Hæklede vaginaøreringe, gigantiske menstruationskopper og en overdimensioneret tampon med rødglimtende maling er blot nogle af de elementer, der er udstillet på verdens første og hidtil eneste vaginamuseum.
Lørdag åbnede Vagina Museum i det berømte Camden Market i det nordvestlige London. Museet er det første af sin art i hele verden. Det skriver The Guardian.
Idékvinden bag museet fortæller, at motivationen til at skabe et museum med kvindens kønsorgan i fokus er opstået, fordi hun er biseksuel, og »bare elsker vaginaer«. Idéen opstod, da hun blev bekendt med, at der eksisterer et penismuseum.
Halvdelen af de adspurgte vidste ikke, hvor skeden var. Jeg troede, dét var noget, folk vidste.Sarah Creed, kurator på Vagina Museum
»Jeg opdagede, at der var et penismuseum i Island, men at der ikke var noget tilsvarende med vaginaer nogle steder, så jeg besluttede mig for at lave et,« siger Florence Schechter til The Guardian.
Museet er blevet en realitet via fundraising, hvor mere end 1.000 personer tilsammen har doneret mere end 50.000 pund, svarende til 435.000 danske kroner.
Museets allerførste udstilling er døbt »Muff Busters: Vagina Myths And How To Fight Them«, og her er fokus på de misforståelser og myter, der kan være om kvinders private dele som for eksempel anatomien, menstruation, sex, og hvordan man egentlig holder den ren.

I udstillingen bliver man blandt andet oplyst om en undersøgelse, der viser, at mere end halvdelen af den britiske befolkning ikke kunne beskrive funktionen af og ej heller identificere vaginaen, skamlæberne eller urinrøret.
»Svarene var forbløffende. Halvdelen af de adspurgte vidste ikke, hvor skeden var. Jeg troede, dét var noget, folk vidste. Det overraskede mig virkelig også, at én ud af fem kvinder tror, at de skal fjerne deres tampon for at tisse,« siger Sarah Creed, der har kurateret udstillingen.
Oplysning og læring
Udstillingen byder altså på masser af oplysninger om vaginaen og kigger blandt andet også på, hvad der er mest hygiejnisk: at have kønshår eller ej. Generelt bliver der slået et slag for hygiejnen for neden. Hvad skal man, og hvad skal man ikke.
»Din vagina lugter ikke som en buket blomster, og det skal den heller ikke. Ingen af vores kropsdele lugter sådan. Folk sidestiller vaginaen med armhulen, og siger »Åh, jeg lugter under armene, jeg tager deodorant på«. Men den går altså ikke med vaginaen,« siger Sarah Creed.

Foruden udstilling vil museet også fungere som et rum, hvor man kan diskutere feministisk litteratur, opleve stand-up-comedy og andre optrædener. Museet har også en lille butik, hvor man selvfølgelig kan købe vaginarelaterede souvenirs, hvis man lige står og mangler en vaginakop for eksempel.
Museet fungerer samtidig som oplysningsorgan, så man via brochurer generelt kan blive klogere på vaginaen. Alle mennesker er velkomne uanset køn og seksuel orientering, museet ønsker blot at oplyse og skabe læring blandt folk.

»I denne »post-Weinstein-æra«, er der mere frygt, end der er forespørgsel, for folk vil ikke ses som værende upassende, men de er en del af samtalen. Folk har koner, døtre og venner, og for at interagere med dem på en effektiv måde, bør de vide mere om dem,« siger Sarah Creed.
Når udstillingen er slut i februar, vil man kigge på mestruationens rolle gennem historien. Der er fri adgang til museet, og i slutningen af november, vil det være muligt at opleve udstillingen online.
