Piet Hein var et renæssancemenneske, der digtede, designede, tegnede og meget, meget mere. Det fremgår af biografien »Piet Hein – Verdensdanskeren«, der dog også rejser et grundlæggende spørgsmål hos læseren: Bredte han sig over for meget?
I kernen af det hele, inde bag alle ideerne og initiativerne, er der måske et paradoks. Endda et ondt et af slagsen. For på den ene side skyldtes Piet Heins popularitet, at han foretog sig så meget forskelligt. Men på den anden side havde han måske nået dybere ind og højere op, hvis han havde været mere fokuseret.
Det lyder måske som tungetale. Det er det nu ikke. Men det giver måske mest mening, når alle mellemregningerne er foretaget og Heins aktiviteter – og de er mange – er beskrevet.
Og netop beskrivelsen af Heins maniske, farverige, flerlagede og med interesse fulgte arbejdsliv er målet for den store biografi »Piet Hein – Verdensdanskeren«.
I arbejdet med den rigt illustrerede bog i smukt, stift bind har redaktør Olav Harsløf haft adgang til Hein-familiens private gemmer og den forventelige overflod af materiale: digte, tegninger, prototyper af bøjede ispinde og pap, tidsskrifter, fotografier, udkast og i omegnen af 12.000 fotografier.
I pressemeddelelsen står der, at med denne biografi »er det første gang, historien om Heins liv, arbejde og kulturelle betydning fortælles«.
Med det må der menes i bogform, for DR har tidligere produceret en strålende dokumentar om ham i serien »Store danskere«.
Men hvad der skiller Harsløf ud, er hans metode. Og sådan én må man død og pine have, når det er et flimmermenneske som Hein, der er emnet. I stedet for en samlet, homogeniserende tekst, har Harsløf foretaget fem snit, der har titlerne »Verdensdanskeren«, »Designeren« »Spilmageren«, »Revyforfatteren« og »Digteren«.
Sammen med fire andre skribenter, med hvert sit speciale i Hein, lægges på den måde et mosaiklignende portræt, som begynder meget uromantisk. Eller det vil sige med, at Hein bliver til i en form for byttehandel.
I en erindringsskitse skriver Estrid Hein, hans mor, at hun bare 12 år gammel blev udsat for »et mislykket Forførelsesforsøg«. En eufemisme for en næsten-voldtægt, der mærkede hende for livet og gjorde, at hun opretholdt en seksuel distance i ægteskabet med sin mand, ingeniøren og fabrikanten Hjalmar Hein.
Han var en sammensat og ukonventionel mand, der blandt andet konstruerede elevatorer. Men der gik et rygte om, at når det blev småt med arbejde, saboterede han dem for siden at kunne reparere dem – og tjene lidt. Overordnet set gik det ham nu udmærket, og han konstruerede eksempelvis en avanceret rutsjebane til Tivoli.
Man aner i faren nogle træk, blandt andet det hittepåsomme, der går igen i sønnen, men også det strengt videnskabelige fra moderen, der var cand. med.
Alt dette for at være klædt på til at forstå historien om byttehandlen: Da Estrid ikke ville gå i seng med Hjalmar, og hun drømte om sin egen øjenlægeklinik, indgik de en aftale om, at hun gav ham et barn, hvorimod hun fik sin længe ønskede øjenklinik.
Sådan blev Piet til 16. december 1905, og han voksede op i et dannet, kunstnerisk sindet og i det hele taget stimulerende miljø, der også førte ham ind på Metropolitanskolen, hvor han fra 2.g blev klassekammerat med Hans Scherfig, der senere skrev »Det forsømte forår« om klassen og dens uhyrlige lærere.
I læsningen af biografien bliver det også tydeligere og tydeligere, at enebarnet havde en evne til at kende og indynde sig hos de rigtige. På sine studier i filosofi og teoretisk fysik, som han lig sine kunstfag i Stockholm aldrig færdiggjorde, blev han eksempelvis Niels Bohrs medarbejder og betroede.
På den lyriske bane blev han tidligt en del af miljøet omkring lyriktidsskriftet Vild Hvede og medlem af Unge Kunstneres Klub sammen med Morten Nielsen, Ester Nagel, Sonja Hauberg og ikke mindst Tove Ditlevsen, som han indledte et forhold til, og som siden skrev om ham i sin stærkt selvbiografiske roman »Gift«.
Her står der et sted: »Halfdan er forelsket i Ester, Morten Nielsen i Sonja, og Piet Hein i mig. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er forelsket i Piet Hein.«
Hein blev oprevet over Ditlevsens sørgmuntre »udkramning« af deres privatliv. Men hendes beskrivelser af hans kurtisering og følelsesfulde stil passer godt på beskrivelserne af ham i hans øvrige forhold og ægteskaber, der løb parallelt med hans afsindige produktion og idérigdom.
På designbanen står superellipsen ud. I dag kender snart sagt enhver til ellipsebordet, hvis form er en forening af rektanglet og ellipsen, og det er så udbredt, at det for feinschmeckere er blevet dårlig smag.
Stor udbredelse nyder også Heins superæg, som han – der ikke bare sværgede til æstetik, men også til funktionalitet – fandt på, var godt mod stress og samtidig kunne fungere som isterninger i drinks.
Ellipseformen vandt i det hele taget stort indpas og kom således også til at udgøre grundplanen på Sergels Torg i Stockholm, hvor Hein også var ansvarlig for fontænen i den superelliptiske vejbanes centrum.
Og for egen regning må jeg sige, at jeg, hver gang jeg er på Sergels Torg, tænker, at det er så grimt, at det får betonhelvedet i Erich Honeckers DDR til at ligne Shangri-La.
Hvor ellipse-konceptet er den ene af Heins supersucceser, udgør hans Gruk den anden. De korte tekster er en del af hans poetiske produktion, som – lig alt andet han foretog sig – var en fragmenteret affære.
Under krigen skrev han digte og revytekster om tidens undertrykkelse og angst samt inderlige centrallyriske vers. Deres rimede form stillede ham imidlertid på »traditionalisternes« side – det støvede hold – og ikke på de fremadstormende, forkromede modernisters side med navne som Klaus Rifbjerg og Inger Christensen.
Hein skrev også, for at vise at han skam også kunne skrive i den nye stil, urimet. Men det var nu de finurlige, aforistiske og noget snusfornuftige Gruk, en sammentrækning af »grin« og »suk«, der blev hans poesis superellipse, og som er oversat til snart alverdens sprog.
Disse »Grooks« som de hedder på engelsk, blev samtidig hans lette signatur, præcis som »Tosserierne« blev Halfdan Rasmussens, »Svantes viser« Benny Andersens og »Gittes monologer« Per Højholts.
En Gruk-klassiker er:
Husk at elske,
mens du tør det,
Husk at leve,
mens du gør det.
En anden:
Lille kat,
lille kat,
lille kat på vejen!
Hvis er du?
Hvis er du?
– Jeg er sgu min egen.
Mere folkekært bliver det ikke, og det er ikke for ingenting, at det første også – med sin hvinende banalitet – er indoptaget i en Nik & Jay-sang.
Selv må jeg erkende, at jeg har svært ved at se det store i de små vers, disse al Gajol-æske-poesis fader, som Hein skrev under pseudonymet Kumbel.
Der opstår i det hele taget en lidt underlig følelse under læsningen. Af at Hein på en eller anden måde var en fortyndet udgave af sig selv. At hans vældige arbejdsspænd måske gjorde, at alt det, han producerede, blev mindre stramt, mindre godt, end det kunne have været.
At Hein deler initialer med Poul Henningsen – bedre kendt som PH – er også tankevækkende. De var begge hyperenergiske multimediemænd og renæssancemennesker og på den måde hinandens spejlinger. Men Hein virker i den sammenligning lidt småborgerlig og knap så dybt og skarpt.
PH skrev eksempelvis »Man binder os på mund og hånd« og begik underskønt design, der trods ekstrem udbredelse aldrig er blevet dårlig smag. Hein gjorde sig på mange af de samme felter, men uden helt samme skarphed og brillans. Sammenlign blot hans RA-lampe med PH-lamperne.
Dermed er vi også tilbage ved paradokset, nemlig at Hein opnåede sin succes ved, om man så må sige, at skyde med spredehagl:
Han har 3.100 registrerede patenter, fra bevægelige dukkeøjne til et spiralsolur, men måske var han lidt for mange steder på samme tid.
Måske havde et skarpere fokus udrettet mirakler. For der var ingen tvivl om, at Hein, der døde 17. april 1996, var begavet med ufatteligt mange talenter og en hjerne, der tilsyneladende var uudtømmelig. Men måske var det hans diskrete forbandelse.
For tænk om Heins evner havde været delt ud på fem forskellige mennesker. Ja, tænk engang.
Titel: »Piet Hein – Verdensdanskeren«.
Forfatter: Redigeret af Olav Harsløf med bidrag af Erik Kristiansen, Bjarne Toft, Olav Harsløf, Christian Steffensen & Mette Langeberg Lund.
Sider: 200. Pris: 350 kr.
Forlag: Gyldendal.
