Kender du Kevin Spaceys præsidentkarakter Frank Underwood i den amerikanske tv-succes 'House of Cards' ved du, at han er til det, der tiltrækker ham. Om det er kvinder eller mænd spiller ingen større rolle. Og har du set 'Game of Thrones' har du også set intime scener mellem to mænd.

Ser du dansk tv-drama, er den slags nærmest ikke-eksisterende, skriver Politikens tv-anmelder Katrine Hornstrup Yde i avisen. Reality-stjernen Gustav Salinas efterlyser også flere homoseksuelle i danske tv-serier.

For siden Lise Nørgaards karakter 'Daniel' fra Matador, har homo-, bi- og transpersoner været et særsyn i dansk tv-drama. Og optræder der endelig homoseksuelle karakterer, handler det næsten altid om udstødte eller tragiske personer, der dør, skriver Katrine Hornstrup Yde.

Men at DR af public service-hensyn bevidst skal til at inkludere flere homoseksuelle i dramaserierne, afviser dramachef Piv Bernth.

»Vi har ikke fået tilbudt historier, hvor homoseksualitet har været en del af fortællingen. Og ligesom jeg ikke tror på kvoter i andre sammenhænge, tror jeg ikke på kvoter her. Vi pådutter ikke vores karakterer eller forfattere en bestem seksualitet,« siger hun til Politiken.

Og den holdning bakker Zentropa-stifter Peter Aalbæk op om.

»Man skal ikke tilføre noget bare for at være god mod andre,« siger han til BT. Karakterernes seksualitet skal kun være afhængig af, om det bidrager til historiens drama, mener han. Og derfor har DR og TV2 ikke et særligt samfundsmæssigt ansvar for at skildre for eksempel homoseksualitet.

»Skulle vi så have en serie med en handicappet i hovedrollen hvert tredje år? I amerikanske tv-serier havde man i mange år altid den obligatoriske farvede karakter med. Og den slags bliver altid noget hø,« siger han.

Tv-kendissen Gustav Salinas er om nogen kendt for sin homoseksualitet på tv. Og han afviser ikke idéen om flere Matador-Daniel'er.

»Det ville klæde film- og tv-branchen, at homoseksualitet bliver bragt mere op. Det vil hjælpe mennesker til at se, at det ikke er så slemt eller anderledes at være homoseksuel,« siger han til BT og tilføjer om sin egen rolle i dansk reality-tv:

»Det er vigtigt at skabe rummelighed, også for homoseksuelle, der ikke er så voldsomme som jeg. Så folk kan se, at alle ikke er lige så slemme som 'Gustav',« forklarer han.