Vi lever i moralske tider. Seneste eksempel i rækken er VM i Qatar, som har placeret mange i et moralsk dilemma. For er det forsvarligt at tage til slyngelstaten Qatar for at bakke op om fodboldlandsholdet? De kommer til at spille på et stadion, der har kostet tusindvis af bygningsarbejdere livet, og det er placeret på et af de steder i verden, hvor der bor flest røvhuller pr. kvadratmeter.
Det sidste vidste man godt i 2010. Alligevel blev Qatar udpeget som værtsnation. Enkelte gjorde anskrig, men ikke nok. Bolden rullede, og nu er vi der, hvor Danmark har kvalificeret sig med otte vundne kampe og flotte 27-0. Det er for sent at vende om, men det bliver en ophedet debat, om statsministeren, kulturministeren og diverse folketingsmedlemmer skal deltage, ligesom det vil blive diskuteret intenst, om vi skal sende repræsentanter fra Kongehuset derned. Skal vores fineste repræsentanter være Qatars nyttige idioter? Forhåbentlig ikke.
Problemet med det hypermoralske er nemlig, at intet i sidste ende er godt nok, rent nok, ubesmittet nok. Selv de mest pottetrænede demokratier har en beskidt fortid, og Qatars fortid ligger desværre stadig foran dem.Anne Sophia Hermansen
Sponsorerne er sikkert også i gang med at gøre deres stilling op. Det er ikke sikkert, at forbrugerne vil se med milde øjne på de virksomheder, der er med til at sportwashe begivenheden heller. Og så er der spillerne. Det er meget muligt, at flere af dem er ubekvemme ved at spille i Qatar. Måske så ubekvemme, at det kan ende med et afbud.
Flere husker nok, hvordan et par sponsorsodavand under EM i sommer var nok til at gøre Ronaldo ubekvem, så gad vide, hvordan han har det med undertrykkelse af menneskerettigheder? Vi får se.
Mette Frederiksen er kommet med den melding, at vi skal adskille politik og fodbold, men den skal hun længere ud på landet med. Politik og fodbold er for længst filtret sammen, og det ved hun også godt.
Fodbold er magt
For 500 år siden beskrev renæssancefilosoffen Machiavelli i »Fyrsten«, hvordan florentinsk fodbold kan fungere som politisk magtinstrument, og i 1930erne sportvaskede Mussolini det fascistiske Italien med fodbolden.
Sporten har siden været nationaliseret og associeret med nationers kulturelle og ideologiske overlegenhed, og det er ikke svært at forestille sig hvordan. Når Danmark spiller, samles vi om nationale symboler såsom Dannebrog, »Der er et yndigt land« og klaphatten, og så skal landets ære og territorium ellers forsvares.
Fodbold er altså ikke kun et uskyldigt frirum, men også en politisk slagmark, og især det sidste er tilfældet med VM i slyngelstaten Qatar. Lad os få kaldt en spade for en spade, så vi kan få løst de problemer, der er forbundet med deltagelsen, og lagt en strategi for de kommende slutrunder også. For faktum er, at de moralske dilemmaer ikke forsvinder, tværtimod. Debatten vil kun tage til i styrke.
Som sagt lever vi i moralske tider – eller snarere hypermoralske. Nærmest alt er for tiden genstand for moralsk granskning – fra crop tops til eskimois, Shu-bi-duas sange og statuer til foie gras og James Bond. Og således også fodbold, endda i stigende grad.
Et par eksempler.
I sommer, under afviklingen af EM, blev der ballade, da bystyret i München ville oplyse det olympiske stadion i alle regnbuens farver. Totalt ukontroversielt syntes vi her i de liberale demokratier, men helt så ukontroversielt så man ikke på det i Polen, Ungarn, Tyrkiet og andre deltagerlande. Her kæmper LGBT-personer en kamp for basale rettigheder, og her er regnbueflaget så afgjort et politisk statement.
Generelt ser vi også, at flere kampe indledes med antiracistiske markeringer, for eksempel at spillere knæler for BLM (som ikke ligefrem kan kaldes apolitisk), og derudover har UEFA markeret, at man ikke tolererer homofobi.
Hvis man bilder sig ind, at fodbold alene handler om en læderbold og er et »safe space« for politik, kan man godt tro om igen. Ånden er ude af flasken, og ingen tror længere på, at sport og politik er særskilte arenaer.
Fra slyngelstat til Atlantis
Heller ikke Mette Frederiksen. Vi skal derfor have formuleret en strategi, der tager højde for spørgsmål som: Hvordan skal Danmark være repræsenteret i Qatar til sommer? Skal vi overhovedet være der, og hvis vi ikke vil til Qatar, hvad så med vinter-OL i Kina? Hvordan undgår vi, at FIFA igen sælger fodbolden som politisk propaganda til slyngelstater, og hvornår er et land i det hele taget godt nok til at afvikle en slutrunde? Hvis tendensen med at vurdere alting moralsk fortsætter, er det formentlig kun Sverige og Norge, som i 2030 og 2034 kan forestå værtskabet. Derefter Narnia, Nangijala og Atlantis.
Problemet med det hypermoralske er nemlig, at intet i sidste ende er godt nok, rent nok, ubesmittet nok. Selv de mest pottetrænede demokratier har en beskidt fortid, og Qatars fortid ligger desværre stadig foran dem.
Som tingene forholder sig nu, virker det tonedøvt over for fakta såvel som tidsånd, at man bilder sig ind, at fodbold er et slags ubesmittet helle, der er helt frit for politik. Alligevel insisterer Mette Frederiksen på det.
Det bliver spændende at se, om hun tager til Qatar, og om hun iført klaphat og Dannebrog vil sende selfies hjem fra et stadion, der er oplyst af reklamer for Gazprom, Alipay og Qatar Airways.
Jeg håber det ikke.
