For ti år siden var jeg til en gymnasiefest, hvor 100 andre var klædt ud som en racistisk parodi på mig

ESSAY: Der har spredt sig en besynderlig og misforstået tendens til, at velmenende antiracister – både sorte, brune og hvide – udstikker retningslinjer for, hvordan man skal begå sig blandt sorte. Således formår man at reducere sorte til handlingslammede objekter. De velmenende råd uddeles med en præmis om, at sorte mennesker i Danmark har et holdningsfællesskab, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet, skriver Berlingske-skribent Aminata Amanda Corr i dette essay.

Det er grotesk at forvente, at man kan følge en række fastlagte retningslinjer for omgang med sorte mennesker. Selvfølgelig er vi lige så uenige om alting som alle andre – også om racisme. Thomas Lekfeldt

Sorte mennesker er ikke enige om, hvad der er stødende, og hvad der ikke er – heldigvis. Man kan ikke forvente, at alle sorte i landet skal mødes til en eller anden form for generalforsamling og blive enige om, hvorvidt vi vil kaldes eksempelvis »neger« eller ej. Eller om det er en god idé at lægge sin stemme til højre eller til venstre for midten ved et folketingsvalg. Enhver, der påstår at have fundet opskriften på ikke at støde nogen, lyver.

Præcis ligesom det ikke forventes af andre befolkningsgrupper, at de skal nå til enighed om dette eller hint relateret til deres hudfarve. Uenighed er en dyd. Også for sorte mennesker.