Københavnersnuden: Jeg håber, spøgelset vil holde hånden over Østerbros hemmelige oase

Ikke mange steder passer det kendte begreb »en oase i storbyen« så godt til virkeligheden som i Rosenvænget-kvarteret på Østerbro i København. Hver uge skriver arkitekt Holger Dahl klummen »Københavnersnuden« om Københavns bygninger, gader og liv.

I dag er der mange parkerede biler, men Rosenvænget er stadig en oase på Østerbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

En sensommerdag i 1980 cyklede jeg for første gang i mit liv ned ad Rosenvængets Hovedvej. Jeg var netop flyttet til København for at begynde et nyt liv som studerende, og selvom jeg havde fået plads på et kollegium i Rødovre, var jeg på jagt efter et rigtigt sted at bo.

Ad omveje hørte jeg, at man kunne leje et klubværelse på adressen Rosenvængets Hovedvej nummer 31, så jeg cyklede derned og ringede på døren. En gammel dame åbnede og sagde straks: »Åh – det er dig, der kommer om værelset.« Det svarede jeg naturligvis ja til, og i løbet af en time havde jeg et værelse bag en af kvistene i det store, røde hus, der dermed blev min faste base i København de næste seks år.

Et fantastisk sted at bo. Med andre unge, der hurtigt blev venner for livet. Med have, med en værtinde, der i timevis kunne fortælle røverhistorier fra et langt og farverigt liv – og med et rigtigt spøgelse, der vandrede gennem overetagen hver morgen præcis klokken kvart i fem, når jeg vågnede. Jeg turde aldrig åbne min dør, før det var gået forbi, selvom vi beboere blev enige om, at det uden tvivl måtte være et rart spøgelse.

Danmarks ældste villakvarter

Rosenvænget er selv i dag et næsten hemmeligt sted. Man kan bo i årevis på Østerbro uden at opdage det lille villakvarter dér i skyggen af Finseninstituttet.

Vores kvarter: Rosenvænget på Østerbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.
Kvarteret blev udstykket af den kongelige hofvinhandler med det seje navn Mozart Waagepetersen. Han købte hele området i 1857 og gik i gang med at udstykke det til villagrunde. Det var i de år, voldene faldt, og København begyndte at brede sig ud i brokvartererne, men for at fastholde den landlige stemning var Waagepetersen fremsynet nok til at få en mængde servitutter tinglyst på grundene. Her måtte ikke være larmende forlystelser, og her måtte aldrig bygges højere end tre etager.

Kvarteret blev hurtigt populært blandt holdne mennesker i hovedstaden, der i stor stil gik i gang med at bygge villaer – i tidens dominerende historicistiske stil. Mange brugte villaerne som sommerboliger og beholdt så en lejlighed inde i København, hvor de kunne bo om vinteren. Fornemme folk som Johanne Louise Heiberg flyttede herud, og senere også malerne P.C. Skovgaard og Vilhelm Marstrand, komponisten J.P.E. Hartmann og andre fra den københavnske elite.

Kvarteret blev endda besunget af H.C. Andersen, der tilbragte sine sidste år på landstedet Rolighed, der lå, hvor Gammel Kalkbrænderivej ligger i dag. Her skrev Andersen linjerne:

Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden,
Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer,
Hvor »Rosenvænget« naaer til Øresund,
Og Konstner-Navne lyse ud i Verden.

Men kvarteret kom også hurtigt under pres, da udbygningen af København for alvor tog fart i slutningen af 1800-tallet. Finseninstituttet bredte sig fra øst og slugte fru Heibergs villa, mens det lykkedes at holde »lejekasernerne« nogenlunde væk fra kvarterets andre sider.

Så sent som i 2006 gav Københavns Kommune dog tilladelse til, at det tidligere Institut Français blev revet ned, og at grunden blev bebygget med moderne lejlighedsbyggeri i tre etager.

»Jeg elskede følelsen af at dreje væk fra byens larm, når jeg tog svinget ned ad Odensegade. Jeg kunne rulle i frihjul hele vejen ned til nummer 31, og langsomt kunne jeg høre, hvordan larmen fra byen gradvist forsvandt.«


Væk fra larmen

I min studietid var Rosenvænget virkelig som en lomme i tiden.

Jeg elskede følelsen af at dreje væk fra byens larm, når jeg tog svinget ned ad Odensegade. Jeg kunne rulle i frihjul hele vejen ned til nummer 31, og langsomt kunne jeg høre, hvordan larmen fra byen gradvist forsvandt. I stedet var her kun lyden af fuglesang og løvets raslen i træerne.

I 1980erne havde folk i Rosenvænget ikke biler, så gaderne var stort set tomme dagen lang. Her var kun nogle enkelte hundeluftere og en sjælden gang en ensom knallertbølle, der havde fundet ud af, at de tomme veje var perfekte til at køre hurtigt på.

Det var dengang, store kassevillaer ikke var populære. Mange af husene i kvarteret fungerede som bofællesskaber eller kollektiver, og millionærfeberen havde på ingen måde grebet det lidt søvnige Østerbro.

Når jeg cykler gennem området i dag – på sentimental journey – kan jeg se, at pengenes urolige virkelyst også er kommet til Rosenvænget. Den lokale grundejerkomité forsøger at få vedtaget en bevarende lokalplan for området – indtil videre uden held. Jeg håber, både som tidligere beboer og nuværende Københavnersnude, at det må lykkes.

Ellers vil jeg overveje at tage kontakt til spøgelset igen.