Nu retter antiracister kampen mod et overraskende mål fra fortiden

5.000 briter har skrevet under på, at en statue af den indiske frihedsleder Mahatma Ghandi skal fjernes. Hans barnebarn indrømmer, at Ghandi har udtrykt sig racistisk mod sorte, mens han boede i Sydafrika.

I London er en statue af Gandhi beskyttet mod vandalisme, mens 5.000 har skrevet under på at en statue af Gandhi i Leicester skal fjernes som følge af den afdøde uafhængighedsleders angivelige racisme mod Sydafrikas sorte. Londons borgmester Sadiq Khan har udtalt, at byen vil overveje, hvad der skal ske med statuer af personer, der historisk kan knyttes til slaveriet. Will Oliver/EPA/Ritzau Scanpix

Få havde nok regnet med, at Mahatma Ghandi, den afdøde leder af Indiens uafhængighedsbevægelse, skulle komme i skudlinjen for den aktuelle antiracistiske bevægelse. Men indtil videre har 5.000 personer skrevet under på, at en Ghandi-statue i den britiske by Leicester skal fjernes som følge af, at Ghandi skulle have udtalt sig negativt om Sydafrikas sorte befolkning, mens han selv var sydafrikansk borger. Det skriver flere medier, heriblandt medier i Indien, hvor nyheden vækker opsigt og harme.

Underskriftsindsamlingen beskylder den indiske uafhængighedsleder for at være »fascist, racist og et seksuelt rovdyr«, og det er ikke første gang, at Mahatma Gandhi står for skud. Sidste år opfordrede studerende i Manchester til, at en lignende statue af Gandhi fjernes på grund af hans »veldokumenterede anti-sorte racisme«.