I 1930erne havde Josef Stalin etableret sig som enevældig tyran i zarernes gamle Kreml i Moskva, hvor han mere eller mindre arbitrært fik henrettet officerer og generaler, alt efter hvad hans mavefornemmelse og humør sagde ham var »fjender« i egne rækker.
»Cancel culture« har for alvor fået fat i danskerne og lader til at ramme efter nogenlunde samme tilfældighedsprincip. Hvis du nogensinde har sagt eller gjort noget som helst, kan det være din tur næste gang. Det handler kun om, hvorvidt nogen beslutter sig for at pege på dig.
Med vores revytradition og selvironi har der i dansk humor altid været højt til loftet, men vores sjove mænd og kvinder får i nutidens »cancel culture«-landskab en strammere og strammere spændetrøje på, og mere og mere rigide regler for, hvad der må siges og grines ad.
Det er gået i glemmebogen, at de, der optræder med humor, ikke nødvendigvis giver udtryk for deres allerinderste, dybeste holdninger til verden, men derimod ofte portrætterer en figur eller karikerer en arketype.
Ofte, når en vittighed med diskriminerende undertoner hiver en stor latter hjem, er det faktisk ikke den udsatte gruppe, vi griner ad, men derimod det faktum, at der findes mennesker med så groteske verdensbilleder, som vittigheden portrætterer. En vigtig nuance, som potentielt kan gå tabt i wokeness.
Indtil videre har vi set forskellige overlevelsesstrategier til det identitetspolitiske hurlumhejhus blandt det danske komediefolk. Den første og mest sarte handler om at beholde fløjlshandskerne på.
Her sørger man for aldrig at sige noget forkert og dyrke de politisk korrekte emner i sit humoristiske materiale. To oplagte eksempler er standupkomiker og tykaktivist Sofie Hagen og feministiske Sanne Søndergaard.
Anden kategori er noget mere kringlet. Her handler det primært om at være vellidt. Således kan man nemlig slippe af sted med betydeligt mere. Sidste år ved Zulu Comedy Galla kunne man se musiker Søren Rasted optræde iført »blackface« som den pædofilisigtede amerikanske sanger R. Kelly og senere optræde med et Michael Jackson-nummer omgivet af små drengebørn.
Relativt grove jokes om pædofili og racisme. Men ingen løftede et øjenbryn. Er man tilpas vellidt i forvejen –- og måske endda lidt fuckable – får man nemlig langt længere snor end den gennemsnitlige underholdningsfigur.
Omvendt måtte komiker Brian Mørk allerede i 2015 opleve shitstorm-helvedet, da han havde gjort sig morsom på baggrund af en opdigtet voldtægtssag.
Og netop Brian Mørk tilhører den tredje og sidste kategori, som også er min personlige favorit. Dem, der har haft ørerne i maskinen så mange gange, at »cancel-culture«-soldaterne har kategoriseret dem som idioter uden for rækkevidde og derfor lader dem i fred.
Det er nok ikke en rar proces at nå dertil, men det er til gengæld den strategi, der giver det største afkast. Nemlig kreativ frihed. Lasse Rimmer er et andet eksempel på en, der konsekvent har gjort sig upopulær, og Hella Joof et tredje. Joof er i øvrigt hoppet fra kategori to til tre.
Hun var engang elsket af alle i en sådan grad, at hun kunne slippe af sted med hvad som helst, og det var en decideret dødssynd at kritisere hende. Men så viste det sig, at hun var liberal og dér gik grænsen. Nu er hun persona non grata hos de woke, men igen nok betydeligt mere fri end Sofie Hagen.
Dem i kategori tre er nemlig så upopulære i korrekte kredse, at de ikke er vurderet værdige til den tid, en shitstorm kræver at stable på benene. Den ultimative frihed.
Hvis samfundet skal komme ud på den anden side af wokeness med humoren i behold, bør så mange som muligt af de sjove begive sig ned i kategori tre. Det bliver ikke nemt, men det bliver det værd.
