Velkommen til Exillion – den verden, reklamekongen Peter Wibroe selv har skabt

Han var godt i gang med at drikke sig selv ihjel.

Lige indtil han en dag faldt om inde på bureauet og begyndte at kaste blod op.

Bernie, hans gode ven og »løjtnant«, fik ham fragtet til kommunehospitalet på Øster Farimagsgade, og da lægen efterfølgende stod i døråbningen på vej ind for at tilse patienterne på stuen, hørte han lægen sige til en sygeplejerske:

»Han er død, er han ikke?«

Det var nu manden i sengen ved siden af, der viste sig at være stendød.

Efter forskrækkelsen og i en rus af uendelig taknemmelighed for livet fulgte en nogenlunde sober tilværelse for Danmarks ukronede reklamekonge, Peter Wibroe. Men kun i tre måneder. For Rom er fuld af fristelser, og under en forretningsrejse smagte de kølige drinks under byens blinkende stjernehimmel bedre end nogensinde. Kvinden ved hans side var en russisk kunstnerinde – Vera, hed hun.

Han følte sig alt andet end syg.

Mere end én gang er Peter Wibroe blevet kaldt for en dansk version af Don Draper, den kreative direktør i den amerikanske kabel-TV-serie om New Yorks hyperhippe reklamefolk i 1960erne.

Peter Wibroe griner stille, tager et ordentligt hiv af cigaretten og siger så med lavmælt stemme:

»Don Draper ... Don Draper … næh … mit liv var meget vildere end hans.«

Æstetisk eksil

Nytårsaften i år var det præcis 20 år siden, at Peter Wibroe tog beslutningen om at gå i frivilligt eksil. Æstetisk eksil, som han kalder det. Her vendte han ryggen til verden, til København og ikke mindst til sit livsværk, Wibroe, Duckert & Partners, hvor han fra begyndelsen af 70erne til slut-90erne var manden, der kreerede tidens slagkraftige kampagner og gjorde bureauet til det mest prisvindende nogensinde.

Han har gjort »livet grønnere med Tuborg« og stået bag, hvad der er blevet kaldt en genistreg på kun 20 sekunder:

»God jul og godt Tuborg.«

En ultraenkel animeret reklamefilm med bjældeklang, kane og julemand, som senest i julen 2019 blev vist i de danske biografer for 36. år i træk.

Blandt Wibroes egne favoritter er det stadig den sort-hvide illustration med Den Lille Havfrue som skelet og atomkraftværket Barsebäck i baggrunden, han har et blødt punkt for. I flere år havde hun ligget i hans skuffe, inden hun blev til en noget morbid postergirl på forsiden af Ekstra Bladet. For timingen skulle være den rigtige. En timing, der kom med Three Mile Island-ulykken i 1979 (kernekraftulykke i USA), og som fik Peter Wibroe til at haste over til Ekstra Bladets daværende chefredaktør, Sven Ove Gade, som han kendte fra deres mangeårige samarbejde.

»Så er det nu! Det er hele forsiden på dit blad og ikke sådan en lille fims nede i bunden eller hjørnet,« sagde Wibroe.

Der er noget ultimativt over mennesker som Peter Wibroe, der træffer store livsvalg og gennemfører dem uden nogensinde at se sig tilbage. Som er så overbeviste om det rigtige i at vende tilværelsen 180 grader rundt og ikke fortryde ét sekund, når de først har drejet om på hælen.

»Gennem hele livet gælder det om at vælge – og helst vælge rigtigt. Vælge, hvad man vil bruge livet til. Vælge, hvem man selv er, og hvordan man vil være. Ellers bliver det de rene tilfældigheder, der afgør ens liv,« mener han.

Arbejdet begyndte ud på aftenen

Da Peter Wibroe for 20 år siden nytårsaften stod og skålede i champagne med venner og familie hjemme i Søllerød for et nyt årtusinde og for sin nye eksiltilværelse, der skulle træde i kraft på slaget 24, var det ikke bare et livsværk, han havde besluttet sig for at forlade. Det var også en livsstil som en af giganterne i en reklamebranche, der hidtil havde fyldt alt i hans liv. Dag og nat. En ægte rock and roll-tilværelse.

»Jeg mødte på bureauet om formiddagen, holdt en masse møder og begyndte faktisk først at arbejde rigtigt ud på aftenen. Så gik vi på Café Victor og fandt frem til, at det, vi havde siddet og arbejdet med, alligevel ikke var godt nok. Tilbage på bureauet og starte forfra til sent ud på aftenen – og så måske runde af med en tur på diskoteket Annabels,« siger Peter Wibroe.

Det var en tid, hvor ingen holdt sig tilbage. Der blev drukket og arbejdet, og når Peter Wibroe på afstand i dag skal vurdere, om man bliver mere kreativ med alkohol i blodet, er svaret ja.

»Jeg tror, at alkohol åbner for en elevator ned til underbevidstheden. Der dukker noget op, man ellers ikke kan komme i kontakt med – det er jeg slet ikke i tvivl om. Hvorimod hash – det kan man godt glemme. Vi er nogen, der har prøvet at fremme kreativiteten ved at ryge os skæve. Men dagen efter, når vi kiggede på det, vi havde lavet, viste det sig at være det værste lort.«

Andre gange var det natklubben Tannhäuser, godt gemt af vejen bag Det Kongelige Teater, som var sidste station efter arbejdet. Berømt for ritualet med en Ugly Bugly-drink og et romerlys antændt mellem ballerne til tonerne af »Gladiatorernes Indtogsmarch«. Wibroe, Duckert & Partners var idemagerne bag ritualets afslutning, når den falske Marquis de Sade tog ridepisken frem og leverede tre dask i den bare til gæsten. Et markedsførings- og PR-stunt, som gik rent ind hos medierne og sikrede masser af omtale.

»Jeg har en helt ekstrem visuel hukommelse, når jeg husker tilbage på bestemte begivenheder og perioder, også på Tannhäuser. Det er som små filmstrimler, jeg kan køre gennem hjernen. Atmosfæren, musikken, mennesker, lugte, lyde, interiør – jeg ser det hele.«

Grådigheden kom snigende

Sanserne er vigtige, siger han. Især synssansen. For at kunne nyde det visuelle med et blik på al den skønhed, der også findes.

»Sjælen bliver skabt af vores sanser, og 80 procent af sanserne står vores syn for. Hvis du orienterer dig som livsnyder, skal der en overdådighed til inde i sjælen, for at sjælen kan blive fyldt op af noget godt. Det siger sig selv, at jeg er stor modstander af minimalisme. Tænk sig, hvis man fik en minimalistisk sjæl – det ville være skrækkeligt.«

De seneste 20 år i eksil har i høj grad haft med det visuelle at gøre. Intet mindre end alt. For Peter Wibroe har brugt årene på at skabe »de smukkeste tønder land nord for Alperne«. Sådan lød visionen, da reklamekongen vendte ryggen til det, han kalder for »den moderne verdens grimhed og grådighed«.

Efter at have været med i, hvad han selv betegner som branchens fedeste årtier, var han til sidst en mand, som var ved at blive ædt op af det evige lefleri for den laveste fællesnævner. Af dilettanteri, plathed og kiksethed.

»Op gennem de sidste år i 1990erne var de gamle dyder, æstetikken, kreativiteten og det gode håndværk i reklamebranchen forsvundet og i stedet overtaget af underholdning. Alt blev styret af en vanvittig og helt sindssyg vækst og profit. Det kunne jeg ikke længere være en del af. Så måske er det, når man i mange år har levet et liv i en kunstig branche og forført folk til forbrug, at fanden går i kloster og vil bruge resten af sit liv på at sone sine synder ved at skabe ægte skønhed ud af ægte natur,« mener Peter Wibroe.

»Da jeg mærkede grådigheden og de smagløse tendenser også havde sneget sig ind på mit eget hellige bureau, opstod den vrede, der gav mig modet til at rejse mig, gå ud ad døren og vende ryggen til alt, hvad jeg hidtil havde stået for. Det var et kæmpe opgør med branchen og med det bureau, jeg havde grundlagt 27 år tidligere. Men selvfølgelig handlede det også om mig selv. Om, hvad jeg kunne stå inde for. Og i sidste ende, hvad jeg ville bruge resten af mit liv til,« siger den i dag 76-årige Peter Wibroe.

Han solgte sin andel i bureauet og investerede en stor klat af sin formue til at bygge sin egen verden op.

»Selv om det kostede økonomisk, ville der blive midler nok til, at jeg kunne leve som et frit menneske i overensstemmelse med min sjæl og med min samvittighed intakt.«

Kunsten at stå for det hele selv

Villaen og haven i Søllerød havde han haft siden 1974, men tiden havde han til gengæld manglet. I sit æstetiske eksil ville han bruge al sin tid på at forme havekunst og udvide den barokke byggestil, han allerede var i gang med.

Han ville selv stå for det hele. Tegne et arkitektonisk værk. Med bygninger og en have i symmetri. Et af havens forskellige afsnit skulle inspireres af de gamle orientalske haver i Alhambra i Granada, et andet afsnit med inspiration fra den italienske renæssance.

Der skulle jord under neglene, slæbes bunker, beskæres, klippes og skabes det, han kalder for »en skueplads for en rivaliserende kamp mellem natur og kunst, arkitektur og landskab, fortidsidealer og nutidseksperimenter«.

En have med bygninger, som skulle se ud, som om det hele var anlagt for flere hundrede år siden.

»I Danmark kalder man det for en anakronisme, når det ikke er bygget i tidens stil, men hvad fanden er tiden i dag? Hvorfor er det tiden og ikke menneskene, der skal bestemme den arkitektur, man gerne vil have?« spørger han.

Dette er Wibroes verden. En lille plet på kloden med navnet Exillion. Omkranset af høje stedsegrønne træer og buske i et af Danmarks velhaverkvarterer.

Bag den store gitterlåge er det som at træde ind i en ubestemmelig tidsalder. Eller hoppe midt ind på en side i en fransk børnebog med en historie om et særligt sted i en barokhave, hvor man kan gå på opdagelse og måske forsvinde lidt. Et sted med plads til både orden og vildskab.

Fra søjlegangen foran et nyklassicistisk anneks et stykke væk fra gitterlågen siver en røg ud og giver gæsten en retning at gå i. Og der sidder han så, Peter Wibroe, og pulser på en cigaret.

»Du må ikke spørge mig, hvorfor jeg stadig er i live, for jeg aner det virkelig ikke. De fleste af mine jævnaldrende venner fra dengang er døde. Måske er det turene i skoven om morgenen med vores hunde, som er med til at holde mig levende. Og så har jeg fået nye venner, der er yngre end mig selv.«

Her poserer Venus

Inden for i annekset – i sin basilika – byder Peter Wibroe på kaffe. Den ene væg er dækket af en original flamsk gobelin, loftet inspireret af et loft, han har set på et bibliotek i Venedig og efterfølgende selv har tegnet. På det lange spisebord dominerer to store bronzekandelabre, og da januars tusmørke kommer snigende, tænder Peter Wibroe alle stearinlysene.

For nylig pillede han lamperne over spisebordet ned – det er smukkere og mere ægte med stearinlys, synes han. Sin basilika har han skabt ud fra en vision om, at hvis han nu var tvunget til at opholde sig her og kun her i hele sit liv, hvordan skulle det så bygges og indrettes.

Venus, den romerske gudinde, der står for kærlighed og skønhed, poserer i al sin kølige marmornøgenhed og kigger blidt ud i det højloftede rum. Gennem tiden har hun set lidt af hvert, for i flere år stod Venus inde på reklamebureauet. Peter Wibroe tog Venus med sig, da han ryddede sit kontor på bureauet den sidste dag.

Han ved, at nogen betragter hans projekt som excentrisk, andre som en unødvendig luksus.

»Min gamle arabiske ven, Jasim, som desværre er død i dag, sagde til mig: »Peter, hvis ikke sådan nogle som os gør den slags, så forsvinder ekstravagancen, og verden bliver fattigere«. Men min hverdag er på ingen måde ekstravagant – snarere det modsatte med en enkelhed, jeg er kommet til at elske. Jeg lever et forholdsvis mådeholdent liv uden luksuriøse og teknologiske udskejelser. Det eneste sted, jeg har lyst til at rejse hen, er til Paris. En by, der stadig kan opsuge turismen i modsætning til mange andre byer, turisterne har invaderet. Paris er skønhed og kærlighed.«

Det samme er kvinden Anne Marie. Han blev gift med tekstforfatteren Anne Marie Mygind i foråret 2019. Parret havde kendt hinanden i otte år, men Anne Marie skulle være mere end en kæreste – hun skulle selvfølgelig være fruen i huset. Men ingen bryllupsfest og ingen gæster. Parret tog ned på rådhuset i Holte, blev gift, tog hjem igen og fortsatte havearbejdet sammen.

Også datteren Louisa og hans barnebarn på 20 bor i Exillion. Det ældste barnebarn på 22 er flyttet hjemmefra, det samme er Peter Wibroes 19-årige søn, Alexandar, der arbejder som skiinstruktør i Canada.

»Det er den sicilianske familiemodel med flere generationer under samme tag. Især på mine ældre dage har jeg for alvor indset, hvad der er det vigtigste for mig overhovedet: min familie. De er det allervigtigste. Sammen med vores hunde.«

Vedligeholdelsen af Exillion står Peter Wibroe selv for sammen med sin datter og sin kone. Og siden han i 2014 udgav bogen »Havekunst og Tanketidsler« er han blevet kontaktet af turselskaber, som vil vise turister i Danmark hans forunderlige sted. Så sent som i går blev han ringet op af en engelsk turoperatør, der ville booke tid til et hold amerikanske turister til foråret.

»Fra maj til september har vi mange, der kommer for at se Exillion og haverne. Vi byder på et lille glas, og jeg viser rundt. Det er noget, jeg er kommet til at synes er lidt sjovt. For et par år siden var der et rosenkonvent med gæster fra 34 nationaliteter. 450 gæster kom forbi her i løbet af de tre dage, konventet varede, og busserne kørte i pendulfart ned ad Søllerødvej. Haven her var som et tivoli fyldt med mennesker – det var en fantastisk oplevelse.«

Dette er ikke en byplan, dette er en skideballe

Han har det bedst, når han er hjemme. Men det sker, han kommer en tur ind til København. I det øjeblik, han kører forbi den nye Østerport Station, vender han hovedet væk.

»Det er så rædselsfuldt, at det ikke er værdigt at sætte ord på.«

Tidligere interesserede han sig meget for København, han boede inden for voldene og elskede byen. Men den helt store forandring kom, da man frigav Holmen, siger han.

»I stedet for at lave en masterplan solgte man hver kvadratmeter til højestbydende. Det var en katastrofe for en by, der netop er helt unik med voldene omkring. Da de byggede den store tankstation over for Amalienborg, som bliver kaldt for Operahuset, var jeg helt færdig.«

Peter Wibroe rejser sig fra den røde plyssofa og går over til en stor kommode, hvor han trækker en skuffe ud. Han hiver en stor grafisk skitse frem af det indre København. Af sit elskede København, sådan som han gerne havde set byen med de prægtige volde have udviklet sig. Med stor fed skrift står der øverst:

»Dette er ikke en byplan, dette er en skideballe.«

»Jeg ville have gjort havnen lidt smallere, og så skulle vi have haft en rodakse med en bro over til der, hvor Operaen ligger i dag. Dér skulle have været en stor plads omgivet af et klassisk moderne palads med et område, der indeholdt alt det, vi kender fra Paris. Og dér, hvor Kanonbådshusene ligger i dag, kunne man have bygget Operahuset, så det faktisk lignede et operahus og ikke en tankstation. På Papirøen skulle vi have haft et kunstmuseum i stedet for det, der i dag er klistret på Statens Museum for Kunst.«

Han ryster på hovedet og siger, at han stadig er såret over den måde, byen er blevet ødelagt på.

»Noget af det vigtigste for en by er en masterplan, men den har været fuldstændigt fraværende. Det var faktisk medvirkende til, at jeg tænkte: »Nå, men så laver jeg sgu mit eget«.«

Sin plan over Holmen offentliggjorde han aldrig.

»Der var så mange andre med gode intentioner. De fleste blev afvist, og jeg gad ikke stille mig op i køen og være blandt alle dem, der blev sendt hjem igen.«

Det er næsten mørkt udenfor. Peter Wibroe skænker kaffe op, byder på en aperitif og tænder endnu en cigaret.

»Jeg lever uden at passe på – det er skæbnen, der må styre, hvornår det hele er forbi,« siger han og asker cigaretten.

»Det er jo grotesk, at man prøver at gøre folk så gamle, så gamle. Jorden er ved at svulme over af alt for mange mennesker. Vi skal være så sunde, så sunde, og jo flere der bliver 100 år, desto bedre. Det giver ingen mening. Selv om det kan lyde grotesk, skulle man i virkeligheden sige: »Ryg, rejs, drik, elsk og nyd«. Det ville jo også gøre noget godt for klimaet, hvis vi blev lidt færre.«

Han følger altid sine gæster helt ud til gitterlågen. Grænseovergangen mellem Wibroes verden og verden udenfor.