»Vi er nødt til at række ud efter vores venner og andre relationer, hvis vi ikke bare skal tænde for Netflix«

Hvilke venner søger vi, når verden ligger underdrejet af en pandemi? Hvor mange venner har vi egentlig? Hvem er tætte? Hvem er bekendte? Og bliver vi i takt med alderen mere direkte, »lige på« og ærlige over for de venner, vi har haft længst?

»Der er ingen tvivl om, at vores venskaber midt i en meget udfordrende coronatid er blevet vigtigere end nogensinde. Mange tænker mere over deres relationer nu, også mennesker, som måske ikke plejer at gøre det. De seneste måneder har vi for alvor mærket, hvad og hvem vi savner,« siger cand.mag. i engelsk og dansk Signe Foersom.

Hun er den ene af de to forfattere bag en ny bog om venskaber, »Venskabets kunst« med undertitlen: »Find din vej i de vigtige relationer«.

»Vi er nødt til at gøre noget. At række ud efter vores venner og andre relationer, hvis vi ikke bare skal tænde for Netflix, for ingen ved, hvor længe denne situation reelt kommer til at vare,« siger Signe Foersom.

Hun mener, at noget af det, som venskaber kan, træder meget tydeligt frem i en tid med corona.

»Al den støj, der normalt er i vores travle hverdag, er filtreret fra. Det kan skabe plads til en øget opmærksomhed på ens relationer. Når hverdagslivet buldrer derudad med job og fritidsaktiviteter og travlt familieliv, kan man nemt glemme at prioritere vennerne. Men nu oplever mange, hvor berigende det kan være bare at tale med en god ven i telefonen.«

Mellem tre og fem venner

Sammen med bogens anden forfatter, cand.mag. i retorik Stine Rusbjerg Guldager, har Signe Foersom undersøgt vores venskaber. Af de i alt 700 danskere, som deltog i de to forfatteres venskabsundersøgelse svarede langt de fleste, at de havde mellem tre og fem venner.

Hver fjerde svarede, at de havde flere end fem, mens én ud af hundrede ikke havde nogen nære venner. To ud af tre havde nære venner, som var forskellige fra dem selv i forhold til køn, alder, uddannelsesniveau og livssyn, mens én ud af tre kun havde nære venner, der mindede om dem selv. Aldersmæssigt var der en overvægt af de 30-50-årige i undersøgelsen.

Forfatterne undersøgte, hvad de nære venner betyder for os. Og det svar, de nåede frem til, var meget tydeligt: Vores venner giver os glæde. På andenpladsen kom: Mine venner inspirerer mig, og på tredjepladsen: Mine venner giver mig tryghed.

»Vi havde en oplevelse af, at venskaber var langt vigtigere, end vi ofte er bevidste om. Det gav os lyst til at bringe venskabet frem i lyset og – forhåbentlig – ind i samtalerne. Gode venskaber gør os både sundere, gladere og får os til at leve længere. Det er der videnskabelig dokumentation for. Men venskaber er ikke noget, man bare har, venskaber er også noget, man gør. Og gode venskaber kræver opmærksomhed,« siger Stine Rusbjerg Guldager og mener, at undersøgelsen meget tydeligt taler ned i en coronatid:

»Hvis der er noget, vi alle sammen virkelig har brug for i øjeblikket, så er det da glæde, inspiration og tryghed.«

Ifølge bogens forfattere må vi selv gøre en aktiv indsats.

»Når vi bliver mere bevidste om vores venskaber, kan vi bedre handle, også hvis noget i venskabet er svært. Desværre virker det, som om vi har en kulturel blufærdighed i forhold til at tale om vores venskaber, men vi har allesammen erfaringer med venskab, og at høre om andres venskabserfaringer gør os klogere på dét at være menneske. Måske er det netop nu, i coronatiden, at vi skal tage hul på nogle af de samtaler?«

Gamle venskaber bliver mere værdifulde

Signe Foersom og Stine Rusbjerg Guldalder, der begge er i fyrrerne, har været venner hele livet. De er ikke i tvivl om, at gamle venskaber for mange er værdifulde i en tid med stor usikkerhed og verdenskrise.

»Med de gamle venskaber har man en lang historie sammen, derfor er der utroligt meget at falde tilbage på og gribe tilbage i. Man har hinanden som fortrolige og som livsvidner, og det er der en enorm tryghed i.«

Signe Foersom: »Jeg tror, mange med alderen oplever, at man bliver mere lige på og mere direkte med sine venskaber. Man ved, at vi allesammen indimellem står med ting, der er svære, så »cut the crap«, vi behøver ikke at holde en eller anden facade.«

Stine Rusbjerg Guldager: »Signes og mit venskab har udviklet sig med årene på den måde, at vi er blevet endnu mere åbne over for hinanden, når ting ikke nødvendigvis altid er lette. Vi ved, hvor hinanden er i livet, og hvad vi kommer af. Samtidig har vi undervejs anerkendt hinandens valg gennem livet, uden at være enige i alt. Når man har det fælles fundament, kan man træde mere åbent og hudløst ind i venskabet. Vi tør åbne os mere for hinanden, i takt med at vi er blevet ældre, og det er enormt givende.«

Begge er interesseret i at »kigge udad på verden, men også indad på sig selv«. Et vigtigt fundament for venskabet.

»Det gør, at vores samtaler kan springe de vildeste steder hen, fordi vores fælles historie og baggrund er der. Vi kan både grine og græde med hinanden inden for ret kort tid, netop, fordi spændvidden er så stor.«

I flere år har de været vant til at være på fysisk afstand, men formået at holde kontakten.

»Jeg er lige kommet tilbage til Danmark efter at have boet otte år i Schweiz. Men Signe og jeg har altid været meget skrivende, også som børn, hvor vi ikke boede i nærheden af hinanden. Som unge boede vi på skift i udlandet. Der er ingen tvivl om, at nutidens digitale værktøjer gør det lettere for os at holde en tættere forbindelse i dag. Vi har jo faktisk skrevet en bog sammen, først på distancen mellem to lande og så med coronadistancen. Det var aldrig gået uden Facetime.«

Champagne med vanter på

Signe Foersom: »Før coronaen var der meget tale om, hvordan sociale medier og den digitale adfærd i vores liv påvirker os. Men i dag er vi mange, som har måttet erkende, at hold da op, hvor kan den meget, den teknologi. Du har da været til champagneaften med dine venner fra Schweiz på Zoom, Stine. Og jeg har nogle veninder, der mødes og går i spa med tændte stearinlys hjemme hver for sig, mens de mødes over Zoom. På den måde sætter coronatiden også gang i noget opfindsomhed.«

Bogens forfattere peger på, at den øgede opmærksomhed omkring vores venskaber under pandemien kan føre til et behov for at række ud efter gamle venner, udvikle et bekendtskab, så det i stedet bliver til et venskab eller at ændre måden at mødes på i en tid med corona.

»Hvis man nu plejer at se sine venner over en middag lørdag aften, kan tiden i øjeblikket betyde, at man må finde på noget andet. Så mødes man i stedet i parken, tager termokanden med kaffe med og hver sine wienerbasser. Jeg tror, at rigtig mange de seneste måneder er blevet mere fleksible i deres omgang med venner.«

Selv mødtes Signe Foersom forleden med en håndfuld veninder i skoven over et glas champagne.

»Vi kunne ikke mødes hele flokken og slet ikke indenfor, så det blev faktisk en fin og lidt anderledes dag. Man kan faktisk drikke champagne med vanter på. Tiden giver nogle udfordringer, men den giver også et blik på nogle muligheder, når vi skal være sammen.«