kamp og deres livsholdning. (...) Vi kæmper ikke i første række, det er vi ikke modne til endnu. Vi vil dog gerne yde vores bidrag til at kæmpe imod undertrykkelsen. Fra dansker til grønlænder. Fra hvid til sort. Fra ejer til arbejder.«

Bandets politiske engagement på den yderste venstrefløj skabte dog så mange interne spændinger, at flere medlemmer valgte at træde ud, da Annisette og Thomas Koppel i 1971 takkede ja til at give en støttekoncert til den sorte, militante borgerrettighedsbevægelse Black Panther Party.

Set med nutidens briller fremstår Annisette lovligt blåøjet, når hun fortæller om bandets politiske engagement:

»Vi synes, vi skulle blande os og sige fra, når vi var vidne til uretfærdigheder, for der sker altså ikke nogen forandring her i verden, hvis man tier, så vi tilegnede vores sange til friheden.«

Men sangerindens store åbenhed er samtidig bogens største styrke – hun er et evigt wild child med stort hår og bare fødder på scenen og prøver ikke på at være andet.

Storfamilie på turné

Annisette og Thomas Koppel blev kærester i 1971, og bandet blev deres fælles livsværk. De to skabte musikken til Flemming Flindts berømte ballet »Dødens Triumf«, der blev en publikumsmagnet med mere end 200 opsætninger og samtidig hev det unge publikum i Det Kongelige Teater.

Sammen fik Annisette og Thomas Koppel børnene Billie og Naja Rose, der var med i tourbussen verden rundt fra de kunne gå. De to døtre spillede – og spiller fortsat – en vigtig rolle i familiebandet og storfamilien.

Annisette Koppel fra The Savage Rose. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto / Ritzau Scanpix.

Deres historier om at falde i søvn i en røgfyldt tourbus eller indspille med forældrene i et lille hus uden vand på en bjergtop i Puerto Rico er et tankevækkende indblik i en hippiefamilie, der aldrig har gjort tingene efter bogen.

Den var nok aldrig gået hos nutidens curlingforældre, men måske kunne de lære noget af Koppel-familiens evige trang til at opleve verden uden beskyttende Hövding-cykelhjelm eller børnesikret Berlingo.

Black Angel

Mens resten af den danske musikscene i 80erne var optaget af trommemaskiner, kølige synthesizere og neonfarver, dyrkede The Savage Rose fortsat den politiske rock. Bogens titel henviser til den samling af revolutionære protest- og arbejdersange fra hele kloden, som bandet oversatte og udgav i 1988.

Det var dog ikke populært hos masserne. Først i 1995 røg Savage Rose tilbage på hitlisterne med det engelsksprogede »Black Angel«, hvor de arbejdede sammen med den amerikanske funkmester George Duke.

Resultatet var et album, der trak på soulmusikkens grundelementer, og flere numre, deriblandt titelnummeret blev indspillet med et gospelkor fra Los Angeles. Albummet solgte 150.000 eksemplarer og introducerede dem til en hel ny generation.

Sangerinde Annisette i forgrunden for bandet Savage Rose på plænen i Tivoli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ebbe Andersen / Ritzau Scanpix.

På tværs af generationer

Efter Thomas Koppels død i 2006, er Annisette bandets eneste tilbageværende medlem fra den oprindelige besætning. Datteren Naja Rose er blevet en fast del af bandet, ligesom organisten Palle Hjorth og Rune Kjeldgaard er det.

Men bandets kerne er intakt. Den er stadig glødende rød, og teksterne handler fortsat om kærlighed, social ulighed og retfærdighed med Annisettes hæse røst som det faste anker.

Få danske bands kan samle publikum på tværs af generationer til fællessang. Men det kan Savage Rose – og det er lidt af en præstation for et orkester med et halvt århundrede på bagen. I 2006 kom deres debutalbum endda i Brian Mikkelsens berygtede kulturkanon – hvilket Thomas Koppel dog høfligt frabad sig.

Sangen som våben

Rent tekstmæssigt kunne bogen trænge til en grundig redigering. Den er mindst 100 sider for lang, og ofte er sproget lidt gumpetungt og gentagende, ligesom flere detaljer virker overflødige – f.eks. citater om, hvad medierne skrev om hvert eneste af bandets 13 albums. Ind i mellem virker forfatteren lidt forblændet af sin hovedperson. Der er ikke meget modspil til Annisettes til tider lidt svævende udmeldinger.

Når det er sagt, så er bogen et autentisk vidnesbyrd om 68er-generationen for denne signatur, der er født 14 år senere i fattigfirserne og har hørt mine forældres generations fortælle henført om beatkoncerter på syretrip, opgøret med kernefamilien og kollektiver med fælles seng(!).

Da The Savage Rose sidste år spillede på Roskilde Festivals Orange Scene, proklamerede Annisette fra scenen:

»Fra i dag lytter vi kun til vores hjerter,« inden hun bad publikum om at holde et øjebliks stilhed for fred i verden og kærligheden. Derefter slap hun symbolsk en hvid fredsdue løs over publikum.

Scenen kunne lige så godt være foregået på den første Roskilde Festival i 1978, hvor The Savage Rose ligeledes var på plakaten. Det virker måske naivt set med 2018-briller, men tænk, hvis der stadig var nogle, der troede på, at man kan ændre verden med en velskrevet protestsang.

Det karismatiske danske band Savage Rose har siden debut'en i 1968 markeret sig på den danske såvel som den internationel musikscene som et kompromisløst talerør for udsatte befolkningsgrupper. Her ses Thomas Koppel med cigar og skindhat. Fold sammen
Læs mere
Foto: PEDERSEN PEER / Ritzau Scanpix.